Ny bog

Overmodige embedsmænd og afmægtige politikere fik SKAT til at køre af sporet

24-10-2018
9 min.
I efteråret 2015 præsenterede skatteminister Karsten Lauritzen (V) planen 'SKAT ud af krisen'. Titlen lovede dog mere, end den kunne holde, så mindre end et år senere måtte Lauritzen på banen med en ny redningsplan, der indebar, at SKAT blev nedlagt. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Hvorfor gik det så galt med SKAT? Ifølge to forskere var det, fordi topembedsmænd plukkede rationaliseringsfrugter, som ikke var høstmodne. Samtidig slugte politikerne Finansministeriets og dyre konsulentrapporters flotte ord om store, hastige reorganiseringers velsignelser.

”Muslimer og islamister er ikke det samme, men islam og islamisme bliver fortsat slået i hartkorn af europæiske medier, befolkninger og politikere,” tordner den syriske islamprofessor Bassim Tibi fra talerskolen på statskundskab på Aarhus Universitet. Til daglig underviser han på internationale studier på Göttingen universitet i Tyskland.

Det er en mand med erfaring, der taler. Bassim Tibi er født i Syrien, uddannet på Frankfurter-universitetet med lærere som Horkheimer, Adorno og Habermas. Han har undervist på universiteter i 20 lande og rådgivet adskillige statsmænd rundt om i verden, senest i Indonesien. Harvard-professoren har desuden været konsulent for flere efterretningstjenester og militær, fx for den amerikanske hær i 2002.

Da det statslige og det kommunale skattevæsen i 2005 blev samlet under navnet SKAT, skulle det give ’positive konsekvenser for borgerne og virksomhederne’, der ville få ’mere kvalitet og service’. Sådan lød løfterne, da lovforslagene om fusionen blev fremlagt for Folketinget.

Men hvorfor er det så vigtigt at skelne mellem muslimer og islamister?

Godt 10 år senere – i sensommeren 2016 – var projektet kørt så meget af sporet, at skatteminister Karsten Lauritzen (V) og Folketingets Skatteudvalg sendte SKAT på historiens mødding.

Ifølge Tibi er det, fordi muslimer udgør flertallet af indvandrere i Europa og fordi Al Qaeda rekrutterer et stigende antal muslimer i netop Europa. Fordi islamistiske bevægelser globalt set er i vækst, og fordi islamistiske bevægelser opnår både institutionel og politisk magt rundt omkring i verden med det ene formål at skabe et islamisk verdensherredømme.

”Er det grunde nok?” spørger Bassim Tibi retorisk.

Hvordan kunne det gå så galt, og hvis skyld var det? Det spørgsmål vil Skattekommissionen i de kommende år undersøge ved at afhøre et stort persongalleri af nuværende og tidligere ministre og embedsmænd. Men allerede nu giver to professorer i offentlig forvaltning deres bud på et svar i en bog kaldet 'Overmod og afmagt'.

Politisk islam er for alvor kommet ind i statsvidenskaben de senere år som et seriøst forskningsemne. Vejen har været lang og besværlig. Da professor Tibi underviste på Harvard, sagde Samuel P. Huntington – manden bag teorien om ’The Clash of Civilisations’ – at han gerne ville forlænge Tibis forskningsprojekt i ét år, men så måtte han droppe sit islamfokus eller overgå til religionsstudier, for islam havde ikke noget at gøre i samfundsvidenskaben. Huntington tog fejl. Islam er i dag ikke bare i centrum i samfundsvidenskaberne, men også i verdenspolitikken.

'Fuld fart fremad'

Bogen præsenterer professorernes politologiske forklaring på, hvordan og hvorfor 'ellers hæderlige embedsmænd og politikere kunne begå så gruelige fejl, som de vitterlig gjorde', som de skriver.

Stærkt værdisystem

I kortform er svaret, at embedsmændene i toppen af Skatteministeriet og Finansministeriet var besjælet af deres egen drøm om et nyt strømlinet skattevæsen, som samtidig skulle inddrive al gæld til det offentlige i en gennemdigitaliseret forvaltning med meget færre årsværk. Med andre ord kunne man få det hele for det halve.

