Virksomheder betaler for karriereudvikling under barsel

25-04-2018
4 min.
Et barselsnetværk behøver ikke at handle om babyer, søvnmangel og forældreroller. Det kan også handle om karriere.  Foto: Djøf

Hos det private barselsnetværk Inspired Beyond Babies betaler arbejdsgivere for, at medarbejdere på barsel kan få inspiration til deres arbejdsliv. Ekstern lektor og forfatter Anders Raastrup Kristensen ser dog en risiko for, at tilbuddet bliver til endnu en forventning om konstant selvoptimering.

Når der kommer nyt liv ind i familien, er de første mange måneder ofte centreret om den spæde nytilkomne. Forældre på barsel bruger derfor ofte meget tid på mødre- og fædregrupper eller andre barselsnetværk, hvor man mødes omkring babyens behov og taler om livet som nybagt forælder, mens den professionelle identitet falder i baggrunden.

Nogle virksomheder er imidlertid begyndt at samarbejde med et nyt privat barselsnetværk ved navn Inspired Beyond Babies, hvor medarbejdere på barsel kan komme med deres børn, høre foredrag og blive inspireret til deres arbejdsliv. En tiltrængt fornyelse, mener Nikita Straat, der i øjeblikket er på barsel fra sit job som projektleder i Novo Nordisk.

”Det første arrangement, jeg var til, handlede om projektledelse, så det var jo meget relevant for mig. Det var rart at være til et arrangement, som var henvendt til mig som professionel og ikke til mit barn.”

Men også en risiko ifølge forfatter og ekstern lektor ved CBS Anders Raastrup Kristensen:

”Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, om det er godt eller skidt for den enkelte. Men det er med til at flytte grænserne for, hvad der egentlig bør være en del af arbejdet.”

Virksomhederne vil fastholde medarbejderne

Kvinden bag initiativet hedder Anne Sophie Münster, og hun startede projektet, fordi hun kunne se et udækket behov.

”Det er et frirum til at kunne få stillet sine egne professionelle behov. Hver måned er der et nyt tema, som kan spænde imellem alt fra ledelse til ’nudging’ eller konflikthåndtering på arbejdspladsen.”

Konceptet går ud på, at virksomhederne etablerer et samarbejde med Anne Sophie Münster, hvorefter Inspired Beyond Babies bliver tilbudt som et gratis personalegode for medarbejdere på barsel.

”Det er for alle professionsgrupper fra tandlæger til jurister og grafiske designere – mænd såvel som kvinder.”

Men barselsnetværket er ikke ren filantropi fra virksomhedernes side.

”Virksomhederne ved, at en barselsperiode indebærer et langt afbræk fra arbejdslivet, og hvis man vil fastholde sine talenter, skal man sørge for kontinuerligt at investere i dem. Det er noget af det, vi kan hos os,” fortæller Anne Sophie Münster.

Tanken om at skulle gå på barsel i 10 måneder og ”kun” være ’mor’ kan være uvant, når så stor en del af vores identitet ligger i arbejdslivet.

Simone Bruun Lundgaard, chefkonsulent og ansvarlig for barselsnetværket i Djøf
Anerkendelse eller forventningspres?

Men kan et stående tilbud om karriereoptimering under barselsperioden ikke give et indirekte forventningspres på de nybagte forældre? Det mener Anne Sophie Münster ikke:

”Virksomhederne får ikke informationer om, hvem der udebliver til vores arrangementer. Medarbejderne ved bare, at tilbuddet står, og så tager de direkte kontakt til mig, hvis de ønsker at være med til nogle af vores arrangementer.”

Simone Bruun Lundgaard er chefkonsulent og ansvarlig for Djøfs barselsnetværk. Ifølge hende er konceptet interessant og tegn på en ny udvikling: 

”Jeg tror, Inspired Beyond Babies er en anerkendelse af, at grænserne mellem arbejdsliv og privatliv udviskes gradvist, samtidig med at nogle medarbejdere på barsel gerne vil bruge sig selv og deres faglighed undervejs. Tanken om at skulle gå på barsel i 10 måneder og ”kun” være ’mor’ kan være uvant, når så stor en del af vores identitet ligger i arbejdslivet.”

Men Simone Bruun Lundgaard er samtidig en smule bekymret for, at karriereudvikling under barsel kan blive et nyt indlagt krav i en i forvejen travl tilværelse:

”Mange har i forvejen kalendere godt booket med babysalmesang, babysvømning, mødregrupper, tumlingegymnastik og meget andet. Der er mange tilbud, og nu kaster arbejdsgiveren også en bold ind i spillet. Det kan være et fantastisk tilbud. Det må bare ikke lægge et forventningspres på medarbejderne.”

Samme pointe bliver understreget af Nikita Straat:

”Jeg kan sagtens forstå, hvis det ikke lige er det, man har lyst til, men jeg tror ikke, man vil føle sig presset, hvis bare virksomheden fremlægger det som et åbent tilbud.”

”Tilbud” lægger ansvaret over på medarbejderen

Men når virksomhederne fremlægger barselsnetværket som ’et tilbud’, man frit kan gøre brug af, lægges ansvaret over på medarbejderen. Det påpeger Anders Raastrup Kristensen, der er forfatter til bogen ’Det grænseløse arbejde’.



”I vores arbejdsliv får vi de her tilbud hele tiden: ’Det er bare et tilbud – du kan jo bare sige nej.’ Men mange kan måske frygte, at de ikke vil blive opfattet som karriereorienterede, hvis ikke de tager imod tilbuddet.”

Arbejdsgiverne spiller jo ind i en kultur, hvor vi hele tiden tænker på, hvordan vi kan øge vores potentiale.

Anders Raastrup Kristensen, forfatter og ekstern lektor ved CBS

Anders Raastrup Kristensen ser en tendens til, at arbejdet koloniserer fritiden.

”Arbejdslivets grænser flyttes konstant længere og længere over på privatlivets territorium. Det er lidt over et år siden, at DONG var i vælten med deres fokus på medarbejdernes søvnbehov, og jeg kan huske, at vi til Folkemødet jokede med, at den næste bastion måtte blive sexlivet. Det er der så allerede nu nogle virksomhedsbetalte psykologordninger, der sætter fokus på.”

Har du fri, når alle døre står åbne?

Men hvorfor har virksomhederne så let ved at invadere privatsfæren?

”De spiller jo ind i en kultur, hvor vi hele tiden tænker på, hvordan vi kan øge vores potentiale. Og samtidig er det et symptom på en ny form for forståelse af begrebet ’frihed’, mener Anders Raastrup Kristensen:

”Den mest udbredte frihedsforståelse handler ikke om at være fri fra andres indblanding, men om at kunne samarbejde og dermed få frihed gennem flere handlemuligheder. Barselsnetværket her tilbyder et fællesskab, der sørger for, at barsel ikke bliver en begrænsning for dig. Du kan nu både være far og mor og gøre karriere.”

1 kommentar
1
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommentarer

Karen Jacobsen

27.04.2018 kl. 20.27

Husk nu at der blev kæmpet for længere barselsorlov. Og orloven er faktisk for at det skal være godt for både forældre og barn. Men man SKAL jo ikke holde al orlov så man kan jo gå tilbage på arbejde hvis man vil.

0 kommentarer
0
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.