Følelserne løber af med lokalpolitikere

Hvem husker ikke navnet på politikeren, der for rullende tv-kameraer beskyldte den daværende socialdemokratisk ledede regering for at ”pisse” på sine egne vælgere?

Johanne Schmidt-Nielsen var rasende over at være sat uden for indflydelse på et skatteforlig af de selv samme politiske kolleger i rød blok, som hun og hendes parti efter valget havde givet deres opbakning til at lede Danmark – og så løb følelserne af med Enhedslistens politiske ordfører dengang i juni 2012.

Den slags sker ekstremt sjældent, for folketingspolitikere er cool, velovervejede og meget bedre til at holde hovedet koldt end den almindelige dansker. Ja, faktisk er de så velovervejede og mentalt afbalancerede, at de også overgår danskere med lange uddannelser, som traditionelt scorer højt på denne personlige egenskab. Kun danskere med ledelsesansvar er lige så emotionelt stabile som MF’erne, og ifølge statskundskabsprofessor Asbjørn Sonne Nørgaard fra Syddansk Universitet er det derfor, vi husker Johanne Schmidt-Nielsens udbrud.

”Det var undtagelsen, der bekræfter reglen. Med den store medieopmærksomhed, der følger vore politikere og kravet om at kunne omgås og forhandle med mange forskellige typer mennesker og interessenter, er det svært at klare sig på Christiansborg, hvis man har følelserne uden på tøjet og reagerer impulsivt i en presset situation,” siger han.

Med psykologien som nøgle

Asbjørn Sonne Nørgaard forsker i politikeres psykologiske profil og personlighed, som han undersøger med store spørgeskemaundersøgelser. Med afsæt i sit eget fag har han fundet et alternativ til den traditionelle statskundskabstilgang, hvor aktørernes adfærd analyseres og forklares ud fra enten egeninteresse eller den rolle, man er blevet tildelt – fx som ordfører, hvis man er MF’er, eller udvalgsformand, hvis man er kommunalpolitiker.

Asbjørn Sonne Nørgaard havde en ambition om at finde en anden forklaringsmodel på politikernes adfærd, og jo mere han læste om personlighedspsykologi, des mere overbevist blev han om, at den kunne være nøglen. Han studerede på Psykologisk Institut på University of Minnesota (2013-2014), fik en bevilling fra Forskningsrådet til at studere politikeres personlighed (2014), og tidligere i år kom den ultimative faglige anerkendelse, da han sammen med sin medforfatter, statskundskabsprofessor Robert Klemensen, fik offentliggjort en artikel om folketingsmedlemmers personlighedspsykologi i det velrenommerede tidsskrift Journal of Personality.

Lokalpolitikere er mest følelsesbetonede

Lige nu arbejder Asbjørn Sonne Nørgaard på en bog, der efter planen skal udgives i efteråret, hvor han stiller skarpt på såvel byrådsmedlemmer som folketingspolitikere. De har mange personlige egenskaber til fælles, viser hans undersøgelser, der hviler på en internationalt anerkendt og patenteret personlighedstest. Men der er også forskelle, og på et enkelt punkt adskiller politikerne rundt omkring på landets rådhuse sig markant fra deres kolleger på Christiansborg: Lokalpolitikerne har simpelthen sværere ved at styre deres følelser.

”Kommunalpolitikerne er klart mindre emotionelt stabile end folketingspolitikerne. Men ikke nok med det, de er også mindre emotionelt stabile end højtuddannede, ledere og gennemsnitsbefolkningen i Danmark,” siger Asbjørn Sonne Nørgaard.

Mens han finder det ”knap så overraskende”, at lokalpolitikere har sværere ved at styre deres følelser end MF’ere – ”fordi det nok kræver mere markante lederegenskaber og mere dedikation at blive valgt ind i Folketinget end i et byråd,” som han siger – så kom det bag på Asbjørn Sonne Nørgaard, at byrådsmedlemmerne også er mindre stabile end resten af befolkningen.

”Et bud på en forklaring er, at mange kommunalpolitikere kommer ind i politik med et stærkt engagement i et bestemt politikområde i deres lokalsamfund. Det kan fx være en skolenedlæggelse eller lignende, der går dem følelsesmæssigt på, og hvor de knytter hænderne og siger: ’Det her er simpelthen for dårligt, det skal der laves om på!’ Den type motivation for at være i politik tror jeg ikke, du finder i Folketinget. Hovedparten af MF’erne er skolet gennem mange år. Eksempelvis gennem partiernes ungdomsafdelinger, gennem regional- og kommunalpolitik og gennem arbejde for interesseorganisationer. De har kort sagt mere erfaring med den politiske metier,” siger Asbjørn Sonne Nørgaard.

