Mie Harders karriere strøg derudaf. Pludselig sagde hun stop

“Det sagde jeg ja til, for så kunne jeg blive endnu bedre til at præstere, og det ville jeg jo gerne,” siger hun.

Først i forløbet skulle hun sætte ord på sine personlige værdier. Men det viste sig at være svært.

“Jeg tænkte meget over det, men den eneste værdi, jeg kunne komme frem til, var, at det var vigtigt for mig at være rationel. Jeg var ikke rigtig i kontakt med mig selv, så det forløb gik lidt i stå, inden det var kommet i gang.”

I dag beskriver Mie Harder sine personlige værdier med ganske andre ord. Men det vender vi tilbage til.

Ofte handler artikler som den her om personer, som har fuld smæk på karrieren eller er klar på at gå igennem ild og vand for en sag. Den karakteristik ville givetvis passe på Mie Harder dengang, hun som politiker og meningsdanner gav den fuld gas i debatdanmarks overhalingsbane. I dag har hun sat tempoet ned. Faktisk er hun ikke så let at få fat på, fordi hun er på vandretur på Møn. Og da der efter nogle dage endelig er telefonkontakt, er hun først skeptisk omkring at stille op til et interview, som hun engang havde sagt ja til uden tøven. Da hun efter et par dages overvejelser indvilger, sker det med et ønske om, at der helst ikke skal være en superskarp agenda, så samtalen kan flyde friere. For den nye Mie Harder prøver netop ikke at planlægge.

“Når du retter henvendelse om at interviewe mig, så tænder det jo straks den her præstationsmølle, hvor en del af mig tænker, at jeg burde forberede en fempunktsliste over, hvilke budskaber jeg gerne vil have til at stå rigtig fornuftigt i Djøfbladet. Samtidig tænker en anden del af mig, at: ’nej, jeg gider ikke alt det der. Jeg vil have lov til ikke at have svarene endnu. Der er ikke nogen plan, og jeg ved ikke, hvad der skal ske.” 

Dygtig og rastløs

Svar og planer havde hun til gengæld masser af for cirka seks år siden. Den endnu ikke 30-årige Mie Harder havde færdiggjort en ph.d. i ledelse fra CBS og havde placeret sig solidt på den borgerligt-liberale banehalvdel som rådmand for de konservative på Frederiksberg, skarptskydende klummeskribent for Berlingske og Jyllands-Posten og senere i et job hos Cepos. Det gik kort sagt stærkt.

“Jeg knyttede ikke mange venskaber i de år. Min modus operandi var at have mange skibe i søen, så jeg ikke skulle sætte mig ned og mærke, hvordan jeg havde det. Min tankegang var, at det, jeg gjorde, skulle have et rationelt formål. Jeg ville ikke give mig selv lov til at hygge bare for hyggens skyld.”

Skønt hun levede en del mere ambitiøst end sine festglade medstuderende, var det nu ikke fordi, hun gik og følte sig mere voksen end dem.

“Nej, det tænkte jeg ikke så meget på. Det var nok mere i 7-8 års-alderen, at jeg var mere voksen end mine jævnaldrende. Jeg har været voksen tidligt, fordi jeg havde en far og mor, der ikke har haft de bedste rammer for at være forældre,” siger Mie Harder.

Hun blev født i København og voksede op i landsbyen Snostrup ved Roskilde Fjord. Der blev drukket i hjemmet, og da forældrene blev skilt, flyttede hun til Frederikssund med sin mor, der i mange år var syg med en rygskade. Det var en opvækst, der ikke altid bød på store mængder overskud og opmærksomhed. Den fik hun til gengæld i skolen, hvor hun oftest var foran sine kammerater.

“Lidt forsimplet kan man sige, at alle har behov for kærlighed. Og når man ikke oplever, at man får det på en tilstrækkelig stabil måde, så finder man et surrogat. Så for mig var det vigtigt at være god til noget og få anerkendelse for det. Det var der, jeg fik positiv opmærksomhed.”

Så du var glad for at gå i skole?

“Nej, jeg kedede mig og lavede en del ballade. Det er lidt paradoksalt, for jeg har aldrig set mig selv som en stræber. Jeg tror mere, jeg var dygtig, fordi jeg er udrustet med en intelligens i den høje ende, så en masse ting faldt mig nemt, uden at jeg behøvede at læse op på dem i timevis.”

“Fordi jeg forstod tingene så let, kedede jeg mig hurtigt og blev rastløs og lavede ballade. Jeg blev tit smidt uden for døren, og min klasselærer skrev så meget i min kontaktbog, at min mor på et tidspunkt inddrog den og fortalte læreren, at hun måtte ringe fremover, hvis hun ville noget,” siger Mie Harder.

Visse lærere var dog gode til at tackle den rastløse elev.