Islam har stor betydning − ikke bare som religion og kulturelt system, men også politisk og som et stærkt værdisystem. Professor Tibi måtte selv bruge tre år af sit liv i psykoterapi for at forstå, hvor meget hans muslimske baggrund har påvirket ham – på alle områder i livet. Han er stadig muslim, men liberal og åben over for andre religioner og kulturer. Ligesom han frasagde sig den dogmatiske universitetsmarxisme i Tyskland og mistede mange venner på den konto, har han også mistet mange venner blandt muslimer, der anser ham for at være islamofobisk. Men det er ikke hans ærinde at skræmme folk væk – hverken muslimer eller ikke-muslimer – men derimod at oplyse Vesten om islam, hvorom der hersker mange myter.

Med dyre konsulentrapporter i hånden udstak overmodige embedsmænd gyldne løfter til regeringer, som i 00’erne havde magten til at slå hurtigt til og sige ’ja tak’, og som i første halvdel af 10’erne ikke fik rettet skaderne op. Når it-systemer ikke kunne det lovede, og kvalitet og retssikkerhed tabte til krav om effektivitet og besparelser, og man burde have sat tempoet ned og tænkt sig om, lød ordren oppefra i stedet 'fuld fart fremad' – med mere af samme.

”Hvordan man skelner mellem en muslim og en islamist? En muslim siger, at islam er religion, skæbne eller et værdisæt. Spørger du en islamist, vil han svare, at det er en politisk orden med en indbygget mission om at udvikle sig til en verdensorden,” forklarer Bassim Tibi.

"Det gik for hurtigt med beslutningsprocessen, og de analyser og argumenter, man brugte som beslutningsgrundlag, var af ringe kvalitet," forklarer Peter Bjerre Mortensen, der er professor ved Aarhus Universitet.

Islamismen som politisk bevægelse ønsker at vende tilbage til traditionelle islamiske værdier. De vil afvestliggøre verden og genskabe islams renhed. De ønsker islams overherredømme som i det 9.-12. århundrede.

”Men dengang islam var på sit højeste, var de islamiske ledere meget åbne over for andre religioner og indoptog fremskridt fra andre kulturer, fx historie og arkæologi fra den hellenistiske kultur, matematikken fra Østen og statsorden fra Persien,” siger han og tilføjer, at dagens islamisme er et totalitært system, ifølge hvilket man ikke kan lære noget fra andre religioner, fordi de betragtes som underordnet islam.

Professor Tibi maner endnu et par islammyter i jorden. Fx at sharia er et statsligt lovsystem, som islamisterne påstår. Nej, for ifølge islamisk historie er sharia et moralsk system til at regulere og praktisere civilt liv.

Også påstanden om, at ’jihad’ ikke nødvendigvis har med vold at gøre, afviser han. Koranen tillader vold i forbindelse med jihad, men bundet til regler og mod begrænsede mål (ikke kvinder og børn og ubevæbnede personer, red.) og det kræver forudgående advarsel. ’Jihadisme’ er derimod en krigsførelse uden regler.

”Nogle siger derfor, at Bin Laden ikke udførte jihad, fordi han ikke ringede rundt til 4.000 mennesker og advarede dem på forhånd,” forklarer professor Tibi med et skævt smil og tilføjer alvorligt:

”Han burde være beskyldt for at være jihadist, for det er det, han er.”

Politisk islam farligere end terrorangreb

Hans kollega, professor emeritus Jørgen Grønnegård Christensen, peger bl.a. på den vigtige betænkning, som forberedte den store inddrivelsesreform. Den var decideret sløset arbejde.

Vesten fokuserer på terroraktioner, som slår mange mennesker ihjel på stedet, men ifølge professor Bassim Tibi er der større grund til at frygte den institutionelle islamisme, det vil sige islamistiske bevægelser, der søger politisk indflydelse for at omvælte det demokratiske system og indføre et islamisk verdensherredømme.

Det sker flere steder, siger han og nævner i flæng:

”I Tyrkiet, der er en sekulær stat, har islamisterne, AKP, fået magten via demokratiske midler og dobbelttale. De siger alt det, du ønsker, de skal sige, og undgår polarisering og værdikonflikter – men med det klare formål at genskabe et islamistisk styre. I Palæstina vandt Hamas regeringsmagten, men -respekterer på ingen måde pluralisme og magtens deling. I Irak kom et islamistisk parti til magten, der -heller ikke respekterer demokratiske værdier, hvilket jo er ironisk,” siger Tibi.

I Marokko frygtede mange ved parlamentsvalget i 2008, at de islamistiske partier ville få stor indflydelse, men det skete ikke. Ifølge Tibi, der har undervist på universitetet i Rabat, skyldes det, at Marokkos konge forstod at dæmpe de islamistiske bevægelsers fremvækst, fordi han har en særlig legitimitet i befolkningen − ikke bare som konge, men også en religiøs autoritet som direkte efterkommer af Muhammed.

