Arbejdspres ødelægger vejen tilbage fra hjernerystelse

Mange har svært ved at komme sig efter en hjernerystelse. Og det i en grad så det går ud over arbejdet. Det seneste år alene har mindst 47 medlemmer kontaktet Djøf, fordi de har mén efter hjernerystelse.

”Vi møder både chefer og menige medarbejdere, der er eller har været sygemeldt, fordi de har pådraget sig en hjernerystelse,” fortæller Helle Hvilshøj, chefkonsulent i Djøf.

Og de har alle et særligt fællestræk.

”De er ambitiøse og vil gerne bidrage, så det at blive ramt på hovedet er fatalt for dem. De har så svært ved at slippe ansvaret og pligtfølelsen. Og har de været sygemeldt i længere tid, er de bange for, om de nogensinde kommer til at kunne arbejde igen. For hvis de ikke kan bruge deres hoved længere – hvad så?”

I langt de fleste tilfælde bliver det dog godt igen, siger Helle Hvilshøj – det tager bare tid og tålmodighed. Og forståelse fra omverdenens side.

 Hjernerystelse er en mindre hjerneskade

Det er det samme billede, neuropsykolog Simon Heydorn ser. Han er ansat på Hans Knudsen Instituttet, der hjælper mennesker med senfølger efter hjernerystelser – typisk henvist af kommunen. Og lige netop tålmodighed kan være en særlig udfordring for de højtuddannede, siger han.

”Hvis man skal bruge en metafor, så er den her type mennesker vant til kun at have et redskab i værktøjskassen: At smøge ærmerne op og forsøge at knokle sig ud af de udfordringer, der opstår. Problemet er bare, at det ikke fungerer, når du har en hjernerystelse. Det vil svare til, at du løber for at hele en brækket ankel.”

Simon Heydorn møder mange, der bare gerne vil tilbage til arbejdet så hurtigt som muligt.

”For hvem skal ellers svare på alle de mails, der ligger i indbakken, og hvem skal tage sig af de opgaver, der ligger på skrivebordet? Derfor vender de tilbage til arbejdet, men må konstatere, at de ikke kan følge med. De har jo trods alt fået en mindre hjerneskade og ikke bare en hudafskrabning.”

Så de kapitulerer og tager hjem igen.

”Men efter et par dage er de igen tilbage på fuld tid. Det er det mønster, vi ser,” siger Simon Heydorn.

Det er bare på ingen måde en god løsning, understreger han.

”Vi ved, at det, som fungerer, er en langsom og gradvis optrapning – både i det sociale liv og i arbejdslivet. På arbejdet skal man have nogle mindre komplekse arbejdsopgaver, nogle kortere dage og flere pauser. Men det kan være så svært for nogle, fordi det ikke harmonerer med ens selvbillede eller identitet, at man ikke kan have de fede arbejdsopgaver, som man havde før. Det kan også ligge i hele kulturen på arbejdspladsen, hvilket betyder, at man kan have svært ved at passe på sig selv, men også at kollegaerne måske heller ikke er gode til at passe på hinanden.”

Hvad sker der, hvis man ikke tager hensyn til sin hjernerystelse?

”Der er ingen forskning på området. Men meget tyder på, at hvis man ikke tager hensyn i starten, vil generne blive mere langvarige.” 

Pres fra chefen

Både i Djøf og på Hans Knudsen Instituttet oplever man, at personlige ambitioner og pligtfølelse spænder ben for restitueringen. Men også at nogle arbejdsgivere gør det samme.

”En del kan også opleve pres fra chefen. Men vores erfaring er, at hvis vi fx tager en socialrådgiver, der har forstand på hjernerystelser, med ud på arbejdspladsen, er arbejdsgiver meget samarbejdsvillig,” siger Simon Heydorn.

Men der er i det hele taget ved at ske et positivt skift.

”For mange har hjernerystelser været noget, der er er overstået på en uge og i grelle tilfælde to. Men det er ikke sådan, at vi bruger længere tid på at komme os over en hjernerystelse. Før kaldte vi det bare noget andet – måske stress – hvis det varede længere tid. I dag har mange en større viden om, hvad en hjernerystelse kan gøre ved én, og hvordan man bedst kommer i bedring – formentlig fordi der bliver skrevet og talt mere om hjernerystelser, og det giver en større forståelse,” siger Simon Heydorn.

Han fortæller, at mellem 85-90 procent med en hjernerystelse kommer sig inden for et år.

”Men det er jo også længere tid, end de fleste lige regner med. Og hvis man tror, at man er klar efter et par dage eller en uge, så bliver man jo frygtelig frustreret.”