Domstolene er klimaforkæmpernes nye kampplads

Vi har næppe talt så meget om klima, som vi gør i øjeblikket. Løbende dukker nye videnskabelige rapporter op om klimakrisens omfang, politikerne herhjemme forhandler for tiden om regeringens klima- og luftudspil, og temaet fylder en del i den offentlige debat.

Heller ikke domstolene kan se sig fri. Overalt i verden bliver regeringer og myndigheder nemlig sagsøgt, fordi borgere mener, at magthaverne fører en passiv og skadelig klimapolitik.

Retssagerne er en del af en særlig strømning: I mødet med en fastlåst politisk virkelighed tyr borgere til retssystemet for at redde planeten.

I USA har en gruppe unge eksempelvis lagt sag an mod Trump-regeringen. I Holland har en gruppe borgere for nylig fået medhold i, at regeringens klimapolitik krænker borgernes menneskerettigheder. Og i Norge vil man have stoppet for udvindingen af olie.

Ifølge Ellen Margrethe Basse, der er professor i miljølovgivning ved Aarhus Universitet, bunder de mange sager i utilfredshed med politikerne.  

”Koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren vokser – og det bidrager i sig selv til utilfredsheden med den klimalovgivning, der bliver vedtaget," siger Ellen Margrethe Basse". 

I 2016 talte en FN-rapport sig frem til, at der var anlagt 894 retssager på klimaområdet siden 2014. Sagerne berører mange forskellige miljøproblemer. Djøfbladet har kigget på en række af de sager, hvor en regering er blevet sagsøgt, fordi anklagerne mener, at regeringens egen politik bryder loven.

Liv, frihed og jagten på lykke

Vi begynder i USA, hvor den amerikanske regering i 2015 blev sagsøgt af 21 børn og unge. USA står for 15 procent af den samlede globale udledning af drivhusgasser, og med juridisk opbakning fra nonprofit-organisationen Our Children’s Trust argumenterer de unge for, at den amerikanske klimapolitik truer deres fremtid.

Obama-regeringen forsøgte at få sagen afvist, men det nægtede den føderale dommer i delstaten Oregon, Ann Aiken. I retten sagde hun, ”at retten til et klimasystem, som er i stand til at opretholde menneskets liv, er en fundamental ret i et frit og velfungerende samfund.”

Sagen blev altså accepteret af en føderal domstol. Og det er i sig selv banebrydende. I USA har der nemlig aldrig været nogen succesfulde søgsmål om statens ansvar for klimaforandringer.

Borgerrettigheder, ikke klima

De unge har to argumenter. De mener, at den amerikanske regerings klimapolitik strider imod forfatningen, hvori der står, at ingen skal "be deprived of life, liberty, or property, without due process of law.” Og så mener de, at den amerikanske regering forvalter deres fremtidige ressourcer dårligt.

Our Childrens’ Trust, der fører sagen, vægter den første del højest. I en pressemeddelelse skrev organisationen, at ”dette ikke er en miljøsag, det er en borgerrettighedssag."

Og det er en fornuftig tilgang, vurderer Helle Porsdam, professor ved Center for Interdisciplinary Studies of Law på Københavns Universitet.

”Det er smart af advokaterne bag søgsmålet, for hvis man kun argumenterede ud fra klimaperspektivet, ville man sige, at ’det tror vi ikke på i USA, det er ikke en rettighed’. Men de argumenterer sagen ud fra et borgerrettighedsperspektiv, og det er det sprog, som domstolene taler og har talt i mange år,” siger Helle Porsdam, som har forsket og skrevet bøger om amerikansk retskultur og -historie.

Hvis de unge vinder sagen, vil regeringen skulle indføre en videnskabeligt baseret klimapolitik.

Og hvis der er noget, den nuværende amerikanske regering ikke har lyst til, så er det at få fortalt, hvilken politik den skal indføre, fortæller Helle Porsdam og uddyber de to positioner:

”Trump-administrationen siger, at det er det politiske flertal, der skal bestemme klimapolitikken. De unges advokater mener, at det ikke er muligt at komme igennem politisk med noget som helst, så man må gøre det juridisk. Det er netop spørgsmålet i denne sag: Er der kernerettigheder, som er for vigtige til, at de kan blive besluttet af det politiske flertal?” siger Helle Porsdam.

