"Flere af sagerne har været som et filmmanuskript fra Hollywood"

Udleveringen fra Sydafrika af den bedragerimistænkte Britta Nielsen blev et mediecirkus. I ugevis havde medierne oprullet historien om embedskvinden, der ifølge anklagemyndigheden lettede statskassen for 111 millioner skattekroner.

Mens politikerne rasede, embedsværket græmmede sig, og en folkedomstol arrangerede en velkomstkomité i Kastrup Lufthavn, hyrede Socialstyrelsen kammeradvokat Boris Frederiksen til at skaffe de stjålne millioner tilbage. 

“Det er jo en ulykkelig sag, for det ser ud til, at der er begået kriminalitet. Derfor er der indgivet konkursbegæring mod Britta Nielsen, og på den yderste dag er det min opgave at skaffe flest penge hjem til kreditoren,” siger Boris Frederiksen om sin opgave.

Vi sidder en mørk fredag eftermiddag hos Kammeradvokaten i et anonymt mødelokale på sjette sal med udsigt over Vesterport i København. Boris Frederiksen skruer låget af en lille kildevand og uddyber:

“Det bedste kunne jo være, hvis vi kunne finde alle 111 millioner, men vi skal i det mindste være sikker på, at vi, når vi lukker bogen, kan sige, at de penge, vi ikke har fundet, med største sandsynlighed er brugt. Det ville jo ikke rigtig være til at bære, hvis man kan udstå sin straf og så komme ud til 10 millioner, som man har gravet ned i haven eller gemt på en eller anden bankkonto,” siger han på sin venlige og professionelt veltalende facon, der gennem tiden ham gjort til en populær kilde for mange journalister.  

Hvor starter man i sådan en sag?

“Det lyder banalt, men ved begyndelsen. Normalt ville jeg sætte mig ned med ledelsen fra et konkursbo og spørge: Hvad laver du, hvad ejer du, hvordan arbejder du, har du aktiver, hvem skylder dig penge, har du bil, hvis ja, er den så leaset, hvem har nøglerne og så videre.”

Sagen om Britta Nielsen er anderledes, da der er tale om en person og ikke en virksomhed, men også fordi hun ikke just har været til rådighed for udredningen.

“Derfor er vi gået i gang med at lægge puslespillet, selvom vi kun har 40 procent af brikkerne, og så prøver vi os frem. Hvis det ligner et tårn for neden, så er det måske også et tårn på toppen.”

Fra krise til krise

Boris Frederiksen er blevet advokaten, som man ringer til, når boet skal gøres op efter et bankkollaps, værdier opspores i en svindelsag, eller hvis et netværk af højtuddannede hustlere har plyndret den danske statskasse for milliarder. Gennem årene har han været involveret i ofte ganske eksponerede sager, der har hevet millioner hjem til kreditorerne og forgyldt Kammeradvokaten og Boris Frederiksen, der voksede op vest for København.

“Jeg ville egentlig gerne kunne sige, at jeg valgte at læse jura, fordi jeg virkelig havde tænkt over det. Men jeg havde ikke nødvendigvis en drøm om at blive advokat, da jeg som syvårig rendte rundt i korte bukser. Men man skulle jo gøre et eller andet, og jeg tænkte, at jura måske kunne give adgang til nogle interessante jobs. De første par år på studiet var ret kedelige, men så var der et eller andet, der klikkede.” 

Efter et par år som dommerfuldmægtig arbejdede Boris Frederiksen med insolvens, indtil han i 1995 blev hyret til at opbygge Kammeradvokatens insolvensafdeling. I dag er han partner og bestyrelsesformand i Kammeradvokaten, og insolvensafdelingen er en af virksomhedens hovedindtægtskilder. En udvikling, der særligt tog fat efter finanskrisens kaskade af konkurser. 

“Fra 2008 til 2011 beskæftigede jeg mig en del med fallerede ejendomsselskaber, og fra 2010 til 2013 lavede jeg i høj grad banker, som gik ned under bankpakke 3 og bankpakke 4. De senere år har jeg lavet ansvarssager, udbyttesagen og andre ting, der, selvom de er forskellige, ligger inden for den fælles ramme af svig, inddrivelse eller rekonstruktion,” opremser Boris Frederiksen.

“Det har været spændende at hoppe fra ét område i krise til et nyt område i krise. Og det er super interessant at sætte et hold, der kan komme til bunds i de her sager.”

Mens Boris Frederiksen er hoppet fra krise til krise, er Kammeradvokaten vokset og vokset.

“Boris Frederiksen har spillet en central rolle i den vækst. Han er på mange måder personificeringen af ændringen af Kammeradvokatens rolle, og han har spillet en hovedrolle i at få dem til at rykke fuldt ind på insolvensområdet,” siger Frederik Waage, der er dr.jur. på Juridisk Institut på SDU og har skrevet disputats om Kammeradvokaten.

