Overenskomst

Ny ballade om betalt frokost: Løhde vil snuppe den

22.11.2018

af

Foto: Privat

Foto: Privat

Blækket er knapt tørt efter forårets OK-forhandlinger, som sikrede, at retten til betalt spisepause kom ind i overenskomsterne. Men nu er der allerede udbrudt strid om, hvorvidt det så også gælder for alle. Djøfs Sara Vergo siger, at innovationsminister Sophie Løhde (V) løber fra aftalen.

Knapt er de gule konfliktveste og megafonerne pakket væk efter forårets dramatiske slag i Forligsinstitutionen om sikring af den betalte spisepause, før statens arbejdsgivere ifølge lønmodtagersiden igen skaber utryghed om den.

Forårets maraton-forhandlinger endte som bekendt med, at arbejdsgiverne gav sig, og retten til betalt spisepause blev skrevet eksplicit ind i overenskomsterne.

Men nu er der allerede opstået alvorlig uenighed mellem innovationsminister Sophie Løhde (V) og CFU og Akademikerne.

CFU, Centralorganisationernes Fællesudvalg, er de statsansattes fælles forhandlingsorgan. Akademikerne er paraplyorganisation for 25 AC-organisationer, herunder Djøf.

Sara Vergo: Ministeren kan ikke være i tvivl

Uenigheden drejer sig om seks statslige undervisningsinstitutioner, bl.a. TEC (Technical Education Copenhagen), AMU-Vest og Roskilde Tekniske Skole.

Ifølge CFU/Akademikerne mener ministeren ikke, at de 1.150 ansatte på disse skoler er omfattet af retten til betalt spisepause.

Efter forgæves møder i denne uge har CFU/Akademikerne besluttet at anlægge en voldgiftssag mod Moderniseringsstyrelsen for at få afklaret OK-resultatet.

Sara Vergo, formand for Djøf Offentlig, ser meget alvorligt på sagen.

"Vi står desværre med en uenighed om, hvordan forhandlingsresultatet skal forstås. Jeg kan ikke opfatte det på anden måde, end at ministeren nu løber fra aftalen om, at alle fremover har sikret retten til en betalt spisepause."

Få ansatte – men principielt stort

Men striden drejer sig jo om ganske få arbejdspladser, som slet ikke er typiske Djøf-arbejdspladser?

"Det er et alvorligt principielt spørgsmål. Hvis vi ikke sætter foden ned med det samme, åbner vi en glidebane for arbejdsgiverne," siger hun.

"Vi lukkede en aftale på, at der nu er en eksplicitering og sikring af den betalte frokost for alle. Det kan ministeren ikke være i tvivl om. Det er helt urimeligt og skuffende, at vi er havnet i denne situation. Der er rykket ved den tryghed, der skulle være skabt om den betalte spisepause."

Blæser I ikke tingene op til nogle meget store proportioner og gør alle utrygge?

"Problemet berører en forholdsvis lille gruppe ansatte. Men principielt er problemet stort, fordi det er helt afgørende, at arbejdsmarkedets parter kan stole på hinanden, når man indgår aftaler om overenskomster. Hvis arbejdsgiverne prøver at udhule aftalen, så snart den er indgået, forsvinder den tillid, som ellers gør, at vi i Danmark kan have et arbejdsmarked, der bygger på fælles løsninger mellem parterne."

Gav lokale ledelser lov

Dét, der helt konkret er sket ude på de seks skoler, er, at ledelserne – ifølge CFU/Akademikerne – har nægtet at medregne den betalte spisepause i planlægningen af medarbejdernes arbejdstid. Deres argument er, at det gjorde de ikke før.

Ministeren har givet ledelserne medhold.

Men ministeren har jo bare bakket de lokale ledelser op i, at det er ok, at de gør, som de altid har gjort?

"Sådan kan man ikke se på det. For ministeren mener altså, at de konkrete arbejdspladser er undtaget fra den ret til betalt spisepause, som parterne var enige i at eksplicitere i forliget. Det er i strid med forliget," siger Sara Vergo.

Men hvordan kan OK-aftalens punkt om spisepausen være omgivet af en så afgørende tvivl – er I blevet snydt, da I skrev under?