USA har en lang historie for at have aktivistiske domstole. Den historie kan du læse Helle Porsdam fortælle om i boksen herunder. Du kan også springe over og tage med tilbage til Dannmark. 

Skelsættende sag i Holland

Vi vender tilbage til Danmark, hvor norske Katarina Hovden for tiden befinder sig. Hun er ph.d.-studerende ved Københavns Universitet og har særligt fokus på retsudviklingen på miljø- og klimaområdet. Selv fremhæver hun en sag, der startede for fem år siden i Holland.

Bølgen af retssager, hvor klimaforkæmpere sagsøger deres regering, begyndte i 2013, da nonprofit-organisationen Urgenda på vegne af 886 hollandske borgere lagde sag an mod den hollandske regering. Som Urgenda skriver på sin hjemmeside, var retssagen den første i verden, hvor en stat blev holdt ansvarlig af sine borgere for ikke at gøre nok ved klimaforandringerne. Den engelske avis The Guardian beskrev da også sagen som en ”milepæl inden for retssager om klimaforandringer”.

Urgenda mente, at regeringens klimapolitik bringer deres og fremtidige generationers liv i fare, og at regeringens klimamål var for lavt. Det var ellers i overensstemmelse med EU-lovgivningen. Men Urgenda argumenterede for, at hvis man skulle nå målet fra Paris-aftalen – hvor næsten 200 lande forpligtigede sig til at hjælpe verden til at holde sig under en temperaturstigning på 1,5 grader – var en reduktion på 25 procent inden 2020 nødvendigt, hvilket regeringen ikke ville kunne nå med den førte politik.

I oktober i år gav den hollandske domstol Urgenda medhold, efter at staten havde anket en tidligere afgørelse. Retten udtrykte, at staten ikke kunne ”gemme sig bag” en samlet EU-reduktion. Appelretten sagde desuden, at ”en faretruende situation er forestående, hvilket kræver umiddelbare interventioner.”

“Det er interessant, fordi retten sagde, at selvom regeringen er i overensstemmelse med EU-lov, er det ikke nok. Domstolene fortalte politikerne, at de var nødt til at gøre mere for klimaet,” siger Katarina Hovden.

Appelrettens afgørelse er særlig, fordi den vurderede, at den hollandske regerings klimapolitik også strider imod de hollandske borgeres menneskerettigheder.

"Retten siger, at staten ved ikke at gøre nok ved klimaforandringer truer borgernes liv. De accepterer altså Urgendas eksistentielle argument,” siger Katarina Hovden.

Den hollandske regering har netop appelleret sagen til Højesteret.

Regnskoven har også rettigheder

Vi tager til den sydamerikanske regnskov og Colombia. Her blev menneskerettighederne som i Holland nemlig også bragt i spil, da 25 unge tidligere i år sagsøgte den colombianske regering for at forbryde sig mod de unges ret til et sundt klima og for at foretage den massive afskovning, der finder sted i Amazonas.

De unge vandt, efter at sagen var blevet anket til Højesteret. Her anerkendte retten Amazonas som et subjekt, der har rettigheder på linje med mennesker, selvom dette ikke fremgik af Colombias forfatning. Afgørelsen resulterede i, at domstolene bad staten formulere en plan for at løse afskovningen.

Selvom domstolene ofte er mere aktivistiske i Latinamerika end i Europa, er dette en bemærkelsesværdig afgørelse, fortæller Katarina Hovden.

Afgørelsen kom, efter at den interamerikanske domstol for menneskerettigheder, som de fleste latinamerikanske lande er med i, i februar 2018 bekendtgjorde, at den anser et sundt klima for at være en menneskerettighed. Før det havde Ecuador i 2008 anerkendt miljørettigheder i sin forfatning, efterfulgt af Bolivia i 2009 og siden Mexico og Brasilien. 

En forsigtig tilgang

I Norge har en retssag sat gang i en stor debat om domstolenes rolle i klimaspørgsmålet. Her har domstolene angrebet problemstillingen markant anderledes end i Holland og Colombia, fortæller Katarina Hovden.

Baggrunden for retssagen er, at et politisk flertal i sommeren 2016 vedtog, at man for første gang i 19 år ville åbne et nyt norsk oliefelt. Det fik de to nonprofitorganisationer, Natur og Ungdom og Greenpeace Nordic, til at lægge sag an mod staten for at forbryde sig mod den norske forfatning og Norges internationale forpligtigelser.

