Den dag ambassadøren fik brug for sin terrortræning

Fredag den 2. marts

Ambassadør Ulla Næsby Tawiah bakker den hvide firehjulstrækker ud fra carporten. Hun vinker til vagten, der åbner smedejernsporten.

Normalt bliver hun hentet af chaufføren fra ambassaden lidt før otte, men i dag holder hun en fridag, fordi hun har besøg af sine to veninder Birgitte og Christina fra Danmark, som nu sidder på bagsædet.

De er kommet til Burkina Faso for at være med til at fejre hendes 50-års fødselsdag dagen efter. De er på vej ind til hovedstaden Ouagadougous centrum ca. 20 minutters kørsel væk for at hente noget vin til festen i morgen.

Men først vil Ulla lige slå et smut forbi ambassaden. Hun vil nemlig gerne vise sin arbejdsplads frem for veninderne.

Der er fuld skrald på aircon’en. Det har ikke regnet i seks måneder, og temperaturen ligger på de sædvanlige 35 grader. Den okkerfarvede grusvej er hullet, så farten er på adstadige 30 kilometer i timen.

De nærmer sig byen, og Ulla overvejer, hvilken vej hun skal vælge. Skal hun tage den lige asfalterede vej gennem byen, eller skal hun køre ad den lille, meget bumlede smutvej bag om den franske residens, hvor man kan skimte grønne plæner og palmer gennem hegnet. Og siden hen forbi bagsiden af den franske ambassade.

Den sidste er den vej, som chaufføren plejer at køre om morgenen for at undgå det værste morgenmylder. Hun vælger dén for at give veninderne det mest realistiske billede af sin hverdag.

Det viser sig at være en god beslutning. For to minutter senere sker der noget, der siden har fået Udenrigsministeriet til at sætte jobbet som udsendt diplomat i Burkina Faso på listen over ’særligt udsatte poster’.

Terrortruslen mod danske diplomater er steget

Det er 10 år siden, at seks blev dræbt ved et terrorangreb på den danske ambassade i Islamabad. Og lige siden er terrortruslen steget mod danske ambassader verden over.

”Diplomati er blevet mere terrængående støvler end bonede gulve,” siger chefen for sikkerhedskontoret i Udenrigsministeriet (UM), Odd Sinding.

”Efter Islamabad har vi udrullet helt nye procedurer for sikkerhed, fordi trusselsbilledet simpelthen er et andet i dag. Vi er i tæt dialog med PET og følger deres vurdering af terrortrusler mod ’diplomatiske repræsentationer’. Og der er ingen tegn på, at trusselsbilledet bliver bedre,” siger han.

Det betyder, at stadig flere diplomater modtager træning i at køre pansrede køretøjer, i simulerede kidnapningssituationer og angreb mod ambassaden. De bliver trænet i førstehjælp og i at kunne læse posttraumatiske stressreaktioner hos de ansatte, ligesom de skal kunne flugtvejene fra ambassaden i søvne. Og de bliver både ’fysisk og psykologisk screenet’, inden de bliver sendt ud.

”I dag gør vi endnu mere ud af at spørge de folk, der gerne vil ud, om den post nu også er den rette for dem – særligt hvis det er i en ’skrøbelig’ stat,” siger Odd Sinding.

Altid beredt

Ulla Næsby Tawiah havde tidligere været souschef på ambassaden i Burkina Faso. Men siden har der været flere terrorangreb og kidnapninger. Så hun overvejede lige en ekstra gang, inden hun søgte ambassadørposten.

”I 2007, da jeg kom første gang, var der ingen sikkerhedsproblemer overhovedet. Vi kunne køre hvor som helst. Men nu er nord for Ouagadougou fx ’no go area’ for familien, og hvis jeg selv skal op og tilse nogle bistandsprojekter, sker det i pansret bil og med militæreskorte.”

Men hun og hendes mand, Michel, der er fra Ghana, blev enige om, at de nok skulle klare fire år i Burkina Faso.

Så hun kom igennem hele møllen. Inden udsending var hun på en uges førstehjælps- og sikkerhedskursus hos Beredskabsstyrelsen, og i to dage kørte hun rundt i et pansret køretøj i Karup. Hun har også klaret en løbetest med rygsæk på.

I sin taske bærer hun altid rundt på en lille tjekliste over de ting, hun skal foretage sig og sikre sig, hvis ambassaden, ambassadens ansatte eller danskere i området er i fare.

I marts i år fik Ulla Næsby Tawiah afprøvet, om den krisetræning, hun fik, inden hun blev sendt ud, var kommet helt ind på rygraden.

