"Det er nemmere, når der er ligestilling i parforholdet"

Det er tidligt torsdag eftermiddag i familien Groes/Heunickes køkkenalrum i lejligheden på femte sal på Østerbro i København. Dørene til terrassen er slået op, og vi sidder omkring spisebordet. Det er her, de plejer at spise morgenmad med deres piger og også aftensmad – hvis altså de er hjemme.

”I mandags havde Nina besøg af VL-gruppen, og i går var jeg ude at spise med Hans Engell – faktisk har vi ikke spist aftensmad sammen endnu, og vi synes ikke engang, at det er en stresset uge,” siger Magnus Heunicke, socialdemokratisk folketingsmedlem og tidligere transportminister.

”Og vi ses heller ikke i aften, for jeg skal ud og facilitere et netværk,” supplerer Nina Groes, direktør og stifter af strategibureauet Groes og Divers og tidligere direktør for Kvinfo.

Der er drøn på ægteparret Groes/Heunicke. Men i 2014 og et par år frem var det helt vildt.

Samme dag, hvor Nina tiltrådte som direktør for Kvinfo, blev Magnus udnævnt til transportminister. Dengang boede de i Næstved og havde omkring tre timers sammenlagt transporttid til og fra arbejdet. Deres to piger, Ella og Rakel, var henholdsvis ni og seks år gamle på det tidspunkt. Det var en sindssyg tid, som Magnus siger.

”Vi synes, dét med at spise morgenmad sammen i familien ikke bør være en sjælden luksus. Det bør være normen og ikke undtagelsen. Men dengang var det undtagelsen,” fortæller Magnus.

Det betød, at pigerne tit spiste morgen-mad i sfo’en eller også blev afleveret hos et vennepar 14 huse nede ad vejen, som havde jævnaldrende piger på sammen skole.

”Men at aflevere søvndrukne børn i mørke og spurte videre for at nå et tog – det var hårdt,” siger Magnus.

"Vi er fire mennesker, der skal have plads"

De havde selvfølgelig ikke selv timet, at de begge skulle tiltræde en betydelig post på samme dag. Men at de begge ville prioritere karriere, har altid ligget fast.

”Vi har været kærester i mange år. Og vi har haft mange samtaler hele vejen igennem, der handlede om at være to, som gerne vil noget. Vi har altid vidst, at vi begge ville have indflydelse på vores samfund, og at det var vigtigt for os. Men også, at vi har en familie, som er vigtig for os – at vi er fire mennesker, der skal have plads,” siger Nina.

Det kan godt lyde som en udfordring?

”Ja. Men du ved ikke 100 procent, hvor svært det egentlig er, før du står i det. Og da jeg søgte mit første job i Moderniseringsstyrelsen, handlede det jo om, at jeg gerne ville have et spændende job. Til jobsamtalen fik jeg et spørgsmål omkring, at jeg var gift med Magnus, som også er ambitiøs.”

Hvad svarede du?

”Bare rolig. Det skal I slet ikke bekymre jer om.”

Nina griner af sig selv, for selv om de har klaret det, har det været, og er det stadig, noget af en kabale at få til at gå op.

Forbud mod sure sms'er

Har I nogensinde overvejet, at én af jer eller begge skulle skrue lidt ned for karrieren?

”Nej. Men vi har virkelig snakket i dybden om, hvordan vi kan bruge vores tid bedst muligt. For vi har begge job, hvor der ikke er nogen grænser for, hvad du kan sige ja til,” siger Magnus.

”Der er jo situationer, hvor det bare er svært, og hvis der så også er et pres hjemmefra: ’Hov, du lovede at være hjemme til aftensmad – nu er det tredje gang i træk’. Men det hjælper jo intet med sådan et pres, og det er noget, jeg synes, vi er blevet virkelig gode til. Hvis én af os er særligt presset på arbejdet, så støtter vi hinanden,” siger han.

Ja, deres styrke er, at de formår og tænker over at give hinanden plads, supplerer Nina.

”Men det er også nemmere, når der er ligestilling i parforholdet. Det er vigtigt for os, at der er gensidighed og forståelse for, at vi nogle gange lige nu og her har brug for at lægge noget ekstra blod og kærlighed i et projekt eller en opgave. Så vi har også en uskreven regel om, at vi ikke skriver sure sms’er, hvis én af os ikke kommer hjem til aftensmad som lovet. Men det er også meget, meget nemmere at give hinanden det rum og give hinanden den opbakning, når vi begge får lov til at folde os ud på en måde, som er vigtig for os.”

Hvad gør I i hverdagen – den kan godt lyde lidt kaotisk?

”Selvom vi hader at bruge vores weekender på det, så har vi i de vilde perioder siddet med skemaer, hvor vi har krydset af, hvem der skal hvad, og hvem der gør hvad. Og før pigerne blev så store, at de selv kunne gå hjem, havde vi en grundregel: Den, der har problemet, har også ansvaret. Så hvis man alligevel ikke kunne nå hjem og hente, måtte man selv fikse den. Så var det éns egen opgave at ringe til vennerne, legekammeraternes forældre eller bedsteforældrene og bede om hjælp,” fortæller Nina.

