Debat

Forsker: Kritikken af bureaukratiet er hyklerisk

11.10.2018

af

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

I flere årtier har afbureaukratisering i den offentlige sektor været et plusord og et stadigt tilbagevendende tema. Men ifølge CBS-forsker Thomas Lopdrup-Hjorth er der en overhængende fare for, at barnet smides ud med badevandet, når man løber stormløb mod bureaukrati og administration som sådan.

Bureaukratiet har altid været vanskeligt at holde af, endsige overhovedet at tolerere. Det er der mange gode grunde til. Dets irrationalitet og umenneskelighed har været udstillet af en række skønlitterære forfattere.

Oven i det kan man så lægge, at sociologen Zygmunt Bauman har peget på den nære forbindelse mellem Holocaust og bureaukratiet. Og endelig har moderne ledelsesteorier over snart tre årtier haft bureaukratiet som hadeobjekt nummer ét. Konklusionen synes derfor at være: ’Bureaucracy Must Die’, som det prosaisk udtrykkes af den amerikanske ledelsesguru Gary Hamel.

En politisk evergreen

Det kan derfor heller ikke undre, at afbureaukratisering i den offentlige sektor har været et entydigt plusord og stadigt tilbagevendende tema, siden Schlüter-regeringen fremlagde sit ’Moderniseringsprogram’ i 1983.

Den seneste afart heraf er nu blevet lanceret af Sophie Løhde under overskriften ’Færre regler og mindre bureaukrati’. Afbureaukratiseringstiltag er således en politisk evergreen, der med vedvarende mellemrum lanceres på ny.

Dykker man ned i den seneste plan, indeholder den flere initiativer, der virker ganske rimelige. Men den indeholder imidlertid også de alt for velkendte gloser om ’kolde vs. varme hænder’, ’borgerfjernt bureaukrati’ og en lidet flatterende fremstilling af administration, som når begrebet fx indskrives i vendinger som ’mindske mængden af bureaukrati og administration’.

Bureaukrati-bashing

Problemet er, at det centrale omdrejningspunkt bliver, at mindre administration pr. definition er godt, i stedet for fx at bestræbe sig på at få bedre administration. Der er her tale om en videreførelse af en sprogbrug, der ikke blot har vundet indpas blandt politikere, men også i offentligheden mere generelt: Bureaukrati- og administrations-bashing.

Og hvorfor er det så et problem? Det er det af to grunde: For det første fordi klassiske bureaukratiske og administrative principper tenderer til at blive sammenblandet med den knopskydning af måltal og KPI’er, der er blevet udbredte i den offentlige sektor over de seneste mange år. For det andet fordi en række af de seneste års skandalesager – ikke mindst i centraladministrationen – netop har været karakteriseret ved, at klassiske bureaukratiske og administrative dyder er blevet tilsidesat.

Når man løber stormløb mod bureaukrati og administration som sådan, er der derfor en overhængende fare for, at barnet smides ud med badevandet. Afbureaukratiseringsbestræbelserne har derfor over årene måske nok bragt en række fordelagtigheder og besparelser med sig, men de har samtidig haft en pris, som det imidlertid er ret vanskeligt samlet at gøre op.

Der er en fare for, at vi ikke har tilstrækkeligt blik for, hvilken værdi god administration og bureaukrati har.

Thomas Lopdrup-Hjorth, adjunkt, CBS

Underkendt værdi

Den amerikanske ledelsestænker F.W. Taylor blev i sin tid berømt (og berygtet) for at borteffektivisere det indtil da oversete og usynlige ’spild’ af bevægelser, der pågik i den amerikanske industri omkring slutningen af det 19. og starten af det 20. århundrede.

Selv om effektiviseringsbestræbelsen stadig er (og bør være) med os, så synes det af Taylor opdagede problem i dag at have fået en ny skyggeside: I udmøntningen af afbureaukratiserings- og effektiviseringsbestræbelserne er der nemlig en fare for, at vi ikke har tilstrækkeligt blik for, hvilken værdi god administration og bureaukrati har.

