Professor: Kunstig intelligens stjæler næppe dit job

Privatpersonen Philipp Schröder bliver lige så fascineret som alle andre, når virksomheder fra Silicon Valley opfinder maskiner, der kan binde snørebånd, eller selvstyrende droner, der kan bringe pizza ud. Men økonomen Philipp Schröder ved, at maskinerne næppe bliver så verdensomvæltende, som de lyder til at være.

”Innovation bliver først til disruption, når produktet kan overleve på markedspladsen. Og det er tit det, der mangler, før ny teknologi for alvor ændrer på arbejdsmarkedet. Kan det betale sig?” siger Philipp Schröder.

Han er professor ved Institut for Økonomi på Aarhus Universitet og medlem af både Disruptionrådet og Konkurrencerådet.

Når Philipp Schröder læser avisoverskrifter som ’Kunstig intelligens vil masseudslette millioner af job’ og ’Derfor skal du frygte for dit job’, tager han det derfor helt roligt.

”De teknologier, der fascinerer os, er ikke nødvendigvis dem, der giver det store hop i produktivitet. Det er fint at udvikle en robot, der kan binde snørebånd, men der er altså stadig langt til, at man ser den overtage pædagogens job med at binde børnenes sko nede i børnehaven. For hvad koster det? Vil folk finde sig i det? Og hvad med lovgivningen? Der er mange skridt fra at opfinde noget, til at det bliver udbredt på markedet. Verden går slet ikke så hurtigt, som vi tror,” siger han.

”Derfor er der heller ikke nogen radikal teknologi, der grundlæggende vil forandre arbejdsmarkedet de næste 5-10 år. Vi skal i hvert fald 25-50 år frem i tiden, før det flytter noget,” siger Philipp Schröder.

Automatisering som vi kender det

Schröder har sammen med kolleger på Aarhus Universitet og konsulenthuset McKinsey lavet en omfattende rapport om potentialet for automatisering i Danmark. En rapport, som har været med til at definere debatten om automatisering og disruption.

Efter at have observeret og analyseret arbejdsopgaverne i 423 forskellige jobtyper i Danmark når forskerne en klar konklusion: 40 procent af alle arbejdstimer kan automatiseres med eksisterende eller sandsynlig teknologi inden for 25-50 år.

”Det lyder måske af meget, men ser man på de seneste 40 år, er cirka 25 procent af arbejdet allerede skiftet ud med andre opgaver i andre sektorer. Med andre ord ser fremtiden ikke ud til at byde på markant større forandringer, end vi har været vant til. Vi har prøvet det før,” forklarer Philipp Schröder.

Det er selvfølgelig den simple forklaring. For nogle brancher vil opleve markant større forandringer end andre – og det kan være hårdt for dem, det rammer. Det har man set før, fx i den omfattende bølge af outsourcing, som Danmark gennemgik i 90’erne, hvor store dele af produktionen i industrien rykkede til Asien.

”Det har nok ikke været sjovt at være tekstilarbejder i Herning dengang, men i dag har byen stadig en velfungerende tekstilindustri og lav arbejdsløshed. Så der er måske ikke længere nogen, der syer knapper på skjorterne i Herning, men syerskernes job er til gengæld blevet erstattet af job til designere og marketingfolk, eller også er folk rykket til helt andre sektorer,” siger Philipp Schröder.

De afledte jobeffekter af den forandring sker med andre ord i slowmotion, mens fyringsrunderne kommer på forsiden af avisen. Problemerne kan derfor virke større end fordelene, når maskinerne tager over.

”Det er meget let at forstå, at nu forsvandt den sidste værftsarbejder på Lindøværftet, eller at 500 slagterimedarbejdere i Faaborg blev fyret. Men vi ser ikke, at nu har de ansat en ekstra cand.merc.er et andet sted, eller at kantinedamen er flyttet til en it-virksomhed,” siger Philipp Schröder.

Også djøferne kan skubbes rundt

Robotter og algoritmer er gode til at genkende mønstre, samle information og udføre ensartet arbejde. De er til gengæld dårlige til kreativitet og kritisk tænkning, til uforudsigelige opgaver og til at håndtere sociale og følelsesmæssige opgaver. Derfor kan arbejdet lettest overtages af maskiner i sektorer som industri, handel og transport, mens det er langt sværere i den offentlige sektor, hvor arbejdet ofte handler om menneskelig kontakt, forklarer Philipp Schröder.

Lige præcis djøferne ser ud til at være blandt dem i samfundet, der vil opleve den mindste grad af automatisering, siger Philipp Schröder. I de højest lønnede job med årsindkomster på over 500.000 kroner kan kun en fjerdedel af arbejdet umiddelbart automatiseres – fx lederstillinger, forskning og analysearbejde. Det står i kontrast til middel-indkomstjob, hvor op mod 57 procent af arbejdsopgaverne kan automatiseres, viser rapporten fra Aarhus Universitet og McKinsey.

