Helt uden realitetssans

Jeg kender en and, der kan tale og køre en lille rød bil med plads til tre nuttede nevøer omme i bagsmækken. Anden har også en veninde og bor i hus. Nogle gange er det simpelt hen så synd for den, når den kommer galt af sted og bliver drillet, især af sine nevøer.

Jeg har for længe siden accepteret, at ænder og dyr kan gå i tøj, sove i senge og spise med kniv og gaffel. Bage kager og holde jul. Den hyggeligste jul, man overhovedet kan forestille sig.

I 70'erne forsøgte marxistiske litterater og dansklærere at prikke hul i illusionen ved at påpege, at ænder ikke gør sådan noget i virkeligheden. Synger, danser og forelsker sig. Anders And var urealistisk, skadelig for børn, sagde de, nok mest fordi Disneys univers reproducerede et kapitalistisk og patriarkalsk samfunds værdier.

Det sidste er sikkert rigtigt, men det gik heldigvis hen over mit hoved, jeg lå på værelset i en bunke bløde puder og åd slik og var langt borte i en vidunderlig fiktiv verden, hvor man må indleve sig og først og fremmest suspendere sin realitetssans.

Suspension of disbelief er et udtryk, som definerer den tilstand, hvor man frivilligt efterlader sin logiske og kritiske sans på kajen og tager med på et vildt og surrealistisk togt i fantasien. For oplevelsens og underholdningens skyld. Vi er med andre ord i fortællingernes rige, hvor alt kan ske, hvis blot man åbner sindet.

Sådan er det også i den virkelige virkelighed. Men her er det mod forventning ved at blive ret almindeligt og temmelig skræmmende, når grupper så store som segmenter flere gange dagligt lukker ned for egen skepsis og modtager falske nyheder og sender dem videre, vel vidende at informationerne måske flugter lidt for godt med deres hidsige holdninger til at være sande.

Og det bliver decideret uhyggeligt, hvis folk i virksomhederne køber budskabet i en ny bog skrevet af en kendt dansk ledelsesfilosof i jakkesæt og med langt tilbagestrøget hår: At chefer skal elske medarbejderne og medarbejderne elske chefen, at de gennem fortrolige eksistenssamtaler om privatliv og arbejdsliv sammen skal søge efter en større mening, formålet med arbejdet.

Og hvis ikke det lykkes, skal medarbejderen ’sættes fri’.

En bagvendt og dygtig måde at reproducere et kapitalistisk og patriarkalsk samfunds værdier og en tankegang, som uden tvivl er urealistisk og dybt skadelig for voksne mennesker. Aldrig er jeg stødt på noget lignende, ikke engang i Jumbobøgerne.

Og jeg har altså oplevet lidt af hvert, mens jeg lå på værelset og altid holdt med Anders, når chefen var urimelig. Umulig at elske. Som chefen nu engang er i tegneserier.