Fra idioti til filosofi – og 300 andre HR-floskler

”Skal jeg læse det højt?”

Fyren fra it stirrede uroligt ned mod papkortet i sin hånd.

For enden af bordet nikkede facilitatoren oppe fra HR entusiastisk.

Jeg mærkede mine tæer krumme i skoene, mens den stakkels it-mand gik i gang:

”Du oplever,” læste han tøvende, ”at en af dine kolleger har taget det sidste kaffe uden at sætte nyt over. Hvad gør du?”

Han kiggede spørgende rundt på de andre medlemmer af ”blåt hold”, mens jeg på min plads i ”rødt hold” forsøgte at lade være med at vende øjne. Vi var ikke engang en halv dag inde i det årlige trivselsseminar, og HR havde allerede overgået sig selv:

Ikke alene havde de tvunget os til at sidde halvanden time og høre en teflonbelagt ledelsesguru snakke om at ”forankre sin forandring” med initiativer, der ”nytter og flytter,” og 300 andre managementflosker, som jo for helvede ikke forvandler ”idioti til filosofi”, bare fordi de ”kommer i stimer og rimer”.

Nu skulle vi så åbenbart bruge resten af dagen på at ”blive nysgerrige på kerneopgavens fire dimensioner” ved at spille ”kerneopgavespillet”: En slags HR-sorteper som startede med, at blåt hold læste et kort op og ”drøftede dilemmaet,” mens rødt hold lyttede ”nysgerrigt, ærligt og reflekterende”. Hvorefter rødt hold ”berigede” de ting, blåt hold havde sagt ”med nye vinkler og perspektiver.” Indtil vi til sidst ”reflekterede over de refleksioner”, der var kommet frem og skrev de mulige ”handle-aktioner” ned på en post-it.

Jeg bandede indvendigt, mens de to hold reflekterede. Man skulle ikke have været til mange HR-seminarer for at vide, at kerneopgavespillet var et spil, hvor man – selvom man passerede start – ikke indkasserede sin tabte arbejdstid. 

”Måske kunne du læse den næste?” foreslog HR-facilitatoren, da vi kort efter havde løst det første dilemma med handle-aktionen: ”Snakke med sin kollega.”

Jeg tog kortet fra bunken, mens jeg formanede mig selv at holde facaden. Det nyttede jo ikke at lave en scene.

”En kollega sætter dig i en situation,” læste jeg langsomt, ”hvor du skal udføre en opgave, du ikke synes giver mening. Hvad gør du?”

Jeg kiggede vantro på kortet. Det kunne jo ikke være sandt. Var der da ingen grænser for, hvor meget man skulle hykle på en moderne arbejdsplads?

”Vil du selv give et bud?” opfordrede facilitatoren. ”Hvis det er en situation, du kan genkende?”

Jeg skævede op mod hende, mens jeg et kort øjeblik vaklede mellem handle-aktionerne ”at smide et kerneopgavespil efter en HR-medarbejder” eller ”at skyde mig en kugle for panden”.

”Og du skal ikke være bange for, at det bliver flyvsk,” beroligede hun. ”Kerneopgaven er ikke en definition. Det er en refleksion.”

Så tog jeg mig sammen og tvang et reflekterende smil frem på ansigtet:

”Jeg tror, jeg ville vælge at snakke med min kollega.”