Dårlige mennesker kan godt være gode politikere

Nogle gange griber man en bog med ja-hatten trukket ned over hovedet. Man glæder sig til at vende siderne, er forventningsfuld, hvad har forfatteren mon fundet på, hvor meget har den flyttet læserens sind efter sidste side?

Sådan er det ikke med Jacob Birklers lille bog ’Den umoralske politiker’. Tværtimod er det med den største bekymring, bogen åbnes. Birkler er tidligere formand for Det Etiske Råd, han er cand.mag. i filosofi og psykologi med en ph.d. i medicinsk etik, og forvaltede i sin formandstid hvervet ansvarsfuldt og med blik for deltagelse i den offentlige debat. Men alene titlen ’Den umoralske politiker’ antyder, at forfatteren er ude i et mere moraliserende ærinde end godt er.

Og i det lys er bogen ingen skuffelse.

Birklers hovedtese er, at etik og moral i dansk politik ’gradvist har bevæget sig fra at være et mål til i dag også at være et middel.’ Birkler fortsætter i sin indledning med følgende påstand til at underbygge sin tese: ’Etik og moral er så at sige blevet en del af det politiske magtspil og i få tilfælde sat helt ud af spillet som en amoralsk politik.’

Til at understøtte sit udgangspunkt gennemgår Birkler en række konkrete politiske begivenheder, der har været flittigt beskrevet i medierne gennem årene. Lige fra Ekstra Bladets utidige gennemgang af indholdet i miljøminister Karen Ellemanns skraldespand over indenrigsminister Margrethe Vestagers lakoniske ’Sådan er det jo’ til beskæftigelsesborgmester Anna Mee Allerslevs (for) sene beklagelse af at låne rådhussalen til sit eget bryllup.

Bogen igennem er der så en række forgæves forbehold for, at forfatteren ikke ønsker at være rigsetiker, ikke vil moralisere, ikke nødvendigvis mener, at politikere er mere blottet for moral, at de ikke er værre end vælgerne etc. Forbeholdene til trods efterlades man med netop denne opfattelse, og hvis bogen ikke er skrevet for at beskrive en udvikling til det værre, så giver den slet ikke mening. Forfatteren vover sig selv ud i en ufrivillig diskussion om, hvorvidt der er sket en udvikling. Fx ved at citere den tidligere britiske premierminister Benjamin Disraeli (1804-1881), der engang skulle have sagt, at ’politiske undskyldninger sjældent handler om det, de undskylder for.’

Ros til analyser

Ovenstående betyder ikke, at der ikke er mange rigtige og væsentlige iagttagelser. For det er der. Jacob Birkler er belæst og kan sin etik og moral. Der er glimrende analyser af politikeres beklagelser og undskyldninger – både de hule og de reelle. Der er glimrende indføring i selve kernen i etik og moral, som den almindelige læser kan blive klogere på. Og flere af de konkrete eksempler beskriver det politiske spil, også når det ikke er kønt at iagttage. Men de fleste af eksemplerne er gennemtærskede, mange af iagttagelserne virker banale og flere af konklusionerne tvivlsomme.

Som når Ritt Bjerregaards to selvbiografier, hvor første bind handler om opvækst og detaljerede beskrivelser af privatlivet, bruges som eksempel på, at ’politikere mere end tidligere ønsker at udstille et privatliv, når det står dem gunstigt.’ Nej, Birkler. Ritt Bjerregaard udstillede som politiker ikke sit privatliv. Tværtimod insisterede hun på, at hendes private gøren og laden ikke havde betydning for hendes virke som politiker. Hendes to meget roste selvbiografier kom, lang tid efter hun stoppede i politik. Ritt Bjerregaard bagte ikke kager i fjernsynet eller optrådte i danseprogrammer, imens hun var politiker. Hun plukkede æbler, når det gik højest, og var ellers politiker!

Intet entydigt svar

Og det efterlader et spørgsmål, som Jacob Birkler selv stiller i bogen uden at svare entydigt på det: ’Kan man være en god politiker og samtidig være et dårligt menneske?’ Svaret giver denne anmelder gerne: Naturligvis kan man det. Ligesom man kan være en fremragende finansminister med en katastrofal privatøkonomi. Det sidste er der flere eksempler på i den politiske danmarkshistorie.

Sidst i bogen foreslår Birkler, at der oprettes en etisk komité, der skal rådgive politikere i etiske spørgsmål som interessekonflikter, dobbeltroller, jobskifte, gaver etc. Desuden forestiller han sig, at sådan en komité kan afvikle høringer ved en ministers tiltrædelse. For en tømrer er løsningen på alle problemer en hammer, så det er forståeligt, at en tidligere formand for Etisk Råd mener, at en etisk komité på Christiansborg er svaret. Mange vil nok mene, at hvis det er svaret, så er spørgsmålet forkert.