Ulla og hendes to veninder træder ind ad glasdøren til ambassaden på anden sal, hvor dronning Margrethe og prisgemalen hænger i rammer på væggen i gangen.

Men noget er galt. Da de kommer forbi receptionen, er den tom, og de kan se, at alle de ansatte står og kigger ud af vinduerne mod gaden. Ulla tager nogle lange skridt hen mod det første vindue – veninderne følger efter. Det mylder af gående, knallerter og biler, de lige kommer fra, er i opløsning.

Folk piler i alle retninger, knallerter speeder op og forsvinder. Et øjeblik efter er der helt øde. Men så ser Birgitte en pickup komme kørende i fuld fart ned ad gaden. På ladet sidder tre yngre mænd med gule pandebånd og våben i hænderne.

Til venstre for ambassaden kan de se røgudvikling. De hører skud.

”Der var et brag lige før, og det gav et ryk i bygningen – som når en færge lægger til,” siger én af de ansatte. Ulla og hendes veninder havde ikke hørt eller mærket noget, fordi det skete, mens de var på vej op ad trappeopgangen midt i huset.

Nu tænker Ulla: ’Hvor mange mål har de tænkt sig at angribe – kunne vi være ét af dem?’

De er 26 på ambassaden.

”Væk fra vinduerne,” siger Ulla insisterende. Én efter én begynder hun og en kollega at lukke dørene ind til kontorerne mod gaden.

De beder folk om at samle sig i den anden side af bygningen, der ligger ud mod gården. Og siger, at alle indtil videre skal blive i bygningen – også de to gæster, der er inde til et møde med nogle ansatte.

Ullas veninder Birgitte og Christina sidder sammen på en lille sofa i korridoren mellem kontorerne mod gaden og gården. Birgitte tænker: ’Hvis de folk, vi lige har set ude på gaden i pickuppen og med våben, vil ind i bygningen, så kommer de ind.’ Hjertet hamrer løs. Hun kigger rundt: ’Det vil være en joke at gemme sig på toilettet, hvor en skivelås er det eneste værn – så hvis de kommer ind, hvad skal vi så egentlig gøre?’

Birgitte ser en fattet Ulla gå rundt med sin mobil i hånden. Ulla beder de ansatte om at ringe, gå på Twitter og på nettet for finde ud af, hvad de kan, og i første omgang for at sikre sig, at deres familier er okay. Ambassade-attachéen begynder at kontakte de danskere, som hun ved befinder sig i området. Souschefen kontakter Udenrigsministeriet hjemme i Danmark.

”Hvem ved noget?” Ulla sender beskeden via den WhatsApp-gruppe, som hun og hendes kollegaer fra de andre europæiske ambassader i Ouagadougou har.

”Vi kan se, at der er ild ved forsvarskommandoen, og der er skud ved den franske ambassade. Del med alle og informer hovedkvarteret i Bruxelles.” Det er EU-ambassadøren, der skriver på WhatsApp.

Han er sammen med den tyske ambassadør og tilfældigvis på besøg hos Sikkerhedsministeriet.

En ’sidste vilje-erklæring’

I forhold til de lande, Danmark normalt sammenligner sig med, er der kommet et markant større fokus på sikkerhed i Danmark – både på de enkelte ambassader og i og omkring diplomaternes boliger, fortæller Odd Sinding fra UM.

Der sidder professionelle sikkerhedsrådgivere i København, og mange ambassader har deres egen sikkerhedsrådgiver lokalt.

UM har et tæt samarbejde med Rigshospitalets traumecenter, der kan kontaktes 24-7. De besøger også ambassaderne eller holder videokonference, hvor læger instruerer diplomaterne i førstehjælp og i brugen af den førstehjælpskasse, de er udstyret med.

For dem, der bliver ansat i UM i dag, er det et grundvilkår, at de kan blive sendt ud til usikre poster, så det er vigtigt, at de tager snakken på hjemmefronten, inden de skriver under på en kontrakt, siger Odd Sinding.

Og når UM sender folk ud til ’sikkerhedsmæssigt vanskelige’ poster, fremgår det af stillingsopslaget.

De udsendte bliver også opfordret til at skrive en ’sidste vilje-erklæring’ – altså fx hvad der skal ske med deres børn, og hvordan deres begravelse skal foregå.

De hører stadig skud og eksplosioner. Ulla går rundt med sin mobil i hånden, mens hun taler med de ansatte for at høre, om de har hørt nyt, men også for at vurdere, hvordan de har det.

Mobilen ringer. Det er TV2 News, der vil have en direkte øjenvidneskildring i nyhederne fem minutter senere, hvor klokken er 12.00 i Danmark.

