Sponsorater

Bliver Danske Bank hvidvasket af business-universiteter?

07-11-2018
5 min.
Direktør for CBS Erhverv, Louise Seest, mener ikke, at CBS blåstempler Danske Bank ved stadig at have bankens logo hængende. Illustration: Bob Katzenelson

Der hænger Danske Bank-logoer på både CBS og Aarhus BSS. Trods mistanken om hvidvask for milliarder i banken er der ingen planer om at pille dem ned. Logoerne har kæmpestor værdi for den skandaleramte bank, vurderer reklameekspert.

Potentiel hvidvask af op til 1.500 milliarder kr. via afdelingen i Estland har ikke gjort det let at være Danske Bank. Men banken kan stadig glæde sig over, at dens logo pryder væggene på både Copenhagen Business School (CBS) og School of Business and Social Sciences (BSS) under Aarhus Universitet. På CBS er der endda et Danske Bank-auditorium.

Ingen af universiteterne har planer om at fjerne logoerne. CBS har dog meldt ud, at de ikke vil indgå nye samarbejder med Danske Bank, hvilket bl.a. resulterede i overskriften ’CBS giver kæmpe mavepuster til Danske Bank’ i Berlingske.

Men hvor stor er mavepusteren egentlig, når de studerende på CBS stadig kan gå til forelæsninger i Danske Bank-auditoriet med tilhørende logo? Og når banken stadig er synlig sammen med CBS’ øvrige samarbejdspartnere på væggen ved en af universitetets indgange?

Kæmpe reklameværdi

Sune Bang er adm. direktør og partner i kommunikationsbureauet København og har 23 års erfaring med reklame- og kommunikationsrådgivning. I hans øjne har logoerne en kæmpestor værdi for banken.

”Det giver rigtig meget. Det er jo fremtidens erhvervsfolk, der studerer der. Det er fremtidens kunder, medarbejdere og samarbejdspartnere. Og der vil Danske Bank jo gerne være en del af ligningen i forhold til de studerende.”

Sune Bang vurderer, at CBS og BSS ved at have logoerne hængende sender et signal om anerkendelse af Danske Bank. Han mener, at de to universiteter risikerer at blive beskyldt for at kaste deres kultur, værdier og moral til side for pengenes skyld, og at det er et spørgsmål om tid, før de bliver nødt til at forholde sig til logoerne.

Samarbejdspartneres ry smitter af

Esben Rahbek Gjerdrum Pedersen underviser i social ansvarlighed på CBS, hvor han er professor i responsible management. Han kender ikke til studier, der måler effekten af at samarbejde med et ’uheldigt’ brand.

”Men man bliver jo associeret med dem, man er sammen med. Hvis Mærsk pludselig samarbejder med pirater i Somalia, er det fx virkelig et dårligt match for deres brand,” griner han over telefonen.

Han fortæller, at CBS’ tidligere samarbejde med British American Tobacco – som bl.a. lagde navn til et auditorium – gav problemer med andre partnere, herunder verdenssundhedsorganisationen WHO, og CBS valgte ikke at fortsætte samarbejdet med tobaksfirmaet.

”Det var problematisk at stå i British American Tobacco-auditoriet og tale om virksomheders sociale ansvar. Det er jo en virksomhed, der laver et produkt, der grundlæggende slår folk ihjel.”

Det er Esben Rahbek Gjerdrum -Pedersens indtryk, at studerende på CBS går op i, at virksomheder opfører sig socialt ansvarligt. Han mener dog ikke, at det vil kollidere med hans undervisning, hvis den sker i Danske Bank-auditoriet. I hvert fald ikke så længe, at sagen om banken ikke er 100 procent afklaret.

BSS: Ingen planer om brud

På Aarhus BSS hænger Danske Banks logo på væggen foran universitetets karrierecenter sammen med logoer fra andre samarbejdspartnere. De hænger dér for at synliggøre virksomhederne som karrieremuligheder over for studerende, fortæller Thomas Hvergel Jensen, der er Head of Aarhus BSS Career & Alumni.

Aarhus BSS har ikke taget konkrete skridt i forhold til samarbejdet med banken. I en skriftlig erklæring til Djøfbladet meddeler prodekan Per Andersen, at universitetet forholder sig ”afventende i forhold til sagens forløb, men vi ser ikke anledning til at afbryde partnerskabet indtil videre.”

Aarhus BSS har en samlet årlig ind-tægt på 2,4 millioner kr. fra alle partnerskaber vedrørende rekruttering og employer branding.

”Som partnervirksomhed køber man en basismodel til 35.000 kroner årligt, hvor man opnår synlighed og deltagelse på de halvårlige jobmesser. Derudover er der mulighed for at tilkøbe yderligere services, der har til hensigt at bygge bro mellem virksomheden og den studerende/nyuddannede med henblik på karrieremuligheder,” står der i erklæringen fra Aarhus BSS.

10 millioner til CBS

Louise Seest er direktør for CBS Erhverv. Hun forklarer, at Danske Bank lægger navn og logo til et auditorium, fordi banken er corporate partner på CBS.

”Danske Bank engagerer sig – i lighed med flere andre virksomheder – med CBS på et niveau for samarbejde om uddannelse og forskning, der betyder, at de er karakteriseret som corporate partner. Det betyder, at de ikke betaler for logo-eksponeringen på CBS.”

Louise Seest oplyser, at CBS’ samarbejde med Danske Bank i øjeblikket indebærer finansiering fra enten banken eller Danske Banks Fond på omkring 10 millioner kr. Heraf går fem millioner til et professorat i digitalisering, og resten af pengene går til forskellige forskningsprojekter. Danske Bank er desuden CBS’ bank.



CBS har tænkt sig at fortsætte det eksisterende samarbejde med Danske Bank. Louise Seest understreger, at hun ikke mener, at CBS blåstempler Danske Bank ved stadig at have bankens logo hængende.

”Det gør vi ikke, når vi samtidig tager kraftig afstand fra hvidvask-sagen og til topledelsen, fordi den ikke har løftet sin opgave tilstrækkeligt.”

Stadig relevant for CBS-studerende

Louise Seest tvivler ikke på, at Danske Banks øverste ledelse har svigtet sit ledelsesansvar, medarbejderne og det danske samfund.

”Men når det er sagt, så synes vi jo stadigvæk, at selve banken er en relevant og spændende arbejdsgiver for vores dimittender. Den er en af vores allerstørste aftagere af nyuddannede kandidater. Der er tusindvis af dygtige medarbejdere i banken, som hver dag gør deres bedste.”

Ifølge Louise Seest er det vigtigt for alle danske universiteter at tiltrække midler fra private fonde og virksomheder for at kunne udvikle forskning og undervisning. Dette gælder særligt for CBS, som er det universitet, der får klart færrest basisforskningsmidler via finansloven.

”Vores kandidater skal gerne komme ud med den nyeste viden. Vi prioriterer generelt dialogen og samarbejdet med erhvervslivet højt. Der kommer ikke noget godt ud af kun at sidde i et elfenbenstårn og kigge ned i bøgerne.”

 

Også studenterorganisationer på CBS og BSS har et samarbejde med Danske Bank. Men det er ikke noget problem, siger studenterformand. 

Kommentér
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommenter

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.