Klasseværelset skal gentænkes

Som en del af millennium-generationen var min skolegang ikke meget anderledes, end hvad de fleste elever oplever i dag. Setuppet var simpelt: Fire vægge, én lærer, der forelæste om 2. Verdenskrig eller det periodiske system, og en flok klassekammerater.

Det er en uddannelse, hvis rødder kort opsummeres af ’de tre store R’er’ – generelt (og humoristisk) kendt som ’reading’, ’riting’ and ’rithmetic’ (læsning, skrivning og regning) – samt en one-size-fits-all-struktur, der ikke undergår megen forandring fra år til år.

Dog var der noget, som forandrede sig hurtigt omkring os: Teknologien. Den ene dag gik jeg rundt med min tunge walkman og gamle bånd, så kom CD-afspilleren på mode, og et par år senere havde jeg adgang til alle sange i verden – med ét enkelt klik.

Teknologien udvikler sig eksponentielt i en hastighed, vi slet ikke kunne forestille os for bare 10 år siden. Vi står på kanten af den fjerde industrielle revolution. Vores verden revolutioneres fra alle sfærer i samfundet. Skolerne prøver at få vejret, men mærkeligt nok opdager de, at selv om de tilpasser sig, sker det ikke hurtigt nok. Tænk på, at omkring 65 procent af vores børn kommer til at arbejde i jobs, der ikke engang er opfundet endnu!

Vi er nødt til at bygge bro over den stadig større kløft mellem uddannelse og arbejdsmarkedet, så vi ikke efterlader vores elever på dybt vand, når de forestiller sig deres karrierer. Det er ikke længere den store fisk, der spiser den lille – men den hurtige, der spiser den langsomme.

Hvis vi kigger på de utallige jobopslag, der findes online, tager det ikke lang tid at komme til den konklusion, at ét sæt af evner ser ud til at være i høj efterspørgsel: Kommunikation, resiliens, samarbejdsvilje, selvledelse… listen kunne (næsten) fortsætte uendeligt. De kan alle beskrives under én betegnelse: Soft skills. Alligevel formår vi ofte ikke at inkludere dem i pensum i vores skoler. Vi er alle født lige, men vi er alle unikke i vores natur og vores evner, hvorfor et one-size-fits-all-system er forældet og for kortsynet til den nuværende hastighed på arbejdsmarkedet og den stigende grad af automatisering.

For at passe til de ekstraordinære tider, vi lever i, må ’de tre store R’er’ opdateres. Lad os forestille os det førnævnte simple setup med fire vægge, en lærer og en række elever.

Men denne gang er forelæsningen ikke om Versailles-traktaten eller Pythagoras’ læresætning. Denne gang er det et virtuelt spil, hvor alle eleverne deltager og skal arbejde sammen for at vinde. For at nå videre til næste niveau skal deltagerne have tilegnet sig nogle bestemte evner inden for eksempelvis kommunikation, innovation eller problemløsning. Der er endda mulighed for feedback, så spillet kan tilpasses hver enkelt deltagers læringshastighed.

I løbet af den næste uge simulerer eleverne måske skræddersyede, virkelige scenarier såsom en øve-jobsamtale med Virtual Reality, hvilket blandt andet forbedrer deres evne til at lytte og deres overtalelses- og nonverbale kommunikationsevner.

Der er ikke længere tale om traditionelle undervisningstimer. I disse timer blev adaptive læringsplatforme brugt til at hjælpe eleverne med at udvikle deres soft skills. Hvert individ har opdaget, hvordan man kan gentænke hele oplevelsen af undervisning, og hvordan man kan udvikle elevernes fulde potentiale.

Brugen af adaptive, digitale læringsplatforme kan være den bro, der forbinder uddannelse og arbejdsmarkedet, hvis de benyttes proaktivt og mere aktivt, end det er tilfældet nu. Ved at have mere fokus på individet kan vi adressere den enkelte elevs svagheder og styrker, og vi kan videregive de nødvendige soft skills til vores elever, så de kan blive mere resiliente og opfindsomme.

De vil blive i stand til at håndtere nye udfordringer med selvtillid og beslutsomhed. I en stadig mere automatiseret verden vil soft skills være afgørende på arbejdspladsen, og deres betydning stiger med 24 procent de næste to årtier.

Adaptiv læring kan understøtte kultiveringen af disse fra en tidlig alder og kan transformere uddannelsernes rødder ved at modernisere ’de tre store R’er’ til ’Relearn, Resourcefulness, and Resilience’ (genlære, opfindsomhed og resiliens).

Kan vi stoppe automatisering? Bestemt ikke. Men vi behøver ikke at konkurrere mod maskinerne – vi kan i stedet arbejde sammen med dem. Teknologi kan også revolutionere klasseværelserne. Og adaptive, digitale læringsværktøjer er første skridt på vejen mod at sikre, at vores elever aldrig bliver de langsomme fisk, der bliver spist af den hurtige kompleksitet og automatisering, der kommer med den fjerde industrielle revolution.