Sommerinterview

Forsker for Forsvaret: Analyserer Kinas fremmarch i Arktis

04-07-2018
7 min.

Fra 2010 til 2014 boede Camilla T. N. Sørensen i Beijing, hvor hun bl.a. lærte kinesisk. "Det åbner nogle døre, at man kan snakke med kineserne - og i hvert fald starte ud på kinesisk. Det værdsættes enormt, at man har gjort en indsats for at lære deres sprog og kultur.

Privatfoto

Camilla T. N. Sørensen skiftede sidste efterår fra Københavns Universitet til Forsvarsakademiet. Her forsker hun bl.a. i Kinas voksende interesse for Arktis – et projekt, hun kastede sig over, efter at kinesiske kolleger bad hende opklare et mysterium.

Sommerinterview

Sommertid er jobskiftetid. Ferieugerne giver tid til at overveje, om det er på tide at søge nye græsgange – og når ferien er slut, kommer der for alvor gang i jobopslagene.

Djøfbladet bringer i denne serie interviews med fire djøfere, der har skiftet job for nylig og fortæller om, hvad den nye stilling har betydet for dem og deres karrierer.

Camilla T. N. Sørensen er cand.scient.pol. og ph.d. i international politik med fokus på Østasien og særligt Kina. Efter 12 år på Københavns Universitet – hvor hun undervejs var fire år i Kina for at forske og lære kinesisk – skiftede hun i september 2017 til Forsvarsakademiet. Her forsker hun i international politik med særligt fokus på Kina som stormagt.

Et vigtigt forskningsområde er Kinas voksende interesse for Arktis og især Grønland. Emnet har stigende bevågenhed, fordi det bliver stadig mere tydeligt, at kineserne direkte kan påvirke danske nationale interesser. ”Når Kina er interesserede i at bygge en satellitmodtagerstation eller være med til at anlægge nye landingsbaner i Grønland, er det pludselig meget tæt på,” som Camilla T. N. Sørensen formulerer det.

Hvad har du oplevet som den største forskel i forhold til dit gamle job?

"Hovedopgaverne er nogenlunde de samme: Forskning, undervisning og formidling. Den store forskel er, at jeg hele tiden skal kunne svare på, hvorfor det, jeg forsker i, er vigtigt at vide for Danmark og specifikt for Forsvaret. På universitetet lavede jeg også policy-orienteret forskning og skrev en del artikler på dansk med et klart formidlingssigte, men det gav ikke point – det handlede mere om at publicere i tunge internationale akademiske tidsskrifter. Her bliver det til gengæld efterspurgt, og det er motiverende."

Er der en anden kultur her?

"Det vil der uundgåeligt være, fordi halvdelen af os er civile, mens den anden halvdel er militære. Det giver en anden dynamik. Samtidig er Forsvarsakademiet et meget mindre sted, og alle har det samme for øje: Når vi underviser, skal vi ruste vores officerer bedst muligt til deres opgaver, og forskningen skal bidrage til beslutningsgrundlaget for dansk udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik. Det arbejder alle for. Jeg havde også gode kolleger på universitetet – men der laver man meget forskellig forskning og har mere hvert sit område. Her er der i højere grad et fælles mål."

Hvordan bidrager det til dit arbejde?

"Det er motiverende, og jeg kan også få afprøvet de ting, jeg har interviewet eller læst mig til, mere direkte. Når kineserne fx er interesserede i at oprette en satellitmodtagerstation i Grønland, har jeg ikke altid de rette forudsætninger for at vurdere, hvad sådan en station kan betyde for, hvilke efterretninger de vil kunne hente ned. Men det er der folk her på Forsvarsakademiet og i øvrigt rundt om i Forsvaret, der kan hjælpe mig med."

Da du læste jobopslaget fra Forsvarsakademiet, hvad tænkte du så om, hvilke muligheder det kunne give dig?

"Siden jeg startede på statskundskab i 1997, har jeg været drevet af stor interesse for politik og sikkerhed i Asien, og som studerende fik jeg tit at vide, at jeg skulle passe på ikke at specialisere mig så meget, at der ikke var noget job i det.

Men jeg har hele tiden været heldig: Da jeg blev færdig med kandidaten, kom der en åbning på Nordisk Institut for Asienstudier. Så kom muligheden for en ph.d. på Statskundskab i København, hvor jeg fik at vide, at det var ikke nok at kunne Asien og Kina – man skulle have et stærkt teoretisk og metodisk fundament. Det indrettede jeg mig efter, men jeg har hele tiden holdt fast i, at mit forskningsområde er asiatisk og kinesisk politik og sikkerhed. Det er lidt svært i universitetsverdenen i Danmark, hvor det ikke giver point at specialisere sig i enkelte regioner og lande.

