Det unge håb

Jeg tjekkede frustreret uret for enden af kantinen. Jeg havde lovet mine døtre, at vi skulle i biffen. Men jeg havde også lovet direktøren at deltage i receptionen for det unge håb.

Opgivende spejdede jeg ned mod buffeten, hvor direktøren var på runde med håbet: En kvinde i slut-tyverne med det glødende blik, man har i øjnene, når man efter få måneders ansættelse er blevet lynforfremmet til leder af styrelsens SoMe-taskforce og stadig tror, at man har fået ansvar for noget vigtigt, fordi topledelsen har spottet éns helt særlige talent.

Bag hendes ryg rystede medarbejdere medfølende på hovedet.

Ligesom mig vidste de præcis, hvad der var sket: Vores direktion havde opdaget en ny digital udvikling og tænkt: ’Hov. Her er en banebrydende teknologi, der har potentiale til at revolutionere styrelsens arbejde. En teknologi, som verdens mest succesrige virksomheder afsætter enorme budgetter til at implementere, og som de alligevel har svært ved at komme i mål med. Mon ikke vi – her i en mellemstor dansk styrelse – kan forvandle det til en gigantisk succes, hvis vi gør det uambitiøst og halvhjertet?’

Og så havde de med sikker hånd indsat en spejlblank nyansat som projektleder, udstyret hende med en taskforce af styrelsens mest udbrændte medarbejdere og forankret det hele i Intern IT med et samlet budget på ingen penge.

”Du skal også lige hilse på Per Helge,” sagde direktøren, da det blev min tur. ”Han kan være din ambassadør i direktionssekretariatet.”

Håbet tog min hånd med et forventningsfuldt smil. Som om hun faktisk troede, at vi ville oprette diplomatiske forbindelser til hendes dødsdømte projekt.

”Du siger bare til,” løj jeg, mens jeg overvejede, om jeg kunne snige en post-it ned i hendes taske med teksten: Flygt, mens du kan!

”Så er det måske dig, der skal sidde i taskforcen for jer?”

Hun kiggede entusiastisk på mig. Og et øjeblik var det, som om hendes ukuelige optimisme smittede. Projektet behøvede jo ikke at blive en fiasko, slog det mig. Hvis sådan nogle som mig gik ind i arbejdet. Og hvis andre afdelinger gjorde det samme: Hvis vi afsatte medarbejdere, der reelt kunne bidrage. Hvis vi – for en gangs skyld – tog tingene alvorligt.

Så bemærkede jeg direktørens forskrækkede ansigtsudtryk.

”Nu tror jeg ikke, at Per Helge kan gå ind på det niveau,” indskød han hurtigt. ”Han har jo også…” Jeg fornemmede direktøren fiske efter et andet ord for rigtige opgaver.

”Jeg tror mere,” sagde han i stedet, ”… at Pers rolle vil være…”

At lade dig sejle din egen sø, foreslog jeg indvendigt.

”… af koordinerende natur,” bekræftede direktøren.

”Det er klart,” smilede hun ubekymret uden at forstå, hvad der lige var sket.

Kort efter var jeg ude af styrelsen efter at have forsikret det unge håb om, at hun altid kunne fange mig på mailen.

Jeg småløb ned mod cyklen, mens jeg bestilte biobilletter på mobilen: ’Azteker-prinsessen’. En ny Disney-ting med en ung heltinde, som troede, hun skulle være prinsesse, men i virkeligheden skulle ofres til guderne.

Det var, som om jeg havde set den allerede.