Efter to års sygemelding: Jeg følte et voldsomt pres fra mig selv

Det er december. Laura Olsen har store solbriller på og går med museskridt fra sin lejlighed ved Christianshavns Kanal i København og hen over Christianshavns Torv. Det kræver store anstrengelser, men hun har en aftale hos en neurolog.

Fire måneder før havde Laura Olsen lige sagt sit job op som afdelingsleder i Socialpædagogernes Landsforbund. Hun skulle i første omgang holde nogle måneders orlov, og så ville hun finde ud af, hvad der videre skulle ske. Hun havde sparet op, og alt lå åbent.

Det var en fantastisk augustdag. Solen skinnede, hun sad på cyklen og følte sig fri og glad. Og bum. Så lå hun der. Formentlig fordi en eger var brækket og havde boret sig ind i forhjulet. Hun havde ikke cykelhjelm på og endte på skadestuen, hvor hun fik syet en stor flænge i panden. Men det skulle vise sig at være det mindste af det.

Laura Olsen havde fået en hjernerystelse. Kvalmen kom om aftenen, og så gik det bare ned ad bakke. Efter et par uger kunne hun ikke forlade sin lejlighed. Hun kunne ikke læse og kunne ikke holde ud at tale med nogen. Hun kunne ikke klare sanseindtryk. Lyset, lydene og lugtene var for voldsomme. Hun kunne kun være i nordvendte rum, og i perioder lå hun bare i fosterstilling inde i sengen. Hun var træt, træt, træt.

”Alle filtre i hjernen var væk. Alle fugle pippede lige højt, og opvaskemaskinen larmede lige så meget som bilerne, der kørte nede på gaden. Forestil dig et ministerium, hvor departementschefen skal læse alle mails og tage alle telefonopkald, der kommer ind, fordi der ikke bliver sorteret i noget – alt er lige vigtigt. Sådan var det oppe i mit hoved.” 

”Vi djøfere kan slet ikke lide at være uproduktive”

Hun måtte bare konstatere, at hun ikke kunne noget – og det var svært.

”Vi djøfere har nok en tendens til at tænke, at vi er uundværlige, og vi kan slet ikke lide at være uproduktive. Og som den djøfer, jeg er, forsøgte jeg at projektlede min sygdom – at søge information og dele min vej tilbage ud af hjernerystelsen op i faser. Men jeg måtte bare konstatere, at sådan en sygdom bare ikke kan struktureres.”

Den gode nyhed hos neurologen på Christianshavns Torv var, at Laura Olsen ikke havde blødninger i hjernen. Men hun havde eftervirkninger efter hjernerystelse. Senere fik hun konstateret, at hun havde mistet både samsyn og dybdesyn, så hendes øjne ikke kunne koordinere ét samlet syn – derfor kunne hun hverken læse eller se folk i øjnene. Men der var ingen behandling andet end tid, lød meldingen.

Senere fik hun kontakt til en fysioterapeut, en neurooptometrist og en neuropsykolog, der alle er eksperter i hovedtraumer.

Hos neurooptometristen fik hun nogle øvelser til at træne synet, og det begyndte langsomt at gå fremad.

Og så fik Laura Olsen ikke mindst to gode råd fra neuropsykologen – de bedste, hun fik i det, der skulle ende med at blive et to-årigt forløb, inden hun var helt tilbage i samme gear som før:

1. ’Du skal ikke lytte til dit hoved – du skal lytte til din krop. For din krop lyver ikke, men dit hoved er ikke altid ærligt.'
2. ’Gør kun 80 procent af det, du kan’.

 ”Presset kom kun fra mig selv”

Laura Olsen gjorde også selv noget, som hun gerne vil give videre som et godt råd til andre med hjernerystelse:

”Efter seks-syv uger med hjernerystelse tænkte jeg, at jeg hellere vil være i koma. Men vi har jo kun et liv, så jeg besluttede med mig selv, at jeg ville have så god en tid som muligt, selv om jeg slet, slet ikke kunne det, jeg plejede. Jeg spurgte mig selv: 'Hvad gør dig glad, og som du stadig kan?' Jeg kunne fx ikke drikke kaffe. Men jeg kunne drikke te, så når jeg drak te, sørgede jeg for, at det var den allerbedste slags, og jeg gjorde mig umage med virkelig at nyde den. Jeg sørgede for altid at have friske blomster og spise noget, jeg virkelig godt kunne lide, og som var godt for hjernen, fx økologisk laks. Jeg tror, det gjorde, at jeg aldrig var i nærheden af at have en depression, hvilket mange med hjernerystelser får.”

Og så gik der nok også lidt djøfer i den igen, som hun siger.

”Jeg begyndte at notere alt det ned, som jeg gjorde i løbet af en dag. Hvis jeg fx havde lyttet til middagsradioavisen eller havde lavet mad, skrev jeg et lille a eller et stort A ud for alt efter, hvor anstrengende det havde været. På den måde kunne jeg se, at det faktisk gik en smule bedre med tiden.”

Det tog måneder for hende at lære ikke at tænke, men at mærke.

At hun efterhånden lod kroppen og ikke hjernen bestemme, betød, at hun ikke så sønnen gå Lucia-optog, og hun sagde nej til gode venners bryllupsfest.

Efter halvandet år var Laura Olsen dog så frisk, at hun kunne komme i praktik. Og september i 2016 var hun helt rask.

I dag er hun specialkonsulent i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering og arbejder som frivillig HR-chef for Roskilde Festival.

Når Laura Olsen ser tilbage, er hun taknemlig for, at hun ikke var i et job, da hun pådrog sig sin hjernerystelse.

”Dengang var det forfærdeligt, men i dag tror jeg, det var godt. Havde jeg haft et job, tror jeg, jeg var kommet for hurtigt i gang, fordi jeg ville have presset mig selv. Men jeg havde ikke noget pres fra en arbejdsgiver eller fra kommunen – presset kom kun fra mig selv, men det lærte jeg at håndtere. Jeg fik den ro, jeg skulle have, og jeg tror, det har været helt afgørende for, at jeg ikke har nogen mén tilbage, ud over at jeg nok ikke kan bungy jumpe på grund af mine nakkehvirvler, der også fik et slag – men det gør heller ikke så meget, når man er 46,” som hun siger.