Så da jeg læste opslaget fra Forsvarsakademiet, tænkte jeg, at her kunne jeg holde fast i Asien og Kina og samtidig forfølge det, jeg har været mest glad for, nemlig det policy-orienterede og formidlingsdelen. Ikke kun til medier og den brede offentlighed, hvor der er stort behov for mere viden om Asien og særligt Kina, men også i form af indspark og rådgivning til beslutningstagere."

Du har beskæftiget dig med Kina længe. Hvordan kom du i gang med din Arktis-forskning?

"Da jeg boede i Kina fra 2010 til 2014, talte jeg med mange kinesiske forskere i international politik om de udfordringer, de så for kinesisk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Her blev jeg ofte stillet mod-spørgsmål om Danmarks Arktis-politik. Især havde de svært ved at forstå Rigsfællesskabet – hvordan kunne Danmark overhovedet overveje at lade Grønland blive selvstændigt? Det var et mysterium for dem, når der nu er tale om et stort territorium rigt på ressourcer.

Så begyndte jeg at holde diverse oplæg og kom ad den vej ind i kinesiske Arktis-forskningsmiljøer og begyndte selv at forske i kinesiske interesser i Arktis. Da jeg kom hjem til Danmark, var der pludselig efterspørgsel fra både medier og ministerier, der ville vide, hvad kineserne vil i Arktis. Det er en region af stigende geostrategisk vigtighed, fordi isen smelter, hvilket gør, at nogle ressourcer bliver mere tilgængelige, og der er nogle sejlruter, der bliver mere attraktive. Min forskning ser særligt på implikationerne for Danmark og Rigsfællesskabet af Kinas stigende tilstedeværelse og indflydelse i Arktis."

Har Kinas voksende interesse for Arktis gjort det nemmere for dig at forklare folk i Danmark, at Kina er vigtigt?

"Det har det helt klart. Når kineserne er interesserede i at bygge en satellitmodtagerstation eller være med til at anlægge nye landingsbaner i Grønland, er det pludselig meget tæt på. Så går det op for mange, at det vil påvirke danske nationale interesser direkte, at Kina nu for alvor træder frem som stormagt.

I Danmark mangler vi viden om Asien og Kina i det omfang, som der bliver brug for i de kommende år. Vi værdsætter ikke områdeviden særlig meget på det samfundsfaglige felt herhjemme, og det, synes jeg, er ærgerligt og dumt. Det er vigtigt for at kunne varetage danske nationale interesser, at vi har folk, der ved meget om international økonomi og politik og samtidig kender landene, sprogene og deres kultur.

Jeg har altid stået i det spændingsfelt: På statskundskab er jeg ikke blevet set som nok generalist, fordi jeg var tæt på områdestudierne, mens sinologerne (eksperter i kinesisk sprog og kultur, red.) har set mig som lidt for meget generalist. Nu er det min styrke – men undervejs har jeg skullet argumentere meget for, hvorfor det fx var nødvendigt at bruge årevis på at lære kinesisk for at kunne studere kinesisk politik og sikkerhed."

Hvad har været det sværeste ved jobskiftet?

"Forsvaret har rigtig mange forkortelser, man skal lære. Og så er der alt det militærtekniske. Jeg underviser officerer, og de relaterer selvfølgelig ofte til, at de selv arbejder med et bestemt system eller en bestemt helikopter. Jeg har kun været her i knap et år, så jeg er stadig i gang med at prøve at lære og forstå, hvordan forskellige ting ser ud og fungerer."

Hvad bliver din vigtigste opgave det kommende år?

"Alt peger på, at det stadig er de to samme forskningsområder: Implikationerne for Danmark og Forsvaret af Kina som stormagt og af Kina i Arktis. På begge områder kommer der til at være rigeligt at holde øje med i det kommende år.



Når det gælder Arktis, er det bare begyndelsen, vi ser lige nu. Der er ingen grund til at tro, at Kina pludselig opgiver Grønland og Arktis. De arktiske søruter er nu knyttet direkte til silkevejsprojektet, der er præsident Xi Jinpings største internationale prestigeprojekt.

At Kina kommer til Arktis, kan vi ikke gøre meget ved. Det vigtige er, at vi forbereder os på at kunne håndtere det. Det vil blive ved med at være en stor udfordring for Danmark, særligt fordi det er flettet ind i de i forvejen meget komplekse forandringer og udfordringer, som Rigsfællesskabet står med. København og Nuuk er ikke altid helt på linje i analysen af muligheder og risici ved en voksende kinesisk tilstedeværelse og indflydelse i Arktis, og det gør det sværere at håndtere." 


Kommentér
3
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommenter

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.