Sponsorater

Også Aarhus Universitet stopper eksklusivaftaler

31.10.2018

af

PR-foto: Lars Kruse/AU Kommunikation

PR-foto: Lars Kruse/AU Kommunikation

I flere tilfælde har Aarhus Universitet indgået aftaler med fagforeninger og a-kasser, som forsøger at udelukke konkurrenter. Nu følger AU i kølvandet på KU og CBS og vil have eksklusivaftalerne stoppet.

Det har tilsyneladende snarere været reglen end undtagelsen på de danske universiteter, at fagforeninger forsøger at holde hinanden ude på nye studerendes introforløb. Først gjorde Københavns Universitet (KU) opmærksom på, at man vil have eksklusivaftaler stoppet. Dernæst meldte Copenhagen Business School (CBS) sig i koret, efter at universitetet opdagede et tilfælde, hvor en a-kasse har krævet eksklusivitet i introforløbet.

Nu er turen så kommet til Aarhus Universitet (AU). Fagforeningen Prosa har søgt aktindsigt i universitetets aftaler med fagforeninger og a-kasser, og man har fundet flere eksklusivaftaler. Det skal ifølge rektor på AU, Brian Bech Nielsen, være slut.

”Flere af aftalerne har karakter af eksklusivaftaler. Det skal i den forbindelse understreges, at sådanne aftaler ikke må indgås,” skriver han ifølge Prosa i et brev til AU’s dekaner.

Eksklusive rusvejlederkontrakter

Aarhus Universitet blev først bekendt med universitetets eksklusivaftaler, da Prosa søgte aktindsigt.

I Magistrenes (DM/MA) aftale med uddannelsesvidenskab på Aarhus Universitet – en aftale, der har en værdi af 6.000 kr. – kan man bl.a. læse, at ”rusvejlederne/tutorerne skal tale positivt om DM/MA under studiestarten og må ikke anbefale andre fagforeninger eller a-kasser.”

Lignende betingelser er indskrevet i aftaler mellem Magistrene og eksempelvis teologi, musikvidenskab, filosofi, antropologi og historie. Det fremgår af Prosas aktindsigt.

Ifølge Djøfbladets egen aktindsigt er der ikke krav om eksklusivitet i aftalerne mellem Djøf og studieretninger på AU. Man kan dog læse, at Djøf har en bonusordning med politik og økonomi på AU, der indebærer, at hvis 75 procent af nye studerende meldes ind i Djøf, udbetales et ekstrabeløb på 1.500 kr.

Samtidig giver studiestartssponsoraterne også Djøf adgang til at skrive til de nye studerende via tre-fem opslag i de sponsorerede studieretningers respektive facebookgrupper.

Eksempler på Djøfs 2018-aftaler med studier på AU
  • Økonomi: 13.000 kr.
  • Jura: 12.500 kr.
  • Statskundskab: 25.500 kr.
  • Politik og økonomi: 5.000 kr. 
Store aftaler

Prosas aktindsigt viser også, at fagforeninger og a-kasser indgår såkaldte partnerskabsaftaler – store sponsorater med universitetet, som ikke er specifikt møntet på studiestarten. Formålet er at ”øge jobparathed og styrke beskæftigelsesmuligheder blandt studerende ved Aarhus BSS samt at øge kendskabet til organisationens medlemstilbud,” som der står i Djøfs aftale med Aarhus BSS.

Akademikernes A-kasse har eksempelvis betalt 120.000 kr. til Aarhus BSS og Arts (det fakultet, der rummer humaniora, teologi og pædagogik, red.). I aftalen står der, at fagforeninger og a-kasser kun har adgang til studiestartsaktiviteter ”igennem en karrierepartnerskabsaftale med Arts Karriere.”

Djøf har betalt 150.000 til Aarhus BSS, men dén aftale indeholder ikke en betingelse om, at en karrierepartnerskabsaftale er nødvendig for at få adgang til studiestartsaktiviteter.  

I 2018 har Prosa fundet kontrakter indgået mellem AU og fagforeninger eller a-kasser til en værdi af 1.020.000 kr. Men fra centralt hold har man altså ikke været opmærksom på indholdet af aftalerne, og derfor vil man nu have alle formuleringer om eksklusivitet fjernet.

”Vi er glade for samarbejdet med fagforeninger og a-kasser, men det er helt klart, at man ikke skal kunne købe sig til særlige rettigheder, og at vi ikke skal forskelsbehandle. Nu sætter vi ekstra fokus på at sikre samme betingelser for alle,” siger pressechef for AU, Anders Correll, til Prosabladet.

Som Djøfbladet tidligere har beskrevet, har også KU og CBS fundet aftaler, der indeholder krav om eksklusivitet. Begge universiteter er ved at finde ud af, hvor stort omfanget er.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
KL - Kommunernes Landsforening
Job
Erhvervsstyrelsen
Job
Udlændinge- og Integrationsministeriet
Job
Røde Kors
Job
Politiets Efterretningstjeneste
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet