Been there, done that

Der lå en nøgen dame på stranden. Vi kunne ikke være i os selv over dagens lykketræf. Racede tilbage for at fortælle det til de andre fra fritidsklubben. Jeg husker ikke, om det var Gerner eller Hein, pædagoger i kamuflage af hippiehår og skæg, som spurgte, mens han rystede overbærende på hovedet: ”Har I aldrig set en nøgen kvinde?”

Lige først virkede ordene som en lammer, for man kunne ikke rigtig sige noget mod det. Både jo og nej ville være halvpinlige indrømmelser, især fordi det lurede i spørgsmålet, at vi var barnlige og endnu ikke kunne omgås det mest naturlige. 

Ikke at det stoppede os. Vi spænede hen for at se mere.

En unaturligt velformuleret 12-årig kunne selvfølgelig have svaret, at visse ting i livet kan ses og opleves mere end én gang uden at miste kvalitet – marmorskulpturer på Glyptoteket, billeder på Statens Museum for Kunst – også her fortælles historier om hende på stranden.

Alt bliver måske kedeligt en dag, og for nogle er det åbenbart magtpåliggende at overlevere denne triste erfaring til nye i faget. Man møder første dag, og der er altid én, som har været i organisationen længe nok til at have set og gennem-skuet alting: 

”Nej, det kan du godt opgive.”

”Det gider ledelsen ikke høre på.”

”Bare vent, til du har prøvet det nogle gange, så bliver du dødtræt af det.”

Rutinen venter tålmodigt på os, slider vores sanser, kaster lange skygger i hukommelsen. Been there, done that, lyder som en dør, der smækkes i vrede. Men der ligger også noget fortrængt i folks trætte attituder og blaserte udsagn. I virkeligheden er det en måde at udtrykke sorg over forspildte chancer, en svindende evne til at lade sig rive med af begejstring, over tiden der fuser ud. En næsten rørende gnavenhed, i visse tilfælde uklædelig misundelse, når nye kolleger eller næste årgang på studiet indfinder sig med åbent sind og muligheden for at opleve stærkere, dybere, gøre tingene anderledes, bedre, for hvem ville ikke ønske, man selv kunne begynde forfra, flyve hen over strandens brændende sand sammen med de andre, dratte om i et grineflip i klitterne.

Spørgsmålet er, hvad man gør, når man selv bliver sådan?

Jeg kender en fin fyr. Præcis min alder, gift, voksne børn, hund, job. Han har oplevet lidt af hvert, noget er gået godt, andet er stille gået i sig selv igen. Ingen egentlig grund til bekymring. Alligevel virker det nogle gange, som om han ikke er til stede, han keder sig, brokker sig over røvsyge rutiner eller noget, han har læst i Politiken. Folk forsøger at muntre ham op, prøver at forklare, at meningen med livet ligger i selve gentagelsen; efter nat følger dag, efter suppe kommer steg og is.              

Håber, at det hjælper. Selv om han siger, han har hørt det hele før.