Eksperter: Djøfere fik frokostpausen billigt

Djøfernes betalte spisepause er nu skrevet ind i AC-overenskomsterne i stat, kommuner og regioner. Dermed er den sikret mod fremtidige anslag fra sparelystne arbejdsgivere. Det er slut med, at Moderniseringsstyrelsen kan finde på at kalde den en kutyme, som kan siges op lokalt.

Det blev resultatet af to måneders maratonforhandlinger i Forligsinstitutionen. Lige på målstregen før forligsmand Mette Christensens tidsfrist udløb.

Djøf og alle de andre akademikerforbund sagde hele vejen gennem forhandlingerne, at man ikke ville betale for noget, man havde i forvejen. Det lå også i den berømte musketér-ed, som alle de faglige organisationer havde indgået.

Men sådan kom det ikke helt til at gå.

"Det her er det muliges kunst fra akademiker-siden," siger Mikkel Mailand, arbejdsmarkedsforsker og forskningsleder på FAOS på Københavns Universitet.

"Man sagde, man ikke ville betale. Men til slut i forhandlingerne med staten måtte man så erkende, at there's no such thing as a free lunch, og at det kostede en pris. Men prisen blev relativt lille, også selvom det i staten kan være svært præcist at afkode, hvad den er."

Samme vurdering anlægger andre arbejdsmarkedsforskere, Djøfbladet har talt med. Dem vender vi tilbage. Men først skal vi lidt ned i detaljerne for at finde ud af, hvad frokostpausen kom til at koste – og hvorfor det er svært at sige, hvad prisen egentlig blev i staten.

0,35 pct. i kommuner og regioner

I kommuner og regioner blev der sat en kontant pris på, at AC-gruppen fik spisepausen skrevet ind i overenskomsten, nemlig 0,35 pct. af lønsummen.

For de kommunalt ansatte er en del af betalingen, at deres rådighedstillæg ikke reguleres i overenskomstperioden med undtagelse af den første regulering pr. 1. april 2018. Denne manglende regulering svarer til, at en gennemsnitsfuldmægtig vil have mistet et månedligt beløb på omkring 300 kr. inkl. pension ved udgangen af denne overenskomstperiode.

I regionerne finansieres den betalte spisepause af rammen.

Nederst i denne artikel giver tre tabeller et overblik over resultaterne af forhandlingerne i stat, regioner og kommuner. På det regionale område ser man, at der er afsat 0,35 pct. til "en pulje til organisationsforhandlinger". Stort set hele denne pulje går til at betale for at få frokostpausen ind i overenskomsten.

'Noget' i staten

På statens område er billedet noget mere kompliceret, fordi der ikke på samme måde blev sat en kontant pris på frokostpausen.

Det nærmeste, vi kommer det, er, at der skal bruges 0,53 pct. af lønsummen på et sammensurium af 22 meget forskellige, såkaldt 'andre formål', herunder frokostpausen (se side 2 i denne pdf).

Heller ikke hos topforhandleren for de 25 AC-organisationer kommer vi nærmere på den præcise pris.

Formanden for Akademikerne, Lars Qvistgaard, der er jurist og tidligere formand for Djøf Offentlig, har siddet direkte over for arbejdsgiverne i de vel 300 timers tavshedsbelagte forhandlinger. Han holder sig til denne forklaring:

"Vi har forhandlet, som man altid gør ved en overenskomstforhandling. Der gives og tages fra begge sider, og så prøver man at lande et resultat, som begge parter kan se sig selv i. Vi akademikere er kommet hjem med et godt og balanceret resultat i stat, kommuner og regioner, hvor vi både har sikret en reallønsstigning med en samlet ramme på 8,1 pct. over de næste tre år og er kommet af med privatlønsværnet i reguleringsordningen, så vi kan holde trit med lønglidningen i de i de private lønninger."

LO solgte ud af principperne

Men I sagde, at I ikke ville betale for at få den betalte spisepause ind i overenskomsten?

"Som alle ved, har det her været et meget langt og hårdt forhandlingsforløb, som til slut ender med, at arbejdsgiverne går med til at skrive den betalte frokostpause ind i overenskomsten. Og da det sker, går vi ind i en forhandling, som vi lander og dermed forhindrer en meget stor konflikt, som ingen ønsker," siger Lars Qvistgaard.

