Mørkets fyrster træder frem i lyset

Det er to af regeringens spindoktorer, selv cand.scient.pol.er, som har fået idéen til kursusfaget, som de sammen underviser i: Mark Thorsen, særlig rådgiver for udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), og Andreas Thyrring, særlig rådgiver for energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V).

Humlen er, at de kommende embedsmænd skal vide, at det ikke er nok at levere solide beslutningsgrundlag af højeste faglige kvalitet eller fortælle ministeren, hvornår han/hun bryder grundloven, slår et gigantisk hul i statskassen eller sprænger et gammelt forlig. Den moderne embedsmand skal allerede som yngste fuldmægtig kunne tænke politisk taktisk, finde proaktive pressevinkler i 24/7-samfundets mediemølle, skrive gode talepunkter – de skal kort sagt være ’politisk musikalske’.

Det er et håndværk med egne, særlige spilleregler og kompetencer. Det husker de to særlige rådgivere ikke, at de lærte noget som helst om, da de selv læste statskundskab.

Skal tjene ministeren

Tilbage til ’Kommunen’. Morgenens pensum er netop angelsaksisk, politologisk teori om embedsmandens rolle. Lektierne er bl.a. E.C. Pages ’Policy without Politicians, Bureaucratic Influence in Comparative Perspective’. Som titlen antyder, handler det om, hvordan embedsværket også har sin egen dagsorden, og hvordan det får, eller ikke får, sat den igennem.

Mark Thorsen, som står for dagens undervisning, slår fast for de studerende:

”Mange forstår det ikke, men vores ’danske model’ går ud på, at ministeriernes embedsmænd har til opgave – selvfølgelig inden for en række normer om saglighed, faglighed, lovlighed og neutralitet – at hjælpe en regering med at gennemføre dens politik. Embedsværket er der for at tjene ministeren, selvom det ofte forsvinder helt i den offentlige debat. Derfor er det engelske udtryk ’civil servant’ på en måde mere dækkende.”

Praksis i det virkelige liv, understreger han, er ikke som i tv-serien ’Yes, Minister’, hvor departementschefen Sir Humphrey på vej op til ministeren låser spindoktoren inde i et kosteskab. Men embedsmænd kan sagtens opstille en række benspænd for de særlige rådgivere, så det er embedsværkets løsningsforslag, der når gennem filteret – med den magtfulde departementschef som endelig bagstopper for alt, hvad der går ind til ministeren.

”Embedsmænd har en faglighed, som de sætter igennem over for ministeren. Hermed mener jeg ikke, at de har en politisk dagsorden og ikke er partipolitisk neutrale. Men embedsmænd er styret af, at de ønsker at undgå problemer – økonomisk, fagligt og juridisk – både for sig selv og ministeren, for éns ministerium skal helst have et godt navn og ry,” forklarer han de studerende.

Kort sagt: De er som barduner, som prøver at holde teltet, så det ikke svajer for meget til den ene eller den anden side.

Har embedsværket løsningsforslag, som er mindre dyre og mindre besværlige end dem, ministeren har, så vinder embedsværket. Står man ’lige’, så vinder ministeren, forklarer Mark og erkender åbent, at jo flere særlige rådgivere der ansættes, desto større filter og desto mindre går uredigeret igennem fra embedsværk til minister.

Hamsterhjul og ministermusik

Håber man på en masse insiderhistorier om ’sager’, ’skandaler’ og ’procesforløb’, som har været endevendt i medierne, må man gå skuffet hjem.

Det er pensum, der er i centrum denne morgen, og det er mest, når det angelsaksiske pensum kræver en oversættelse til vores hjemlige, danske system, at Mark griber til forklarende eksempler fra sin hverdag i toppen af ministeriepyramiden.

45 minutter går hurtigt, så der er ikke tid til mange spørgsmål, før dagens gæst ankommer til anden del af dobbeltlektionen. De to undervisere har nemlig planlagt at hive en gæst fra det virkelige liv ind hver gang.

I dag er det afdelingschef i Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet Dorte Nøhr Andersen, selv scient.pol. fra KU i 2000. Hun fortæller om årshjulet fra finanslov til politiske aftaler i den store, evigt snurrende ministeriemaskine – embedsmandens hamsterhjul, kunne man også kalde det. Selv er hun inde over måske 30-40 forskellige sager ugentligt.