Greenpeace kæder den norske retssag sammen med de andre retssager, som har fundet sted rundt omkring i verden. På sin danske hjemmeside skriver organisationen, at ”sagen har skabt global opmærksomhed og er del af den voksende bevægelse, hvor mennesker og organisationer forsøger at bruge retssystemet til at stille regeringer og virksomheder til ansvar.”

Beslutningen om at åbne nye oliefelter blev truffet, efter at den norske regering i 2014 havde lavet en forfatningsændring, der indskærpede, at alle personer har ret til et miljø, som er befordrende for deres helbred. Retssagen var den første, der bragte forfatningsændringen i spil ved en domstol. 

Med forfatningsændringen in mente kunne den norske retssag virke mere ligetil end den hollandske retssag. Ikke desto mindre nåede den norske domstol frem til det modsatte resultat. Katarina Hovden understreger dog, at eftersom retssagen blev ført ved byretten, har domstolene muligvis været mere forsigtige pga. sagens vidtrækkende konsekvenser.

Selvom retten konkluderede, at forfatningsændringen giver en rettighed til individet i klimaspørgsmålet, mente retten samtidig, at denne rettighed ikke var blevet overtrådt i sagen. Derfor afviste den norske byret de to NGO'er. Domstolen baserede bl.a. afgørelsen på, at de formelle politiske processer var blevet overholdt, og at staten havde konsulteret miljøeksperter.

”Domstolen gav altså opbakning til den politiske proces,” siger Katarina Hovden, som mener, at det vidner om en langt mere forsigtig tilgang end i Holland og Colombia.

Natur og Ungdom og Greenpeace Nordic har anket sagen.

Ingen juridisk klimaredning til danske borgere

At der ikke er lignende sager i Danmark, er der ifølge juraprofessor Ellen Margrethe Basse flere forklaringer på.

”For det første har vi ingen grundlovsbestemmelse, der giver borgerne ret til at kræve af staten, at den sikrer et miljø af en god kvalitet. Det er anderledes i mange andre stater som eksempelvis Norge. Vi har en meget gammel grundlov," siger hun.

Ellen Margrethe Basse peger også på, at den danske retstradition er anderledes end den norske. 

"Det er vigtigt at være opmærksom både på den funktion, domstole har efter grundloven, og på den danske retstradition. De danske domstole vil ikke – sådan som vi har set det i nogle andre stater –kunne tage stilling til et privat søgsmål om, hvorvidt den førte klimapolitik er i overensstemmelse med de forpligtelser, Danmark har påtaget sig under Paris-aftalen,” siger Ellen Margrethe Basse.

Hun levner derfor en meget lille chance til dem, der skulle overveje at sagsøge den danske regering.

Derfor taber de klimakampen

I den retssag, hvor en gruppe unge amerikanere er gået op imod myndighederne, forsøgte Trump-regeringen i juli at få sagen afvist ved at appellere til Højesteret, som dog afviste regeringens anmodning. Helle Porsdam mener imidlertid ikke, at der er stor sandsynlighed for, at den amerikanske domstol følger Holland og Colombias eksempel og giver borgerne medhold.

”Mange hævder, at den vil blive afvist og i hvert fald aldrig vil blive hørt i Højesteret. Hvis det skulle ske, har vi et klokkeklart konservativt flertal på 5-4, så den vil nok ikke blive taget til følge. Det kan jeg ikke forestille mig,” siger hun.

The Federalist Societys strategi med at placere konservative jurister i topposter i det politiske system i USA ser altså ud til at kunne få vidtrækkende konsekvenser for klimakampen. 

Retssagen i Holland er blevet appelleret af den hollandske regering, retssagen i Norge er blevet appelleret af de to nonprofitorganisationer, retssagen i USA er endnu ikke begyndt, og nye sager er dukket frem i andre dele af verden.

Katarina Hovden mener, at de mange retssager er et udtryk for, at flere borgere har fået øjnene op for den store trussel mod klimaet. 

”Jeg tror, at det i høj grad er relateret til den overvældende bevisbyrde for klimaforandringer, og det giver mening, at vi ikke på samme måde har set den her tendens før. Vi ser nu, hvordan vores adfærd truer de ting, som vi behøver fra naturens side for at kunne leve. Og så er det blevet et aktuelt spørgsmål, om de institutioner, vi har, er i stand til at håndtere den store trussel mod klimaet. Jeg tror, at mange føler, politikerne rykker for langsomt,” siger hun.