Den danske model balancerer på en knivsæg

Konkurrencestaten er i krise, men dens kritikere skal ikke glæde sig for tidligt. Fremtiden er usikker, og den danske samfundsmodel balancerer faretruende på en knivsæg mellem ’reformismen’, der har bragt os så langt, og ’reaktionen’, som søger tilbage i historien efter et glansbillede-samfund, som aldrig har eksisteret og ikke kan (gen)skabes.

Professor emeritus Ove K. Pedersen har præget generationer af studerende og forskere med analyser af den danske og nordiske samfundsmodel, indtil han på godt og ondt fik sit folkelige gennembrud med bogen om ”Konkurrencestaten” i 2011. Han lægger ikke selv skjul på, hvordan reaktionen på begrebet har overrasket ham, men også inspireret ham til at forstå kritikken. Hans nye bog om ”Reaktionens tid” er gennemsyret af ønsket om at forstå og lære af konkurrencestatens kritikere på en måde, som peger frem. Bogen er en lærd, lærerig, engageret og normativt motiveret historieskrivning om den danske samfundsmodels rødder og aktuelle legitimitetskrise – tilsat et forsøg på at vise en vej ud af krisen.

Bag den udskældte konkurrencestat skal man nemlig se de lange linjer i udviklingen af den højt besungne danske samfundsmodel, som har leveret unikke resultater for borgerne og er genstand for international beundring. Modellen er skabt af ’reformismen’, dvs. idealet om, at man ved at tage små skridt inden for rammerne af de eksisterende institutioner kan skabe et bedre samfund. Reformismen har udviklet sig til en selvstændig ideologi, som forener elementer af liberalisme, konservatisme og socialisme, og formår at skabe løbende kompromisser mellem reformismen selv og dens kritikere.

Den udskældte lillebror

Konkurrencestaten reddede velfærdsstaten fra at blive kvalt i sit eget overforbrug og formåede samtidig at reformere samfundsmodellen på en måde, som tilgodeså velfærdsstatens tilhængere og dens neoliberale kritikere. Kompromisset betød, at forestillingen om den ’dydige borger’, der tager ansvar og bidrager til fællesskabet, måtte opgives.

Afløseren var neoliberalismens opportunistiske menneskesyn, som gjorde det nødvendigt at indhegne grådige velfærdsforbrugere og nyttemaksimerende bureaukrater med hård budgetstyring og økonomiske incitamenter. ”New Public Management” blev konkurrencestatens ligeså udskældte lillebror.

Men hvorfor er konkurrencestaten – og dens historiske ophav reformismen – i så dyb og alvorlig en krise?  Årsagen skal ifølge Ove K. Pedersen findes i fraværet af de værdier og visioner, som i generationer har udgjort drivkraften i reformismen. Teknokratiet reddede velfærdsstaten, men aflivede samtidig de værdier og visioner, som er fremskridtets brændstof.       

Tanken om den dydige, ansvarlige og bidragende borger er erstattet af det nyttemaksimerende, opportunistiske individ. Ideologien og politikken er erstattet af ’økonomismen’, der definerer et økonomisk-politisk ’råderum’, som kun kan udfordres af akademiske eliter med økonomisk indsigt. Det decentrale demokrati er erstattet af centralstyring, og visionen om velfærdssamfundet er blevet erstattet af den resultatfikserede NPM-tankegang, som måler og vejer hospitalers og uddannelsesinstitutioners performance, som om den var et mål i sig selv.

Svar på politisk nostalgi

Analysen er indsigtsfuld og højaktuel, fordi den søger svar på den udbredte politiske nostalgi, som præger tiden: Trumps neonationalisme, Brexits fortidsforherligelse og de autoritære politiske bevægelser i og uden for Europa. I Danmark ser vi et helt andet billede, men den politiske nostalgi kan genfindes i kritikken af konkurrencestaten, som søger tilbage til en romantisering af fortidens velfærdsstat med voksende budgetter, decentralt råderum og uantastet fagprofessionel suverænitet.

Ove K. Pedersen anerkender kritikken af konkurrencestatens mangel på ideologi og værdier, men dementerer både faktuelt og normativt kritikernes billede af fortiden som en bedre tid at leve i. I hans optik skal svaret på reformismens krise findes i forestillinger om fremtiden – ikke om fortiden.

Ove K. Pedersen kombinerer i ”Reaktionens tid”, som han selv kalder et oplysningsprojekt, den nøgterne analyse med det åbenlyse engagement. Han træder med andre ord ind i rollen som ægte intellektuel, der søger indsigtsfulde svar på tidens udfordringer. Og hans primære svar bliver at melde sig ind i idekampen på reformismens side i en række af de klassiske spørgsmål om individets frihed, demokratiets fremtid, generationsbalancernes tidshorisont og nationalstatens forhold til omverdenen. Men vigtigst er det at praktisere ’besindelse’ på fællesskabets vegne som modgift til opportunismens ’spin’ og populismens forenklede modsætninger. Besindelsen er både en individuel fordring og en social relation - den er værnet imod forenklede budskaber om ’dem’ og ’os’, og den er grobunden for nye reformistiske kompromisser.

Ifølge Ove K. Pedersen er der ikke (længere) en historisk fornuft, der med sikkerhed redder os ud af konkurrencestatens legitimitetskrise. Vi er tvunget til hver især at tage stilling til tidens store spørgsmål og handle på dem. ”Reaktionens tid” ender som et forsigtigt kampskrift for idealistisk engagement og realpolitisk besindelse. Men det er bogens samfunds- og idehistoriske analyse, som for alvor gør os klogere på tidens dilemmaer og klæder os på til selv at søge efter konkurrencestatens afløser.