En anden forklaring er, at det i mange byråd er relativt let at blive valgt ind.

”Den ringe aflønning er med til at gøre posten som kommunalpolitiker knap så attraktiv, og derfor sidder en relativt stor andel af dem også kun i en enkelt valgperiode,” siger Asbjørn Sonne Nørgaard.

Af hans undersøgelse fremgår det også, at de lokalpolitikere, som er mest følelsesmæssigt ustabile, er mindst tilbøjelige til at genopstille, ligesom de i højere grad udelukker muligheden for på et senere tidspunkt at opstille til Folketinget.

”Så det kan godt ske, at de er kommet ind i byrådet og har fundet ud af, at politik i al almindelighed, og kommunalpolitik i særdeleshed, ikke lige er dem,” konstaterer han.

Udadvendte og dominerende

Asbjørn Sonne Nørgaards undersøgelser viser, at flertallet af politikerne i både Folketinget og kommunerne er særdeles udadvendte og dominerende.

Danskere med lang uddannelse eller med ledelsesansvar er noget mere udadvendte og dominante end gennemsnitsbefolkningen, men de kommer ikke i nærheden af politikerne, fortæller han.

”Du kan godt være leder uden at bryde dig om at holde taler, hvis din personlighed på andre områder indeholder stærke lederegenskaber, men det kan du dårligt som politiker. Her er din kommunikation og evne til at brænde igennem i en forsamling nødvendig for at blive valgt,” siger han.

”Af politikernes svar kan vi da også se, at de har det godt med at være centrum for opmærksomhed, tage ordet og blive hørt. Udadvendthed hænger også sammen med risikovillighed. Meget udadvendte mennesker løber typisk gerne en risiko for at nå deres mål, og det gør man jo i høj grad som politiker, hvor man relativt let kan miste sit job og endnu lettere sine politiske poster, hvis partiledelsen eller vælgerne mister tilliden til, at man har det, der skal til.”

I undersøgelsen blandt folketingspolitikere har Asbjørn Sonne Nørgaard også analyseret sammenhængen mellem udadvendthed og alder. Yngre MF’ere er lidt mere udadvendte end de ældre. Der er til gengæld ingen forskel på mænd og kvinder.

Personlighed vigtigere end formandspost

Et andet karaktertræk, som præger politikerne, er samvittighedsfuldhed, der i fagpsykologien defineres som en stærk mål- og resultatorientering, ordenssans og respekt for normer og pligter. Her ligger politikerne på niveau med ledere og højtuddannede, som traditionelt scorer højt på denne egenskab, mens gennemsnitsbefolkningen er mindre præget af samvittighedsfuldhed.

Den samvittighedsfulde leder har en adfærd, der appellerer til medarbejderne om, at de skal sætte deres egne behov til side for et højere formål, som i en privat eller offentlig organisation vil være organisationen og i den politiske verden samfundet.

Et interessant resultat fra undersøgelsen af kommunalpolitikere er, at samvittighedsfuldhed er så vigtig en egenskab for politikere i det kommunale udvalgsstyre, at menige medlemmer, der scorer højt på denne personlige egenskab, har mere personlig gennemslagskraft og udøver mere ledelse i forhold til embedsmændene i forvaltningen end en udvalgsformand, der scorer lavt på samvittighedsfuldhed.

”Når man som jeg kommer fra samfundsvidenskaberne, er det et overraskende resultat,” siger Asbjørn Sonne Nørgaard.

”Med vores traditionelle fokus på rollen vil vi antage, at udvalgsformanden – eller i København borgmesteren – for et givent område er den mest dominerende person i udvalget, fordi formandsrollen kan udnyttes til at profilere sig selv og udøve ledelse over for embedsmændene i forvaltningen. Men her – hvor vi undersøger to forskellige former for politisk ledelse – finder vi altså, at samvittighedsfuldhed er vigtigere.”

Som et bud på en forklaring peger han på den udstrakte brug af det, man i kommunalpolitisk frisprog kalder for ’lokumsaftaler’.

”Når man på valgnatten har fundet ud af, hvem der skal være borgmester (i København: Overborgmester), ser man typisk, at det parti eller de partier, der har flertallet, gerne vil give de andre partier nogle formandsposter for at sikre et godt samarbejde på de forskellige politikområder. Det har som konsekvens, at nogle af formandsposterne ikke nødvendigvis går til politikere med lederegenskaber. Samtidig kan der i et givent udvalg sidde menige medlemmer, der bruger kommunalpolitik som en karriereplatform og er meget samvittighedsfulde og får læst alle bilag før hvert møde i udvalget. Og så er det måske ikke så underligt, at de får større gennemslagskraft over for embedsmændene i forvaltningen end formanden for udvalget,” siger Asbjørn Sonne Nørgaard.