Erfaringerne fra skatteområdet bør føre til overvejelser i hele centraladministrationen om, hvordan og i hvilket omfang man skal benytte eksterne konsulentrapporter.

Peter Bjerre Mortensen, professor, Aarhus Universitet

Der manglede ydmyghed og tålmodighed

Hamas og de islamistiske regeringspartier i Irak har i øvrigt deres egne hære, hvilket bryder med princippet om magtens tredeling i en udøvende, lovgivende og dømmende magt. Malcolm X’s berømte tale fra 1964, ’The ballot or the bullet’, handlede om betydningen af som borger at gå hen og stemme - eller gribe til våben, hvis befolkningsgruppers rettigheder ikke respekteres af regeringen. Men valget mellem afstemning eller kugler findes ikke, når regeringspartier har egne hære, påpeger Tibi.

Leder man i bogen efter en forklaring på, hvorfor SKAT i 2015 opdagede, at man havde refunderet 12,3 mia. kr. i udbytteskat til svindlere, leder man forgæves.

Tendensen til, at islamistiske bevægelser danner politiske partier og på demokratisk vis forsøger at få regeringsmagten, er indtil videre ikke set i Europa.

Bogens fokus er de store linjer. Ikke alle møgsagerne – med Kasi-Jesper, Camilla Vest og Helle Thorning-Schmidts mand – der kom oven i alle SKATs strukturelle problemer.

Bogens pointe er heller ikke, at det var en fejl at ændre på skattevæsenets organisering dengang i 2005. På nogle stræk var der gode grunde til det, mener forfatterne. Men det gik galt pga. manglende ydmyghed og tålmodighed hos regering og embedsværk, mens Folketinget ikke i tide fik stillet de kritiske spørgsmål, som kunne kalde på besindelse, som Jørgen Grønnegård Christensen udtrykker det.

Integration eller kolonisering?

"Skattesystemet før 2005 var mere omkostningstungt, end det burde være. Men der var også rigtig mange ting, som fungerede godt, og så kommer der nogle reformatorer og store mænd, som tromler frem og laver det hele om i løbet af no time uden at tænke på, hvad man så mister," siger han.

Titlen 'Overmod og afmagt' går også på, at både politikere og embedsværk med tiden blev ramt af afmagt, efterhånden som kombinationen af massive problemer og reformer, der ikke kunne rulles tilbage, stod klart for dem, forklarer Peter Bjerre Mortensen.



I Europa er udfordringen integration eller kolonisering, hævder professor Tibi. Der foregår en stor muslimsk indvandring i Europa. I 1950 var der 800.000 muslimer, mens tallet er vokset til 23 millioner i 2009. Fænomenet euroislam er udbredt, men hvad der menes er vidt forskelligt, og Tibi understreger behovet både for afklaring og for dialog om emnet.

Hastværk er lastværk

”Når islamisterne taler om euroislam, så mener de, at islam skal udbredes til Europa ved hjælp af kolonisering, fx ved at så mange muslimer som muligt kommer til Europa. Når jeg og andre liberale muslimer taler om euroislam, så mener vi, at det er vigtigt at skabe integration via tiltag, der gør det muligt for muslimer at leve sammen med ikke-muslimer,” siger han med direkte appel til europæiske politikere, der bør lære mere om islam, fordi han mener, islam udgør den største trussel i vores tid. 

Mange vil kalde historien om SKAT for New Public Managements fallit, men det gør I ikke?

Professor Bassim Tibi udfordrer dermed kollegaen Francois Fukuyama – forfatteren til bogen ’The End of History’ – der påstår, at vestlige værdier som demokrati og markedsøkonomi har sejret i verden. Nej, siger Tibi. Desværre ser det ikke ud til at være rigtigt. Islam har et utroligt stærkt værdisystem, som har sejret over store dele af verden, og er i vækst også i Vesten, fordi det bygger på offermentaliteten og frelsen og et liv efter døden i fattige lande, hvor mange ikke mener, de har noget at leve for. Islamismen har særlig appel til unge arbejdsløse mænd i Europa, der føler sig socialt og økonomisk marginaliserede.

"Man kan ikke skyde det ind under en New Public Management-hat," siger Jørgen Grønnegaard Christensen.

