Ny DGI-formand: Foreninger binder Danmark sammen

Det er en glad og snakkesalig Charlotte Bach Thomassen, som jeg fanger i telefonen. Hun har heller ingen grund til at være andet. Hun er netop blevet valgt som formand for DGI på idrætsorganisationens årsmøde i begyndelsen af november. 

Hvordan havde du det på valgdagen?

"Jeg tror, at lige dér forsøgte jeg at nyde det. Jeg tænkte: 'Nu har jeg gjort mit, nu skal I delegerede gøre jeres'. Men det er jo vildt spændende, og man er ikke afslappet. Jeg kan nærmest ikke huske øjeblikket, da jeg vandt, mit navn bliver nævnt og folk rejser sig op. Det er en virkelig fed følelse. Den kunne alle godt være forundt."

Hvordan fejrede du sejren?

"Der var fest om aftenen, som der altid er efter et årsmøde. Vi fejrede det med pomp og pragt. Jeg synes, at jeg havde meget at fejre, men det tror jeg også, organisationen havde. Organisationen havde gået og ventet i længere tid på hvem, der skulle tegne organisationen fremadrettet. Det gav god energi til at fejre og feste om aftenen. Og så er vi idrætsfolk, så der blev virkelig gået til den på dansegulvet. Jeg var meget træt dagen efter."

Hvordan var det at være en del af en valgkamp?

"Jeg tror, at det er lidt særligt ved vores organisation, at vi kender hinanden godt. Både Mogens Kirkeby og jeg sidder i bestyrelsen, og vi kom ret tidligt på banen som kandidater. Men vi lavede en gentleman agreement om, at valgkampen først startede efter sommeren. Samtidig har vi jo en række arbejdsopgaver som bestyrelsesmedlemmer. Vi havde masser af kontakt til vores bagland, som helt sikkert målte og vejede os imens, hvilket har været lidt hårdt."

Hvornår meldte tanken om at stille op sig første gang?

"Det gjorde den for et par år siden, da jeg blev opfordret til det. Der begyndte jeg at tænke over det. Det er ikke, fordi jeg har haft de store karriereplaner. Jeg tror, jeg har grebet de chancer, som kom, og så taget den risiko, som fulgte med. Og jeg har aldrig været så risikovillig, som da jeg stillede op til formandsvalget."

Hvad sagde din familie til, at du skulle søge så stor en post?

"Jeg tog selvfølgelig en god snak med min mand, Martin. Hvis jeg gik ind i den proces, vidste jeg godt, at det ville trække nogle veksler på familielivet. Han var med på, at jeg skulle forfølge det. Jeg tror, det springende punkt var, at når jeg gik og tænkte over det, troede jeg, at jeg ville fortryde det, hvis ikke jeg greb chancen."

Talte I om, hvordan I skulle få familielivet til at gå op, hvis du vandt?

"Vi havde nogle drøftelser, da vi er en familie med to forældre, der har to tidskrævende jobs. Martin er ansat på KU, hvor han arbejder i laboratoriet, skriver artikler og underviser studerende. Men Martin har en fast rytme. Han tager af sted om morgenen og kommer hjem om eftermiddagen. Det gør, at jeg kan være lidt mere fleksibel. Nu er børnene også ved at være større. Og det var en del af overvejelserne. Der er stor forskel på at have små børn og teenagebørn."

Så du havde nok ikke søgt posten, hvis du havde haft små børn?

"For 5-10 år siden ville det have været stramt. Men man skal aldrig sige aldrig. Hvis man brænder for noget og virkelig vil det, ser man også muligheder og bliver i stand til at organisere sig ud af rigtig meget. Vi har heldigvis et godt netværk af venner, der en gang imellem træder til og eksempelvis serverer aftensmad."

Du bliver den første kvinde, der er formand for en større idrætsorganisation. Hvad betyder det for dig?

"Det betyder meget for mig, at kvinder bliver repræsenteret på ledelsesniveau. Jeg tror ikke, jeg er blevet valgt, fordi jeg er kvinde. Men det betyder meget personligt for mig. Kvinder er lige så aktive i foreninger, så det er fedt, at jeg kan rykke ved mangfoldighedsbalancen og repræsentere kvinder på toplederniveau. Og så synes jeg altid, der er brug for gode rollemodeller for vores piger. Så hvis jeg bare kan bidrage en smule, vil jeg være glad og stolt."

Du bliver formand for en organisation, der organiserer over 6.000 foreninger. Hvad betyder foreningsliv for dig?

"Det betyder rigtig meget, fordi det er et af de få steder, hvor vi stadig mødes på tværs af forskellige livsvilkår. De fora bliver færre og færre, fordi vi i højere grad vælger, hvilke skoler vores børn skal gå på, vi arbejder med folk, der ligner os selv, og bor ved siden af folk, der ligner os selv. Foreningsliv skaber sammenhængskraft lokalt, men jeg tror på, det smitter af på hele samfundet. Da jeg var ung og færdig med at være på højskole, endte jeg i København, og alt var nyt, men jeg vidste, at jeg skulle hen i den nærmeste gymnastikforening, og der fandt jeg et fællesskab, som jeg kendte fra Grindsted i Jylland. Uanset om det er børn eller voksne, får vi nogle venskaber, som vi ikke ville få andre steder."

Du taler om, at du søgte et fællesskab i gymnastikken. Hvad betyder idræt for dig?

"Idræt har fulgt mig altid. Jeg har aldrig været eliteidrætsudøver. Jeg har nok ikke haft talentet for det – ellers er der ikke nogen, der har set det. Gymnastikken er den idrætsgren, jeg har haft størst kærlighed til. Jeg tror inderligt på, at med en sund sjæl i en sund krop er vi mennesker i balance. Ethvert Djøf-medlem kan opleve, at når man bliver presset på tid, bliver man mindre fysisk aktiv, men i virkeligheden bør man tage den investering."

Jeg antager, at du selv lever et ret travlt liv. Kan du ikke selv have svært ved at være aktiv?

"Jeg kender alt til, at det er skidesvært. Men det er vigtigt at finde tid til bevægelse og aktivitet. I den her valgkamp har det eksempelvis været vigtigt for mig at tage tid til at løbe en tur, for når jeg kommer tilbage, er der en anden ro. Hovedet er tømt, og jeg kan starte på en frisk."

Hvis du mødte dit 20-årige jeg på gaden, hvad tror du så, I ville sige til hinanden?  

"Jeg tror, at Charlotte på 20 år ville sige, at det er meget godt gået, at du står i spidsen for noget, du synes er vigtigt for det danske samfund. Jeg tror, jeg ville få et klap på skulderen. Hun ville nok også sige, at du må have en masse folk omkring dig, der tror på dig. For man skabes i høj grad af de gode folk, man har omkring sig."