“I matematik fik jeg lov at arbejde forud, mens resten af klassen lavede noget andet. Det gjorde, at jeg fik lavet to års pensum på et år, og det var meget sjovere. Men det skabte også en følelse af at være anderledes.”

En følelse, der kun blev forstærket af, at Mie Harder med egne ord havde en “klar modvilje mod autoriteter.”

“Jeg nægtede eksempelvis at deltage, da vi skulle klippe julepynt i en dansktime. Jeg mente ikke, at sådan noget var en fornuftig del af min uddannelse, og når ikke undervisningen gav mening for mig, så gad jeg ikke medvirke.” 

Den rationelle tilgang var også i centrum, da Mie Harder år senere for første gang skulle engagere sig politisk. Hun bestilte og gennemlæste alle partiernes programmer, og efter en nøje afvejning fandt hun, at den borgerlige fløj havde de mest fornuftige argumenter.

Egentlig var hendes familie rundet af venstrefløjen, hvis mål om at skabe lighed og frihed egentlig flugtede fint med Mie Harders. For hende lå problemet mere i, at venstrefløjens metoder, såsom et højt skattetryk og en stor velfærdsstat, slet ikke hang sammen med den økonomiske og politiske teori, som hun havde stiftet bekendtskab med på CBS. I stedet faldt valget på de Konservative, hvor Mie Harder blev en del af den liberale fløj.

Som 22-årig kom hun i byrådet på Frederiksberg, hvor hun endte med at sidde i syv år. I dag husker hun tiden i kommunalpolitik som ’meget desillusionerende’.

“Der er rigtig meget sagsbehandling, der er så småt, ligegyldigt og detaljeret, at det for mig at se ikke burde besluttes politisk. Fx sad vi 10 politikere uden praktisk viden i Teknik- og Miljøudvalget for at diskutere nye busstoppesteders belægning. Men valget mellem semifleksibel beton eller asfalt handler jo ikke om, hvorvidt du er liberal eller socialdemokrat, men om hvordan du får mest for pengene.”

Hun opdagede også, hvor lidt reelle politiske diskussioner fyldte i forhold til politikerne og deres partiers egoer og positionering.

Hvis du virkelig havde det sådan, hvorfor blev du så i kommunalpolitik i syv år?

“Det er et godt spørgsmål. Jeg tænkte nok, at jeg gjorde mindre skade end mange andre, der kunne have siddet der. Og jeg har trods alt forhindret nogle af de mest idiotiske ting i at blive vedtaget. Men det overvældende flertal af ting, der foregår i en kommunalbestyrelse, rykker altså ikke samfundet.”

Kæmp eller flygt

Mens Mie Harders afsmag for kommunalpolitik voksede, følte hun sig også mere og mere udmattet af den palaver og de stryg, der konstant fulgte hende i rollen som borgerlig debattør.

“På den ene side er der noget tilfredsstillelse og adrenalin i at være en del af den konkurrence. Og det er da sjovt, hvis man kan vinde en debat. Samtidig er det enormt opslidende, ligegyldigt og meningsløst. Man er jo konstant i en slags urmenneskelig fight or flight-mode.”

Nogle debatter var hårdere end andre. En af de mere betændte var køns- og ligestillingsdebatten.  

“Jeg kan huske, at en moddebattør på et tidspunkt skrev, at jeg nok fik tæsk af min kæreste, for ellers kunne jeg ikke mene, hvad jeg gjorde,” siger Mie Harder.

Langsomt nåede hun en erkendelse af, at det kværnende debatunivers på eksempelvis Twitter og Facebook ikke gør meget andet end at kvæle nuancer og optrappe konflikter.

“På et dybere plan blev jeg i tvivl om, hvorvidt den offentlige debat ikke bare er skønne spildte kræfter, og om vi i virkeligheden ikke hellere burde investere vores energi i andre domæner af livet, så vi på den måde kan blive mere lykkelige og på sigt også mere forsonlige, når vi så mødes om politiske spørgsmål.”

Omvendt er der vel også behov for, at man i debatten får fronterne trukket klart op, så man som borger tydeligt kan se forskel på de forskellige politiske holdninger?

“Problemet er, at vi trækker fronterne hårdt op på bekostning af nuancerne. Så kan det godt være, at folk ser forskelle, men det er jo ikke reelle forskelle, men fabrikerede, kunstige forskelle, som vi har skåret kommunikativt til, fordi vi tænker, at folk er for dumme til at forstå nuancerne. I sidste ende forstår de stadig ikke substansen, og på den måde hjælper vi dem reelt ikke.”

Hun tilføjer, at mange meningsdannere overvurderer vigtigheden af de offentlige debatter, som kun følges af et meget begrænset antal borgere. Sat på spidsen mener hun, at debatterne skader mere, end de gavner.