Helt fri går djøferne dog ikke. Det har man bl.a. set tidligere i den finansielle sektor, da først hæveautomaterne poppede frem overalt i 90’erne, og netbanken blev populær i 00’erne.

”Behovet for at have folk til at betjene kunder ved skranken i banken er faldet drastisk, men samtidig er der kommet et større behov for finansielle rådgivere, fordi de finansielle produkter, som forbrugerne køber, bliver mere avancerede, og det er blevet lettere at købe aktier og så videre. Nogle medarbejdere blev omskolet, nogle blev overflødige, og andre kom til,” siger Philipp Schröder.

”Så automatiseringen vil fortsætte i alle sektorer i samfundet – og ikke mindst i min egen universitetsverden. I 90’erne rettede vi eksamener på papir. I dag sker det hele via online-platforme, og det har været med til at gøre mange af de mere administrative stillinger overflødige. Til gengæld har vi i dag social media-folk, der udfører aktiviteter, som jeg for 10 år siden aldrig havde troet ville være et arbejde,” siger han. 

Den misforståede markedsøkonomi

Reolerne på Philipp Schröders kontor er tynget af mapper og tykke bøger og en sixpack med Tuborg. Tæt ved døren står et indrammet citat fra en af Schröders forfædre, som i 1883 flyttede fra land til by, fordi fabrikkerne var begyndt at vokse frem og tilbød nye muligheder: Dat möt gahn, dat geiht. Eller løst oversat til dansk: Det, som skal gå, det går.

Samme tanke får Philipp Schröder, når han hører om frygten for, at maskiner og kunstig intelligens vil gøre mennesker overflødige. Det skal nok gå. Frygten beror på en fundamental misforståelse af, hvad et arbejde er, mener han.

”Det bygger på en idé om, at der findes en begrænset mængde arbejde, som vi allokerer til de mennesker, der kan og vil have dem. Men sådan hænger det ikke sammen i en markedsøkonomi. Så længe en person er villig til at opgive et vist antal af dagens timer i bytte for en pose penge, mens en anden person tænker, at det arbejde, som personen kan lægge i det tidsrum, er den pose penge værd, så findes der job. I det lys er det forkert at tro, at der kommer et menneske tilovers, hver gang vi automatiserer en opgave. Behovet for at udnytte menneskers arbejdskraft er umætteligt,” siger han.

Men kunstig intelligens er en form for teknologi, som vi aldrig har set før, kunne man indvende. Aldrig før har vi haft maskiner, der kunne overtage menneskets intellektuelle arbejdsopgaver. Det argument overbeviser imidlertid ikke Schröder.

”Der er ingen forskel mellem en stenalderøkse og en algoritme. Stenaldermanden blev dygtigere, fordi han kunne fælde flere træer. Det moderne menneske bliver dygtigere, fordi det kan regne flere ting ud. Og i begge tilfælde frigiver teknologien tid til opgaver, vi ikke kunne udføre før,” siger han.

Forstå ham ret. Philipp Schröder tager frygten for fremtiden alvorligt. Han er nemlig bange for, at den lidt hektiske snak om fremtiden kan lede til dårlige politiske beslutninger.

”Meget af den politiske debat i Danmark og resten af den vestlige verden er baseret på en frygt for massearbejdsløshed. Det gælder til dels også Disruptionrådet. Det gør, at vi måske overser den mest akutte udfordring – nemlig at uddanne til alt det, som ikke kan automatiseres,” siger han.

”Man hører ofte, at nu skal alle lære at programmere og være digital first, og hvad ved jeg – ellers kan vi ikke klare os i en mere digital verden. Men ligger Danmarks komparative fordel virkelig i at konkurrere med indiske programmører? Hmm… formentlig ikke,” siger Philipp Schröder.

Derfor maner han til besindelse, når det kommer til at tage hurtige beslutninger om at ændre på uddannelsernes sammensætning.

”Kompetenceudvikling i samfundet er et af de mest langsigtede investeringer, der findes. Det tager 25 år, før du får afkast. Derfor kan jeg godt blive nervøs, når politikerne efter lidt skræmmesnak om robotter og en kort peptalk fra Silicon Valley begynder at tænke på at lægge programmering ind, som det Danmark skal specialisere sig i.”

Men hvis ikke man skal styre ud fra det, der ser ud til at blive vigtigt i samfundet fremover, hvordan skal man så styre?

”Forsigtigt. Man kan faktisk måle og dokumentere produktivitetspræmien på forskellige længevarende uddannelser, så lad os starte der. En arkitekt eller designer giver ikke samme samfundsmæssige gevinst som en økonom eller jurist, så det giver mening at få flere over i den retning. Men det skal gøres gradvist. Uddannelse er et af vores vigtigste politikområder og hammerfarligt at pille ved,” siger Philipp Schröder.