Højt betalt pengejæger

Ifølge Frederik Waage har Boris Frederiksen ry for at være dygtig, pragmatisk og også risikovillig.

“Han er en god forretningsmand og en effektiv inddriver. Mange jurister husker nok tilbage på konkursret som et relativt kedeligt procesfag på jurastudiet, der primært handlede om frister, konkursorden og masser af papirarbejde. Men flere af sagerne bag Boris Frederiksens konkursboer har været som taget ud af en spændingsroman eller et filmmanuskript fra Hollywood.”

“Samtidig arbejder han med andre statslige aktører fx bagmandspolitiet. På den måde rykker han ved den traditionelle opfattelse af, hvad en kurator plejer at gøre. Opfattelsen i staten er simpelthen den, at hvis den mistænkte Britta Nielsen har noget at skjule, så skal Boris Frederiksen som statens dygtige og højt betalte pengejæger nok finde ud af det,” siger Frederik Waage.

Samtidig har det gennem årene ikke skortet på kritikere, der mener, at Boris Frederiksen i forskellige sager har været en for højt betalt pengejæger. Det synes han ikke selv.

“Hvis jeg skal ransage min egen selvopfattelse, så synes jeg, at meget af kritikken bygger på en falsk præmis. Og på en manglende vilje til at forstå,” siger han og nævner sin oprydning i ruinerne af Stein Baggers IT Factory som eksempel.

“Et salær på 40 millioner er et stort salær. Men faktum omkring IT Factory var, at vi som udgangspunkt havde – siger og skriver – nul kroner i kassen og kreditorer med krav for cirka 1,3 milliarder kroner. Og vi endte faktisk med at uddele 350 millioner til kreditorerne, efter at vi havde fået vores honorar. Det gjorde vi jo ikke ved at smide en enkrone i en enarmet tyveknægt på et kasino.”

Boris Frederiksen forklarer, hvordan man måtte føre retssager i adskillige jurisdiktioner samt en større ansvarssag mod et revisionsfirma. Så kommer pointen:

“Er det dyrt at betale 40 millioner? Ja, det er objektivt mange penge. Men i virkeligheden bør man jo holde det op imod, hvad man får ud af det. Her fik kreditorerne jo faktisk et stort beløb, som de aldrig havde fået, hvis vi ikke havde gjort det.“

Jeg nævner en anden sag om konkursboet Sandgården, hvor først skifteretten og derefter landsretten vurderede, at Kammeradvokaten samt to andre firmaer havde skrevet fem millioner kr. for meget på salærregningen.

Her lyder det ikke helt, som om I havde forventningsafstemt jeres honorar med kreditorerne?

“Sandgården var en ganske kompliceret sag med et falleret ejendomsselskab, så honoraret var stort, men det var arbejdet sådan set også. Så valgte en mindre kreditor at klage, fair nok, og skifteretten nedsatte vores honorar med fem millioner kr.”

Det fik de tre kontorer til at indbringe sagen for Østre Landsret, som stadfæstede skifterettens afgørelse. I dag ville Boris Frederiksen have handlet anderledes.

“Jeg vil ikke have de der konflikter. Jeg gider dem simpelthen ikke. De er brødløse, de skaber negativ stemning, og de giver en forkert opfattelse. Set retrospektivt skulle vi have ladet den sag ligge i skifteretten.”

Bliver I i Kammeradvokaten vurderet hårdere end andre, fordi I historisk har arbejdet så tæt på staten, at folk ser jer som en slags offentlig myndighed?

“Der følger måske en særlig opmærksomhed med, fordi vi har et betydeligt forretningsomfang med staten, og fordi vi er involveret i en masse offentlige sager, der har betydning for samfundet. Men på den yderste dag er vi selvfølgelig en privat virksomhed. Vi er jo ikke en NGO, så vi har selvfølgelig et ønske om at drive en profitabel virksomhed,” siger Boris Frederiksen.

Han understreger, at det er fint, at der er interesse for Kammeradvokatens prissætning.

“Men hvis jeg skulle komme med et lille suk, så kunne det være interessant, hvis man ikke kun så på prisen, men også holdt det op imod, hvad man så fik for pengene.”

Monopolbrud

Kritikken af sammenhængen mellem pris og kvalitet har gennem tiden været lige så tilbagevendende som Kammeradvokatens årlige millionoverskud.

Det seneste årti har jævnligt budt på kritisk fokus på såvel Kammeradvokatens prissætning i sager, hvor de var kuratorer og dermed opererede til markedspris, som på måden, Kammeradvokaten har forvaltet sit monopol som statens advokat. Efter at undersøgelser viste, at staten i mange tilfælde betalte overpris for Kammeradvokatens ydelser, vedtog Folketinget i 2014 en ny aftale, der fjernede Kammeradvokatens monopol, som ellers havde været gældende siden 1936.