Værdien heraf bliver så at sige først synlig på bagkant – og når det er for sent. Som når der fx lige pludselig mangler 12,3 milliarder i SKAT, og når befolkningens tillid til embedsværket i centraladministrationen styrtdykker som resultat af de seneste års skandaler. Sidstnævnte lader sig i sagens natur vanskeligt prissætte. Men hvis det gjorde, var det nok et ganske betragteligt beløb.

Den hidtil primære officielle respons herpå har været ’Kodex VII – Syv centrale pligter’. Hvad der i denne sammenhæng er værd at fremhæve er, at indtil flere af de heri indeholdte pligter er sammenfaldende med de klassiske bureaukratiske pligter, som den tyske samfundstænker Max Weber fremhævede i sin beskrivelse af bureaukratiet. Som Weber imidlertid også fremhævede, så var disse pligter snævert sammenhængende med og understøttet af den bureaukratiske organisation. Spørgsmålet i dag er derfor ret simpelt: Kan man få de pligter, der følger med bureaukratiet (sandhed, lovlighed, faglighed, partipolitisk neutralitet etc.), uden samtidig at forpligte sig på den klassiske bureaukratiske organisation?

Og hvis man ikke vil have sidstnævnte, men gerne vil have pligterne, hvor meget eller hvor mange af dem er det så realistisk at forvente at få? Kan man blive ved med at undsige bureaukratiet og samtidig forvente at få det, som det leverer?

Politisk hykleri

Problematikken her kan forstås gennem den engelske historiker og politolog David Runcimans tematisering af ’politisk hykleri’. Runciman hævder, at selvom vi ikke bryder os om politisk hykleri, er det naivt at tro, at vi kan komme det til livs, fordi det er allestedsnærværende. Det, der imidlertid er afgørende, hævder han, er, at vi bliver i stand til at skelne mellem skadelige former for hykleri og så de, relativt set, mere uskadelige former. Og i forlængelse heraf bør vi primært bruge vores kræfter på at kritisere førstnævnte og affinde os med sidstnævnte. Hvad der falder på den ene og på den anden side, vil imidlertid altid skulle afgøres i forhold til de konkrete problemer, vi til enhver tid står med.

Og det er så her, vi kommer tilbage til den udbredte bureaukrati- og administrationsbashing, der har vundet indpas i dag, og som desværre også går igen i sprogbrugen i den seneste afbureau-kratiseringsplan.

I lyset af Runcimans skelnen er det med ovennævnte skandalesager in mente derfor værd at overveje, om den generaliserede bureaukrati- og administrationskritik nu er ved at have nået sit kritiske punkt? Den har hele tiden haft et element af hykleri over sig. Spørgsmålet er imidlertid, om det nu er blevet den skadelige slags hykleri, som Runciman advarer imod, og som man derfor med rette kan udsætte for kritik, fordi dens samfundsmæssige omkostninger er for store?

Thomas Lopdrup-Hjorth

2017- Platform-facilitator for The state, History and Bureaucracy Cluster, CBS

2016- Adjunkt, Institut for Organisation, CBS

2013-15 Post.doc., Institut for Organisation, CBS

2008-12 Ph.d.-stipendiat, Institut for Ledelse, Politik og Filosofi, CBS

2007-08 Forskningsassistent, Institut for Ledelse, Politik og Filosofi, CBS

2007 Cand.merc. (fil.)

Han skriver i øjeblikket med professor Paul du Gay på en bog med arbejdstitlen ’For State Service’. Bogen giver ikke blot et rids af staten og dens historie, men også et normativt forsvar for bureaukratiet og en række dertil hørende statslige embeder i lyset af den kritik, de historisk og aktuelt har været udsat for.

Har derudover skrevet om Kodex VII og embedsetik i lyset af skandalesagerne i den danske centraladministration. Dette arbejde udkommer bl.a. i følgende publikation:

Lopdrup-Hjorth, T. & Roelsagaard Obling, A. (2019): ‘Monstrous rebirth: Reinstating the ethos of bureaucracy in public organization’.
Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet