Mie Harders karriere strøg derudaf. Pludselig sagde hun stop

Kæmp eller flygt

Mens Mie Harders afsmag for kommunalpolitik voksede, følte hun sig også mere og mere udmattet af den palaver og de stryg, der konstant fulgte hende i rollen som borgerlig debattør.

“På den ene side er der noget tilfredsstillelse og adrenalin i at være en del af den konkurrence. Og det er da sjovt, hvis man kan vinde en debat. Samtidig er det enormt opslidende, ligegyldigt og meningsløst. Man er jo konstant i en slags urmenneskelig fight or flight-mode.”

Nogle debatter var hårdere end andre. En af de mere betændte var køns- og ligestillingsdebatten.  

“Jeg kan huske, at en moddebattør på et tidspunkt skrev, at jeg nok fik tæsk af min kæreste, for ellers kunne jeg ikke mene, hvad jeg gjorde,” siger Mie Harder.

Langsomt nåede hun en erkendelse af, at det kværnende debatunivers på eksempelvis Twitter og Facebook ikke gør meget andet end at kvæle nuancer og optrappe konflikter.

“På et dybere plan blev jeg i tvivl om, hvorvidt den offentlige debat ikke bare er skønne spildte kræfter, og om vi i virkeligheden ikke hellere burde investere vores energi i andre domæner af livet, så vi på den måde kan blive mere lykkelige og på sigt også mere forsonlige, når vi så mødes om politiske spørgsmål.”

Omvendt er der vel også behov for, at man i debatten får fronterne trukket klart op, så man som borger tydeligt kan se forskel på de forskellige politiske holdninger?

“Problemet er, at vi trækker fronterne hårdt op på bekostning af nuancerne. Så kan det godt være, at folk ser forskelle, men det er jo ikke reelle forskelle, men fabrikerede, kunstige forskelle, som vi har skåret kommunikativt til, fordi vi tænker, at folk er for dumme til at forstå nuancerne. I sidste ende forstår de stadig ikke substansen, og på den måde hjælper vi dem reelt ikke.”

Hun tilføjer, at mange meningsdannere overvurderer vigtigheden af de offentlige debatter, som kun følges af et meget begrænset antal borgere. Sat på spidsen mener hun, at debatterne skader mere, end de gavner.

“Især hvis man inkluderer de skadevirkninger, debatten har på de mennesker, der dag efter dag deltager i dem. Man går jo ikke ligefrem dagen lang og er fyldt af glade følelser, men mere af en tanke om, at de andre er nogle idioter,” siger hun og fortsætter:

 “Man ender med at forsimple emner, der ikke er så simple endda. Det fører ikke til en oplyst verden. Vi lever jo i illusionen om, at vi træffer oplyste beslutninger, når vi stemmer. Men det tror jeg ikke, at hverken vi eller politikerne gør.”

Det kunne lyde som en anderledes erkendelse, end dengang Mie Harder altid satte rationaliteten i højsædet. Sådan ser hun det ikke.

“Jeg mener egentlig stadig, at min analyse holder. Og at det er rationelt at sige, at det er irrationelt at tro på, at vi tager rationelle politiske beslutninger. For det gør vi ikke.”

Vendepunktet

I 2013 var Mie Harder så desillusioneret over kommunalpolitikken og så udbrændt af debatterne, at hun tog en radikal beslutning. Hun kvittede jobbet i Cepos, trak sig fra politik og debatter og stod nu med en helt tom kalender.

“For første gang i mit liv havde jeg et pusterum. Jeg var løbet væk fra noget i hele mit liv, men nu kunne jeg stoppe og trække vejret og prøve at finde ud af, hvad jeg ville.”

Hun læste bogen ’Lige nu har jeg det godt’ af psykoterapeuten Martin Østergaard. Den ramte hende så rent, at Mie Harder besluttede at uddanne sig til psykoterapeut og begyndte at bearbejde de barndomstraumer, som hun havde brugt så mange år på at ignorere. Samtidig begyndte hun at arbejde som mentor for socialt udsatte i den velfærdsstat, som hun i mange år havde kritiseret hårdt.

Modsat hvad man måske kunne tro, fandt hun det ikke svært at forlade debattør-rustningen i mødet med borgeren.  

“Det, at jeg ikke kommer fra et eller andet Hellerup-hjem med klaver, har gjort, at jeg bedre har kunnet skabe relationer til eksempelvis unge i en kriminel løbebane.”

En ting er, at du stopper op og bearbejder nogle svære ting fra din fortid. Noget andet er, at du fuldstændig skifter spor væk fra en på papiret ret velkørende karriere. Kunne det ene godt være sket uden det andet?

“Nej, det hænger meget sammen. Den måde, jeg før var i mit arbejdsliv, var i virkeligheden mit skjold og en overlevelsesmekanisme. Da jeg først fik smidt skjoldet og var blevet et andet menneske, blev det umuligt at gå tilbage til det samme arbejdsliv som tidligere.”

Hun understreger, at hendes politiske holdninger ikke har ændret sig.

“Min lyst til at slås og min kapacitet til at tåle at være i konflikt hele tiden er blevet meget mindre. I stedet er jeg blevet bedre til at være i ægte kontakt med andre mennesker efter det her vendepunkt. Det lyder helt vildt, men jeg ved ikke, hvordan jeg bedre kan sige det. Jeg føler mig meget mere levende.”

At leve spørgsmålet

Modsat dengang hun gik på CBS, ser Mie Harder i dag ikke rationalitet som sin vigtigste personlige værdi.

“I dag ville jeg nok hellere fremhæve evnen til at leve i overensstemmelse med sig selv,” siger Mie Harder.

For tiden arbejder hun på nedsat tid i et public affairs-konsulenthus, så hun har tid til at færdiggøre sin psykoterapeutuddannelse, vandre i naturen, danse blues og læse bøger i sin lejlighed. Hun overvejer, om hun på et tidspunkt skal arbejde videre i krydsfeltet mellem ledelsesteori og psykoterapi. Samtidig vil hun helst ikke falde for den åbenlyse fristelse til at omforme sin undersøgende tilgang til endnu et trin på karrierestigen. For det er det ikke. 

“Lige nu er jeg et sted, hvor jeg prøver at lade være med at give svar, men i stedet med Rilkes formulering prøver at ’leve spørgsmålene’. Hvad er egentlig det meningsfulde liv? Hvorfor arbejder vi så meget? Hvordan kan jeg være i verden på en måde, hvor jeg er mere ægte og mere i overensstemmelse med mine længsler og behov, og hvor der er plads til den skørhed, power, kreativitet og livskraft, som jeg synes kvæles og dør i det her hamsterhjul, som vi har indrettet samfundet til at være.”

Spørgsmål, som hun også mener er relevante for resten af samfundet.  

 “Der er jo masser af folk, der går ned med stress. Det gør de jo ikke, fordi de har den samme baggrund som mig, men fordi de ikke er i kontakt med sig selv og overskrider deres grænser i så lang tid, at de knækker. Før eller siden bliver alle indhentet af deres behov.”