”I muslimske lande har islamistiske bevægelser faktisk ikke så nemme vilkår som i Europa, fordi regeringerne gør meget for at inddæmme ekstremisterne, men i Europa har de frit spillerum, fordi europæerne ikke kender så meget til deres motiver,” siger han og nævner Holland og Tyskland som lande i Europa, hvor islamisterne vinder frem.

"Selvfølgelig var der klare og også problematiske NPM-elementer i det. Men miseren er først og fremmest hastværket og det lemfældige beslutningsgrundlag. Tag forløbet med EFI (it-systemet, der skulle inddrive gæld til det offentlige, red.). Det går galt, fordi man – før man overhovedet går i gang med at udvikle det – fyrer en stor del af dem, som sidder med opgaven. Hvorpå det så viser sig, at man ikke kan udvikle et it-system, der virker. Det har ikke noget at gøre med New Public Management. Det er bare hastværk og ubetænksomhed."

Professoren er pessimist, når det gælder Europa, hvor integrationen ikke er vellykket. Det er mere interessant, hvad der foregår i Asien, hvor så mange religioner formår at leve sammen, siger han og peger alligevel på et par løsninger.

”Åben debat i samfundet og dialog med liberale muslimer, og så må Europa lære, at indvandrerne bliver boende, og at det handler om at europæisere dem, ellers går de deres egne veje. Endelig er det vigtigt at undersøge islamistiske bevægelsers intentioner nøje. Man skal dog passe på med ikke at tippe over i islamforskrækkelse, for så går man islamisternes ærinde,” siger professor Tibi og ridser konfliktens kerne op:

”Den islamiske verden er svag – økonomisk, militært, politisk – men moralsk er den meget stærk. Kæmp for jeres europæiske værdier, for de er inkluderende, og vær åbne over for andre. Hvis man kæmper for sine værdier uden at være inkluderende, taber man. Derfor taber USA over for den islamiske verden.”

"Problemerne udsprang af reformatorernes tyrkertro på de lyksaligheder, der kan opnås ved centralisering, synergieffekter og stordrift. Det er idéer, der kan spores tilbage til 1920’erne og ikke har meget med New Public Management at gøre," siger Peter Bjerre Mortensen.

I de tidlige år af forløbet roste Rigsrevisionen Skatteministeriets planer i høje toner. Senere kritiserer den så Skatteministeriet for nøjagtig det samme, den havde rost dem for. Det er fuldstændig glemt i dag, hvor Rigsrevisionen står som helten. Men større helte er de altså ikke.

Jørgen Grønnegård Christensen, professor emeritus, Aarhus Universitet

De kloge konsulenters ukloghed

Bogen leverer en hård kritik af de dyre konsulentrapporter, som Skatteministeriet og Finansministeriet bestilte. De blev brugt som den tunge argumentation for de besparelser og effektiviseringer, man mente at kunne hente hjem.

Men rapporternes faglige fundament er til tider på så tynd is, at de to forfattere spørger sig selv, om de ikke snarere blev bestilt som legitimering.

"Rapporternes estimater fremstår ofte som et miks af uigennemskuelige statistiske analyser suppleret med eksempelbaserede 'erfaringer' fra bl.a. den amerikanske private sektor," forklarer Peter Bjerre Mortensen.



"Erfaringerne fra skatteområdet bør føre til overvejelser i hele centraladministrationen om, hvordan og i hvilket omfang man skal benytte eksterne konsulentrapporter," fastslår han.

Også Rigsrevisionen får kritik for at levere dårlig rådgivning.

"Rigsrevisionen har fra 2008 til 2015 afdækket så meget om forløbet i SKAT, at jeg tvivler på, at der kommer så meget egentligt nyt frem i Skattekommissionen," siger Jørgen Grønnegård Christensen.

"Men Rigsrevisionen har undervejs også kloget sig på, hvad SKAT skulle gøre fremadrettet, og det burde den have holdt sig fra. I de tidlige år af forløbet roste den Skatteministeriets planer i høje toner. Senere kritiserer den så Skatteministeriet for nøjagtig det samme, den havde rost dem for. Det er fuldstændig glemt i dag, hvor Rigsrevisionen står som helten. Men større helte er de altså ikke." 

Meget gik faktisk godt

Selv om deres bog er kritisk, understreger de to forfattere, at meget også lykkedes for det gamle SKAT.