I 2016 kunne Politiken fortælle, at staten i årets første syv måneder kun havde sendt tre sager til andre advokater, mens cirka 2.200 sager fortsat havnede hos Kammeradvokaten. Det fik innovationsminister Sophie Løhde (V) til at sende et hyrdebrev til ministerier og styrelser, hvor hun indskærpede, at monopoldagene altså var ovre. I dag er der efterhånden skred i tingene, forklarer Frederik Waage.

“Status er, at selvom Kammeradvokaten fortsat klart er statens advokat, så er der efterhånden gang i et opbrud. Andre kontorer vinder sagskomplekser, staten hjemtager opgaver, og justitsministeren har fremsat lovforslag om, at ansatte i staten i større udstrækning selv skal kunne give møde i byret og landsret. Men der er fortsat behov for at diskutere, om staten selv bør opdyrke flere juridiske kompetencer, som man i dag bruger mange penge på at indkøbe hos private advokater,” siger Frederik Waage. 

Jeg forelægger kritikken for Boris Frederiksen og spørger, hvordan han mener, at staten får bedst advokatbistand for vores skattepenge:

“Min eget take er, at det er fornuftigt, at staten har en ambition om selv at gøre det, der under alle omstændigheder skal gøres, og som sker igen og igen. Så er der begivenheder, der sker hvert femte år, og her er min holdning, at man ikke her behøver at have den ekspertise in house. For hvis de folk aldrig får lov at øve sig på det, så er de alligevel ikke de skarpeste til at løse problemet, den dag det opstår. Nogle ting er det måske bedre at købe nede om hjørnet.”

”Når det er sagt, har vi og havde vi svært ved at genkende Moderniseringsstyrelsens tal vedrørende sager til andre advokater i 2016. Tallet er reelt højere, og vi har længe set os som en hovedleverandør og ikke som én, der har monopol.”

Ifølge Frederik Waage tyder alt da også på, at Kammeradvokaten fremover vil statens foretrukne advokat.

“Kammeradvokaten kommer fortsat til at spille en hovedrolle, når det gælder ekstern juridisk rådgivning og statens retssagsførelse, men monopolet er under afvikling. Det vilde er, at kontoret alligevel har formået at have en enorm vækst, så Kammeradvokaten i dag er blevet landets største advokatkontor.”

Firmaets nye rolle er fortsat til debat. Fx i en sag, hvor skatteminister Karsten Lauritzen (V) er utilfreds med, at Kammeradvokaten har afvist at repræsentere staten, da man er hyret af modparten, kapitalfonden Altor.

Brændende platform

Det nærliggende spørgsmål er selvfølgelig, om der er en sammenhæng mellem Kammeradvokatens store vækst og det mistede monopol.

“Det er to begivenheder, der indtræder nogenlunde samtidig, men af forskellige årsager,” siger han.

Den første begivenhed var finanskrisen, hvor Kammeradvokaten på grund af god timing stod klar til at håndtere de mange virksomheder, der faldt som dominobrikker.

“Vi var i den heldige situation, at vi var, hvor vi skulle være ressource- og kompetencemæssigt, da finanskrisen indtrådte. Det gav nogle muligheder.”

Alligevel medgiver Boris Frederiksen, at den anden begivenhed – det mistede monopol – også tvang en udvikling i gang i hos Kammeradvokaten.

“Hele processen med at gentænke relationen mellem vores firma og staten var jo noget, som vi, baseret på kritikken af den gamle afregningsmodel, også syntes, vi havde behov for. Og det var jo en kærkommen anledning til at se på, hvad vi tjener og ikke tjener penge på, og hvad der er vigtigt og mindre vigtigt.”

Sagde du virkelig, at I også syntes, at I havde behov for at gentænke jeres relation med staten? Det må da have været noget af et slag for jer at miste jeres monopol?

“Ville man ønske sig det? Hmm. De fleste er jo nok som mennesker tilbøjelige til at sige, at man ved, hvad man har, men ikke hvad man får. Men i stedet for at se det som en trussel valgte vi at se det som en mulighed for at satse på at udvikle andre markeder – uden at sætte vores særlige forhold til staten over styr. Det frigjorde en masse energi internt, at vi vidste, at nu blev det her monopol afskaffet.”

Det gav jer vel også det, man med en kliché kalder for en ’brændende platform’?

“Så længe det ikke brænder for meget, så gør det ikke noget, at man har folks opmærksomhed. Der er jo ikke nogen, der ønsker at stå i et hus, der er i flammer.”