"Djøf mener ikke – og her er vi helt på linje med CFU – at der kan være nogen tvivl om aftalen. Det står sort på hvidt i den, at den betalte spisepause er en overenskomstmæssig ret, og overenskomsten gælder i sagens natur for alle."

Men ministeren tolker det jo tilsyneladende anderledes?

"Det er helt uden fortilfælde, at den statslige arbejdsgiver indtager det standpunkt, at overenskomsten pludselig skal have forskelligt indhold på ellers fuldstændig sammenlignelige arbejdspladser. Det var ikke til at forudse," siger Sara Vergo.

"Jeg synes ærligt talt, at det både er overraskende og besynderligt, at vi er endt her på et tidspunkt, hvor parterne på begge sider har sagt, at de ønsker genoprette tilliden hen over bordet oven på de svære OK18-forhandlinger.”

Moderniseringsstyrelsen: Ingen mister betalt frokost

Vicedirektør i Moderniseringsstyrelsen Linda Lindstrøm Nissen sagde omvendt torsdag til Politiken, at det er de faglige organisationer, der nu forsøger at udvide overenskomstaftalen til arbejdspladser, som ikke havde ret til betalt frokostpause, før de nye overenskomster kom på plads. Og at det er fint at få det prøvet ved en voldgift.

Hun slog samtidig fast, at statens øvrige ansatte kan være helt trygge.

"Vi står selvfølgelig ved overenskomstaftalen fra 2018, som betyder, at alle de statsansatte, der havde betalt frokostpause, før overenskomsten blev underskrevet, stadig har det," siger hun til Politiken.

Det er kun på statens område, der er opstået denne konflikt.

På det kommunale og regionale område er der ikke tilsvarende uenigheder om forhandlingsresultatet. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

H.Brink
5 år siden
Det er bekymrende at Løhde ikke holder hvad der blev aftalt. Det må gælde for al aftaleret, at aftaler holdes. Denne unge kvinde, som er født ind i politik og selv har fortrinlige vilkår som vilkår, synes åbenbart at hun som mange andre politikere kan gøre hvad de vil med mennesker i vores samfund. Men samtidig må det også vurderes om undervisere i vores samfund arbejder nok timer, hvis man vurderer dem i forhold til det øvrige arbejdsmarked. Ser ofte beskrevet at undervisere på de højere læreanstalter kun underviser op til 11 t/uge. Og de føler sig ikke nødvendigvis forpligtet til at løse adm opgaver. Det er en total skævvridning i forhold til det øvrige samfund. Så hvis de nu skal have betalt frokostpause, hvad sker der så? Bliver de på skolerne, læreanstalterne?, det er jeg ikke sikker på. Hvis lærerne, underviserne er på arbejdsstedet svarende til 37 t/uge, så er det ok, at der indlægges frokostpause. Men er sikker på at mange ikke bliver på arbejdsstedet, de kommer til deres timer og går igen, når de er færdige med at undervise. Vi kunne give studerende langt flere timer med undervisning. En del studerende på universiteterne får helt ned til 5 timers undervisning på nogle semestre. Hvis hver underviser underviste noget mere, kunne vores unge få bedre og mere undervisning og hvis de så også kunne få mere hjælp på andre fronter, så kunne vi måske få studerende der har det bedre og psykisk mere robuste. Så se på hvor meget undervisere specielt på de højere læreanstalter underviser, for det er vigtigt i hele kæden. De skal selvfølgelig på en lang arbejdsdag have frokost, men det skal ikke indregnes i en undervisningsmodel hbis det blot medfører at de er mindre til stede på arbejdsstedet.
Eva Lundgren
5 år siden
Jeg er Djøf'er, ansat som chef ved AMU-Vest. Jeg har betalt frokostpause. Vi har faglærere, der ikke har haft betalt frokostpause, så langt øjet rækker tilbage. Jeg kan opfordre interesserede i at holde øje med historien i pressen, da jeg ved, at vores direktør vil tage til genmæle. Mig bekendt blev retten til frokostpause cementeret, der hvor frokostpausen var en kutyme eller var indført. Der er ingen her hos AMU-Vest, som af AMU-Vest ensidigt bliver frataget noget i forlængelse af OK18. Som Djøf'er er jeg ked af at denne historie kobles sammen med min arbejdsplads og min arbejdssituation på denne måde.