SKAT blev gjort mere effektivt – og dét med en rationalisering ikke set magen til i dansk forvaltningshistorie. Og SKAT magtede rent faktisk at løse mange af sine kerneopgaver i det dramatiske tiår 2005-15.

Desuden klarer det danske skattevæsen sig slet ikke så ilde holdt op mod sammenlignelige lande. Og man er også – på trods af det, der endte i ruin – internationalt set i front med digitalisering.

Djøferne svigtede deres egen faglighed

Jørgen Grønnegård Christensen mener, at djøferne i toppen af processen svigtede deres egen faglighed.

"Embedsværket er de faglige garanter for politikerne, men her ser vi altså eksempler på, at de rådgiver og handler på et meget tyndt fagligt grundlag."

Men hvad skulle de have gjort?

"De skulle have givet sig mere tid. De skulle have opbygget kompetencer og viden hos dem selv om det, de var i gang med at iværksætte. De troede, de bare kunne købe sig til det ude i byen. Men det kan man ikke."

Bogen hylder den politologiske teori om 'begrænset rationalitet' og bruger et malende billede:

Den nepalesiske regering bad ingeniører om at bygge et nyt kunstvandingssystem til risbønderne, hvis årtusindgamle overrislingskanaler så gammeldags og ineffektive ud. Men de virkede. Det gjorde ingeniørernes 'moderne løsning' ikke.

Kort sagt: Beslutningstagerne ved mindre, end de selv tror. Virkelighedens mennesker er afhængige af de indarbejdede rutiner og den usynlige viden, som får deres organisation til at virke. Kører man hen over alt dét med larvefødder, kan man ikke få det tabte tilbage igen. Det er SKAT ifølge bogen et eklatant eksempel på.

"Hele den forcerede proces gjorde, at ledelsen fuldstændig undervurderede den uro og demotivation, det gav hos skattemedarbejderne, og alt det, man ville tabe af viden. Det var dårlig rådgivning fra embedsværket til politikerne," siger Jørgen Grønnegård Christensen.

Alle de mange reorganiseringer i tiåret 2005-2015 bliver – uanset hvad de går ud på – begrundet af embedsværket med de samme tomme floskler.

Jørgen Grønnegård Christensen, professor emeritus, Aarhus Universitet

Stop evige reorganiseringer

Historien om SKAT er også historien om topembedsværkets sværgen til bestandige organisationsændringer.

"Alle de mange reorganiseringer i tiåret 2005-2015 bliver – uanset hvad de går ud på – begrundet af embedsværket med de samme tomme floskler," siger Jørgen Grønnegård Christensen.

Fænomenet rækker langt ud over SKAT, mener de to forfattere, der ligefrem skriver, at man burde prøve at fjerne dette redskab fra topledernes værktøjskasse.

"Det er meget svært at finde forskningsmæssigt belæg for de positive gevinster af store reorganiseringer. Til gengæld sænker de produktiviteten på kort sigt, øger sygefraværet og skaber uklare ansvarsforhold," forklarer Peter Bjerre Mortensen.

"Der var så mange organisationsændringer frem og tilbage i SKAT fra 2005, at det kørte rundt for dem, og de mistede overblikket. Det bliver til 'det forpustede ministerium', som én skriver i et internt mødereferat," siger Jørgen Grønnegård Christensen

Og det stopper ikke.

"Ser man på de igangværende forsøg på at genoprette skatteforvaltningen, er troen på reorganiseringernes fortræffeligheder tilsyneladende usvækket," siger Peter Bjerre Mortensen. 

Ni råd til embedsværk, regering og Folketing

Forfatterne afslutter bogen med at opsummere ni ting, som politiske beslutningstagere kan lære af forløbet omkring SKAT:

  • Giv tid, giv tid
  • Høst ikke frugten, før den er moden
  • De små skridts fortrin
  • Store systemer er sårbare
  • Finansministeriets letfærdige almægtighed er et problem
  • Vær kritisk over for de dyre konsulenter
  • Rigsrevisionen skal holde sig til kritisk revision
  • Folketinget og partierne udnytter egen magt og ressourcer for dårligt
  • De smalle politiske forlig mangler politisk ydmyghed

Genopretning eller gentagelse?

Så er vi fremme ved nutiden. For politikerne har i et bredt politisk forlig nedlagt SKAT, smidt det hele op i luften i en ny begyndelse og oprettet syv selvstændige fagstyrelser i stedet.