“Især hvis man inkluderer de skadevirkninger, debatten har på de mennesker, der dag efter dag deltager i dem. Man går jo ikke ligefrem dagen lang og er fyldt af glade følelser, men mere af en tanke om, at de andre er nogle idioter,” siger hun og fortsætter:

 “Man ender med at forsimple emner, der ikke er så simple endda. Det fører ikke til en oplyst verden. Vi lever jo i illusionen om, at vi træffer oplyste beslutninger, når vi stemmer. Men det tror jeg ikke, at hverken vi eller politikerne gør.”

Det kunne lyde som en anderledes erkendelse, end dengang Mie Harder altid satte rationaliteten i højsædet. Sådan ser hun det ikke.

“Jeg mener egentlig stadig, at min analyse holder. Og at det er rationelt at sige, at det er irrationelt at tro på, at vi tager rationelle politiske beslutninger. For det gør vi ikke.”

Vendepunktet

I 2013 var Mie Harder så desillusioneret over kommunalpolitikken og så udbrændt af debatterne, at hun tog en radikal beslutning. Hun kvittede jobbet i Cepos, trak sig fra politik og debatter og stod nu med en helt tom kalender.

“For første gang i mit liv havde jeg et pusterum. Jeg var løbet væk fra noget i hele mit liv, men nu kunne jeg stoppe og trække vejret og prøve at finde ud af, hvad jeg ville.”

Hun læste bogen ’Lige nu har jeg det godt’ af psykoterapeuten Martin Østergaard. Den ramte hende så rent, at Mie Harder besluttede at uddanne sig til psykoterapeut og begyndte at bearbejde de barndomstraumer, som hun havde brugt så mange år på at ignorere. Samtidig begyndte hun at arbejde som mentor for socialt udsatte i den velfærdsstat, som hun i mange år havde kritiseret hårdt.

Modsat hvad man måske kunne tro, fandt hun det ikke svært at forlade debattør-rustningen i mødet med borgeren.  

“Det, at jeg ikke kommer fra et eller andet Hellerup-hjem med klaver, har gjort, at jeg bedre har kunnet skabe relationer til eksempelvis unge i en kriminel løbebane.”

En ting er, at du stopper op og bearbejder nogle svære ting fra din fortid. Noget andet er, at du fuldstændig skifter spor væk fra en på papiret ret velkørende karriere. Kunne det ene godt være sket uden det andet?

“Nej, det hænger meget sammen. Den måde, jeg før var i mit arbejdsliv, var i virkeligheden mit skjold og en overlevelsesmekanisme. Da jeg først fik smidt skjoldet og var blevet et andet menneske, blev det umuligt at gå tilbage til det samme arbejdsliv som tidligere.”

Hun understreger, at hendes politiske holdninger ikke har ændret sig.

“Min lyst til at slås og min kapacitet til at tåle at være i konflikt hele tiden er blevet meget mindre. I stedet er jeg blevet bedre til at være i ægte kontakt med andre mennesker efter det her vendepunkt. Det lyder helt vildt, men jeg ved ikke, hvordan jeg bedre kan sige det. Jeg føler mig meget mere levende.”

At leve spørgsmålet

Modsat dengang hun gik på CBS, ser Mie Harder i dag ikke rationalitet som sin vigtigste personlige værdi.

“I dag ville jeg nok hellere fremhæve evnen til at leve i overensstemmelse med sig selv,” siger Mie Harder.

For tiden arbejder hun på nedsat tid i et public affairs-konsulenthus, så hun har tid til at færdiggøre sin psykoterapeutuddannelse, vandre i naturen, danse blues og læse bøger i sin lejlighed. Hun overvejer, om hun på et tidspunkt skal arbejde videre i krydsfeltet mellem ledelsesteori og psykoterapi. Samtidig vil hun helst ikke falde for den åbenlyse fristelse til at omforme sin undersøgende tilgang til endnu et trin på karrierestigen. For det er det ikke. 

“Lige nu er jeg et sted, hvor jeg prøver at lade være med at give svar, men i stedet med Rilkes formulering prøver at ’leve spørgsmålene’. Hvad er egentlig det meningsfulde liv? Hvorfor arbejder vi så meget? Hvordan kan jeg være i verden på en måde, hvor jeg er mere ægte og mere i overensstemmelse med mine længsler og behov, og hvor der er plads til den skørhed, power, kreativitet og livskraft, som jeg synes kvæles og dør i det her hamsterhjul, som vi har indrettet samfundet til at være.”

Spørgsmål, som hun også mener er relevante for resten af samfundet.  

 “Der er jo masser af folk, der går ned med stress. Det gør de jo ikke, fordi de har den samme baggrund som mig, men fordi de ikke er i kontakt med sig selv og overskrider deres grænser i så lang tid, at de knækker. Før eller siden bliver alle indhentet af deres behov.”