”Jeg kan ikke fortælle præcist, hvad der sker, og hvem der står bag. Jeg kan kun fortælle, hvad jeg ser og hører,” siger Ulla til journalisten.

Der kommer løbende flere informationer ind. De ved nu, at det er den franske ambassade og forsvarskommandoen, der er under angreb. Ikke som først antaget det Franske Kulturinstitut, der ligger lige ved siden af forsvarskommandoen.

Folk reagerer på forskellig vis – men ingen går i panik.

Ulla får tid til at skrive et kort opslag på sin Facebook-profil: ”Der har været angreb i Ouagadougou. Vi er alle okay.”

De hører de sidste skud. Nogle arbejder lidt. Men der er også et vist pres fra personalet – de vil gerne hjem til deres familier.

Der er så småt ved at komme folk på gaderne.

Den franske souschef skriver, at det stadig er Frankrigs vurdering, at alle skal blive inden døre.

Ulla taler i telefon med sin canadiske ambassadørkollega – den canadiske ambassade holder til i samme bygning som den danske. De to ambassadører prøver at koordinere, hvornår de skal lade folk forlade bygningen.

Nye tider i Burkina Faso

15 omkom – heraf otte terrorister, og 85 blev såret ved terrorangrebet den 2. marts 2018. Ingen ambassadefolk blev dræbt. En undergruppe af Al Qaeda tog ansvaret for angrebene. Men det er langtfra det eneste angreb i Burkina Faso. Alene i 2018 har der indtil nu været 118 angreb – især i områderne, der grænser op til Mali og Niger.

”Vi havde håbet, at vi ville se en sikkerhedsneddrosling i Ouagadougou – men så kom angrebet i marts,” siger Odd Sinding.

Efter angrebet kom en familierådgiver fra UM og en psykolog for at tage samtaler med de ansatte på ambassaden – både samlet og individuelt.

”Det er klart, at når der er et angreb på en ambassade lidt længere nede ad vejen, så bliver folk påvirkede af det. Jeg har efterhånden fået en viden om, hvordan jeg debriefer for at finde ud af, hvordan den enkelte har det. Det har jeg brugt et par gange nu – men særligt efter 2. marts,” fortæller Ulla Næsby Tawiah.

Ulla og hendes kollegaer fik også besøg af den sikkerhedsansvarlige fra ministeriet og en entreprenør, der er ekspert i sikkerhed. Siden er sikkerheden opgraderet, og flere procedurer er ændret. Hvad det indebærer, kan hverken Odd Sinding eller Ulla Næsby Tawiah fortælle nærmere om – for sikkerhedens skyld.

Når trusselsbilledet i et land stiger, genovervejer UM vilkårene for de diplomater, der bliver sendt ud.

”Det kan medføre begrænsninger for medarbejderne og deres families mulighed for at bevæge sig rundt og leve et normalt liv. Og i sådan en situation vurderer vi, om ændringerne fx skal have betydning for længde af -udstationeringen. Aktuelt overvejer vi det for Burkina Faso,” sige Odd Sinding.

Ulla Næsby Tawiah har stadig lidt over to år tilbage på posten i Ouagadougou – hun skal være der fire år i alt. Hun har stadig ikke fået skrevet sit ’sidste vilje’-brev.

”Jeg skubber det nok lidt fra mig. Jeg tænker, at det er min form for beskyttelses- eller overlevelsesstrategi – men nu er vi heller ikke i Afghanistan. Alligevel burde jeg nok skrive sådan et brev.”

Det er efterrationaliseringer. Den 2. marts handlede hun mest.

Ulla og den canadiske ambassadør bliver enige om, at de godt kan forlade bygningen.

Ulla går forbi opslagstavlen. Der hænger en kopi af den lille tjekliste, hun også har i sin taske. Hun stopper op og løber den hurtigt igennem. Jo – hun har faktisk husket det hele. Måske ikke helt i samme rækkefølge som på sedlen – men det hele.

Ulla har truffet en beslutning om, at alle de danske ansatte, der bor i kvarterer tæt ved hinanden, skal følges ad hjem i en konvoj. Der er nogle få biler på vejen, men alle salgsboderne langs vejen er stadig forladt.

En bil fra ambassadens sikkerhedsfirma kører forrest efterfulgt af Ulla og veninderne, fem danske ansatte følger efter i ambassadens pansrede bil, som de netop havde fået leveret nogle dage før, og til sidst ambassadens attaché. Ulla følger med hele vejen rundt for at sikre sig, at alle kommer godt hjem.