Det er sket i en proces, hvor skatteminister Karsten Lauritzen (V) i modsætning til sine forgængere har arbejdet tæt sammen med Folketinget. Denne gang er det uden konsulentrapporter og gyldne løfter. Man har stoppet rationaliseringerne, annulleret de planlagte besparelser og tilført ekstra ressourcer til nyansættelser og nye it-systemer. Overskriften er 'genopretning'.

Er anden gang lykkens gang, som I spørger i bogen – eller hvor kan det gå galt?

"Den store risiko i genopretningen ligger i, at man nu har kastet skattevæsenet ud i en ny, stor reorganisering. Den del af det forrige projekt har man tilsyneladende ikke lært noget af. Samtidig er der betydelig risiko for, at nye møgsager dukker op, fordi problemerne på skatteområdet har fået lov at vokse sig så store, at de med al sandsynlighed tager meget lang tid at rette op på," siger Peter Bjerre Mortensen.

'Genopretningen' siden 2015-16 synes at være langt mere præget af Skatteministeriet selv, skriver I. Har Finansministeriet lært af lektien?

"Det er svært at sige, men når de er mindre tæt involveret i den aktuelle genopretning, er det nok nærmere, fordi de er blevet sat ud på sidelinjen frem for selv at trække sig. Men det må tiden vise," siger han.

"Vores budskab er ikke, at det er bedst med et svagt Finansministerium," understreger han.

"Men vi lægger op til en diskussion af, hvor langt ind i fagministeriernes maskinrum Finansministeriet skal. I perioden 2005-2015 var Finansministeriet meget tæt på både små og store beslutninger i Skatteministeriet."

Jørgen Grønnegård Christensen er kontant i sin vurdering:

"Min fornemmelse er, at man i Finansministeriet i dag er stærkt utilfreds med, at Skatteministeriet tilsyneladende denne gang har fået lov til at køre sololøb. Og hvis vi ser på, hvad Finansministeriet i øvrigt foretager sig, er der ikke noget, der tyder på, at de har ændret kurs med at ville involvere sig i meget konkrete og specifikke tiltag på andres ressortområder." 

Om bogen
  • _’Overmod og afmagt. Historien om Det nye SKAT’ er skrevet af professor emeritus Jørgen Grønnegård Christensen og professor Peter Bjerre Mortensen, begge Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet.
  • Bogen er baseret på offentligt tilgængelige kilder. Forfatterne har ikke haft adgang til akterne i Skatteministeriet eller interviewet involverede – hvilket ifølge forfatterne ikke mindst skyldes nedsættelsen af Skattekommissionen, som får skotterne til at gå ned omkring ministeriet og dets embedsmænd.
  • Udgivet af Djøf Forlag, 23. oktober 2018.
2 kommentarer
6
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommenter

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Britt Nielsen

26.10.2018 kl. 16.47

Som tidligere ansat i butikken vil jeg gerne tilføje, at medarbejderne gang på gang har advaret ledelsen mod konsulentrapporterne og de årlige omstruktureringer - fuldstændig uden resultat. De dyre konsulentdrenge vidste det hele meget bedre, og var man ikke enig, så var man besværlig og ikke omstillingsparat. Nu omstrukturerer man så igen - giver barnet nye navne og kaster erfarne medarbejdere rundt i hele landet - gæt selv hvor mange erfarne medarbejdere, der er tilbage, når denne omgang omstruktureringer er færdige.
Egentlig har jeg siden 2005 bare manglet svar på et spørgsmål: Med en medarbejderreduktion på 50 %, hvilke opgaver mener politikerne så, der IKKE skal laves?

1 kommentar
18

Michael Prehn

27.10.2018 kl. 23.40

Bogen citeres for at "rapporternes faglige fundament er til tider på så tynd is, at de to forfattere spørger sig selv, om de ikke snarere blev bestilt som legitimering."
Der kan næppe være nogen tvivl om at eksterne konsulenter normalt bruges for at legitimere allerede trufne beslutninger. På samme måde er det ikke, som det skrives "dårlig rådgivning fra embedsværket til politikerne". Da embedsværkets rådgivning også ofte er bestilt. Hvorfor ellers begrænse offentlig indsigt i "intern" ministerrådgivning?
Problemet er ikke at man for at opnå et bestemt mål benytter forkerte rådgivere. Problemet er at man (= politikere) ønsker at gennemføre en bestemt "reform" og rekvirerer den rådgivning der legitimerer den. Der er ikke fokus på om resultatet opnås, kun på processen (f.eks. digitalisering).

0 kommentarer
4
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.