På fredag kl. 15 skal de studerende på ekskursion. Andreas Thyrring har lånt et mødelokale i sit ministerium for at give dem en snert af atmosfæren i de hellige haller. Dagens gæst derinde bliver tidligere departementschef Bo Smith. Han var formand for det udvalg, som på Djøfs initiativ i 2015 kom med betænkningen ’Embedsmanden i det moderne folkestyre’ – som selvfølgelig også står på kursets pensumliste. Og så skal der nok blive diskuteret ’ministermusik’.

Alt det, vi ikke selv lærte noget om

Mark Thorsen og Andreas Thyrring fik idéen til kurset i politisk rådgivning og kommunikation over et par fredagsøl sidste efterår, da de sad og talte om, at de egentlig aldrig havde lært noget på studiet om det daglige, praktiske liv i et ministerium. Hvorpå de ringede til studieleder Anders Berg-Sørensen og fik go. Og så var det hjem og læse op på den nyeste litteratur om emnet.

”Vi vil gerne betale lidt tilbage til vores gamle studium ved at give et indblik i samarbejdet mellem særlige rådgivere og embedsværket, som fylder enormt meget i det daglige arbejde. Og i det hele taget åbne den sorte boks til livet som embedsmand og give et indblik i det politiske økosystem omkring ministeren,” forklarer Andreas Thyrring.

En af pindene i jeres oversigt over, hvad jeres kursusfag går ud på, lyder: ’Den fagtekniske rådgivning skal baseres på politiske signaler – ikke omvendt’. Lægger I dermed ikke op til ballade og flere Jesper Tynell-bøger?

“Nej. Lad mig svare med et unavngivet minister-citat, som nævnes i Bo Smith-udvalgets bog ’Embedsmanden i det moderne folkestyre’: ’Når en minister nynner en strofe, skal embedsmanden kunne komponere en hel symfoni,’” siger han.

“Den pointe, vi godt vil give videre til de studerende, er, at deres djøf-faglighed er enormt central i at være embedsmand, men at man som en dygtig embedsmand også forstår de politiske mekanismer. Altså: På uni lærer vi, at vores opgave er at designe den bedste løsning på et ethvert samfundsproblem. I et ministerium kommer der så en minister og vil ’forurene’ den perfekte løsning med politik – men det er jo sådan, demokratiet er. Det forbereder vi dem på, så de ikke bliver forskrækkede den dag, en minister kommer og siger til dem, at ’jeg vil have det på den og den måde.’”

Men så er det vel også dér, at embedsmanden nogle gange måske må danse på gloende kul, også pga. sådan nogle som jer?

”Det, vi håber, er, at de studerende efter kurset vil sidde tilbage med en større indsigt i, hvad faglighed, saglighed og politisk neutralitet betyder set i forhold til den forpligtelse, som embedsmanden har til at servicere ministeren,” siger Mark Thorsen.

”Vi ønsker at åbne diskussionen for dem og også byde ind med nogle eksempler på de dynamikker, der er på spil, hvis der fx er uenighed mellem embedsværk og minister. Men vi sælger ikke en bestemt konklusion om, hvordan de skal opfatte tingene,” understreger han.

”Vores overskrift er, at ’sharing is caring’. Hvis man som ung embedsmænd er så heldig at komme til at sidde om et mødebord sammen med en minister, en departementschef og en særlig rådgiver, så kan vi fortælle lidt om, hvordan sådan et møde udspiller sig og hvorfor. Det er der ikke andre her på studiet, som fortæller dem,” siger Andreas Thyrring.

Medierne tager ofte dén frem med, at embedsmænd først har regulær pligt til sige fra til ministeren, når noget er ’klart ulovligt’, som det hedder. Hvad siger du til den diskussion?

”Nu bliver det lidt politisk,” svarer Mark Thorsen.

”Jeg tror ikke, at der er nogen embedsmænd, som reelt er i tvivl. Jeg har haft den glæde at arbejde i to forskellige ministerier. Der er en enorm høj faglighed i det danske embedsværk. Og selvfølgelig er det helt grundlæggende for alt, hvad man foretager sig, at det naturligvis er lovligt. Og det handler ikke om gradbøjninger af lovligt, men om, at det er lovligt. Det er ikke ensbetydende med, at der ikke kan begås fejl af et embedsværk, eller at der ikke kan være legitime diskussioner, også blandt eksterne interessenter, af forskellige fortolkninger af jura. Men det billede, der indimellem bliver tegnet af embedsværket, som nogle, der bevidst begår fejl eller lader sig presse til at begå fejl, kan jeg simpelthen ikke genkende. Jeg er personligt lidt ked af det billede. Embedsværket har ikke nødvendigvis andre end Djøf til at tale sin sag og må nogle gange stå model til lidt for meget.”