Men hun og Magnus kan også bare godt lide at have gang i meget, som hun siger.

”Der er måske andre, der er mere hjemme samtidig, end vi er. Men det er sådan, vi altid har levet, og vi kan lide at skabe ting, så vi finder ud af det.”

"Det var ikke ligefrem vild lykke hele tiden"

Det hele peakede dog som nævnt i 2014 med en toppost til dem begge på samme dag.

”Det var så vildt. Tre kamerahold, der fulgte med os i toget mandag morgen, og jeg kom først hjem igen fredag aften i ministerbil,” fortæller Magnus.

”Ja, vi kunne slet ikke nå at forberede os på det – og vi vidste heller ikke helt, hvad vi gik ind til,” siger Nina.

Havde I ikke nogle diskussioner eller skænderier på det tidspunkt?

”Jo, det var ikke ligefrem vild lykke hele tiden. Og vi havde også det store problem, at vi pendlede langt hver dag. Men samtidig var det umuligt at træffe en stor beslutning om at flytte, for det var udelukkende overlevelse,” fortæller Magnus.

Der var dog det plus, at pigerne havde bedsteforældrene i nærheden.

”De kunne godt se, at nu skulle de træde til. Så vi fik to faste aftaler: Min far hentede om tirsdagen og Magnus’ forældre om torsdagen. Og min far lavede altid en stor portion mad, så der var til onsdag. Vi havde også rengøringshjælp – det har vi stadig. Og da vi havde allermest travlt, fik vi også hjælp til at vaske vores tøj,” fortæller Nina.

"Vi har jo fået børn, fordi vi gerne vil være sammen med dem"

Hvad siger jeres piger – giver de jer dårlig samvittighed nogle gange?

”Ja. Men vi er altså rigtig tæt på vores børn, så vi prøver virkelig at prioritere dem,” siger Magnus.

Men særligt en episode har prentet sig ind i hans dårlig samvittighed.

”Dengang jeg for andet år i træk ikke kom til Ellas skolekomedie. Jeg havde sværget, at jeg ville komme. Og så står hun der på scenen og kan ikke få øje på sin far. Hun blev ked af det. Nøj, hvor var det hårdt at få at vide. Og hvor var det dumt. Det er jo ikke en skid vigtigere at sidde i et 24syv-radioprogram end at se sin datter optræde.”

Nina medgiver, at det ikke altid er nemt.

”Det er megasvært. Vi har jo fået børn, fordi vi gerne vil være sammen med dem. Men samtidig vil vi også gerne gøre en forskel på vores arbejde. Og der er en masse gange, hvor man tænker: ’Øv, det kunne jeg godt have gjort bedre’. Dine ungers behov kan du jo godt på papiret udskyde til i morgen. Men vi øver os på at nå de mål, vi har sat os som forældre og kærester. Det er noget, vi har fokus på og taler om, og som vi også prøver at efterleve i hverdagen,” siger Nina.

”Det lyder lidt barskt og hårdt, det her,” indskyder Magnus.

”Ja, det lyder lidt mere barskt og hårdt, end det måske er,” siger Nina.

De får altid god mad, understreger Magnus. Det er typisk ham, der køber ind og laver maden. Nina rydder op. Magnus smider ofte noget kød og grøntsager i ovnen om morgenen, og langtidssteger det ved lav temperatur. Så er der mad klar til at sætte på bordet om aftenen – også selvom han ikke selv deltager.

Og så har de et mål om at delagtiggøre pigerne i de forandringer, de gerne vil skabe med deres arbejde, siger Nina.

”Vi har samtaler med dem om, hvad det er, vi gerne vil opnå, og hvorfor vi gør det. Der er ikke noget med at komme med undskyldninger til dem og sige: ’Øv, det er også arbejdets skyld’. Vi fortæller dem, at det er noget, vi gerne vil, og der er noget, vi gerne vil skabe, og derfor gør vi det.”

Det hele er dog blevet nemmere, efter familien for to år siden tog beslutningen om at flytte til København – tæt på begges arbejde.

Skulle I være flyttet noget før?

”Ha, ha, ha – det svarer du på, Magnus, for jeg kunne godt være flyttet noget før,” griner Nina.

”Altså, vi var ikke helt enige. Jeg elsker Næstved, og jeg er stadig meget i Næstved, for det er der, jeg er valgt,” siger Magnus.

Men han kan klart set fidusen i at bo i cykelafstand til jobbet. For nu er det ikke mere undtagelsen, men reglen, at de spiser morgenmad med pigerne.

”Sådan en morgen, som vi havde i dag, hvor vi spiser sammen og gennemgår staveord med Ella. Jeg elsker det simpelthen.”

Men nu er det eftermiddag, og vi rejser os fra spisebordet. Hverken Magnus’ eller Ninas arbejdsdag er på nogen måde slut. Og på nuværende tidspunkt er det i hvert fald givet, at det for Ninas vedkommende bliver ud på aftenen, før hun kommer hjem, så i aften er de igen tre om bordet.