LO-grupperne besluttede undervejs, at det var nok med en hensigtserklæring fra arbejdsgiverne om ikke at røre den betalte spisepause. Den fik de gratis.

Kunne I ikke også have gjort det – med en sådan i hånden ville I vel være ret sikre på at vinde en eventuel faglig voldgift, hvis arbejdsgiverne senere begyndte på noget med spisepausen?

"Nej. Vi ønskede en 100 procents sikring af spisepausen, og det har vi fået. LO-grupperne har ladet sig nøje med noget ringere. Ved at acceptere hensigtserklæringen har LO-grupperne reelt bekræftet, at deres spisepause er en kutyme. Men det er jo deres valg," siger Lars Qvistgaard.

Akademikerne var solidariske

Ved denne overenskomstrunde har akademikerne været med til at skævdele til fordel for de lavtlønnede offentlige ansatte, ikke mindst Dennis Kristensens sosu-assistenter.

Men LO og FOA ville ikke hjælpe akademikerne med frokostpausen, da det kom til stykket – hvordan har du det med det?

"Det gør mig da rigtig ærgerlig, fordi vi akademikere fra start til slut har stået på mål for fællesskabet. Derfor forstår jeg heller ikke, hvorfor LO-grupperne og især Dennis Kristensen her bagefter har lagt så stor afstand i forhold til Akademikerne. Det var jo dem, som sprang fra fællesskabet og lavede en aftale uden om os andre. Det giver da stof til eftertanke," siger Lars Qvistgaard.

Forsikringspræmie mod at tabe voldgift

Hvis arbejdsgiverne senere skulle finde på, at de vil have den betalte frokostpause ud af overenskomsten igen, bliver det en dyr fornøjelse.

De 29 betalte minutter om dagen – to en halv time om ugen – svarer i værdi til 7,2 pct. af lønnen.

Det hæfter de arbejdsmarkedsforskere, som Djøfbladet har talt med, sig ved. Derfor er den betalte pris ved OK18 ikke stor, vurderer de – også selvom de kan ikke gennemskue det tågeslør, som forhandlerne har indhyllet prisen i på statsområdet.

Bent Greve, professor på RUC, kalder prisen en form for forsikringspræmie.

"For et forholdsvis lille beløb har man forsikret sig mod at skulle ud i en voldgiftssag. Hvis man først taber en voldgift, stiger prisen for at få frokostpausen ind i overenskomsten drastisk."

Hans gæt er, at der – hvis man ellers kunne rede det ud af tågerne – er betalt nogenlunde det samme i staten som i kommunerne, i hvert fald ikke mere.

"Moderniseringsstyrelsen har været meget stærkere imod at skrive frokosten ind i overenskomsten end de andre to arbejdsgivere. Derfor tror jeg, man har ønsket at gøre det uklart, hvad akademikerne har betalt og ikke betalt for det i staten."

Tal helst ikke om vindere og tabere

Alle arbejdsmarkedsforskeres nestor, professor emeritus Jørgen Steen Madsen lægger lige nu sammen med forskerkollegaen Jesper Due sidste hånd på et firebindsværk om det danske overenskomstsystems historie.

Han siger:

"Personligt fatter jeg ikke, at Moderniseringsstyrelsen kunne finde på at skrive i et brev til den samlede lønmodtagerside, at den betalte frokostpause var en lokal kutyme."

Det brev har gjort hele OK18-forløbet meget besværligt, understreger han.

"Det svækkede lønmodtagersidens tillid til modparten alvorligt, og tillid er afgørende, når man forhandler."

Hvem har vundet: AC'erne, fordi de fik frokostpausen skrevet ind? Eller arbejdsgiverne, fordi de endte med at få en betaling for det fra AC´erne, selvom AC´erne havde sagt, at de ikke ville betale for noget, de havde?

"Prisen var ikke stor. For sådan en frokostpause er jo dyr, hvis man skal ud og betale fuld pris for den. Og det havde jo aldrig fået nogen ende, hvis ikke akademikerne til sidst havde sagt: 'Okay, så betaler vi noget.' Akademikerne har til gengæld fået dén fulde sikring af frokostpausen, som de ønskede sig. Så samlet set må man nok sige, at de vandt, hvis man absolut skal gøre det op på den måde. Men det skal man helst ikke. I et overenskomstresultat skal begge parter kunne se sig selv."