Ferie-stinkeren i indbakken

Jeg rullede ned over mailsene på skærmen, mens jeg fornemmede min vejrtrækning: Dyb og rolig. Pulsen helt i bund.

Tre uger på Maldiverne gjorde altså noget ved kroppen, som selv en propfyldt efter-ferie-indbakke ikke kunne ødelægge.

Selvom den øverste mail godt nok så lidt mistænkelig ud?

Jeg åbnede mailen, mens jeg huskede mig selv på mit løfte om en langsom opstart. Hvor jeg prioriterede de vigtige, langsigtede opgaver og ikke blev suget ned i den evindelige malmstrøm af nødredninger.

Så var mailen fremme på skærmen. Åh, gud. Det var en ferie-stinker: 

En lorteopgave, som en eller anden fyr i en anden afdeling havde fundet ved sidste gennemgang af indbakken fredag eftermiddag, klokken fem minutter i feriechampagne. Og som betød, at han ville være nødt til at logge på fra lufthavnen eller ligefrem – åh, gys og parforholdskrise – være nødt til at bruge første ferieweekend på kontoret. Med mindre – naturligvis – at han kunne skippe den videre til et stakkels fjols, som kom tilbage fra ferie ugen efter, og som derfor ikke ville kunne protestere over, at lorten pludselig lå på hans bord.

Jeg skævede ned over mailen, så det stakkels fjols i min stol kunne inspicere fækaliernes omfang.

Ministeriet udbad sig venligst den årlige status for styrelsens implementering af Europarådets konvention om ligebehandling og minoritetsbeskyttelse i den borgervendte administrationspraksis … 

Ej, men …

… idet vi ser frem til at modtage jeres bidrag …

Ej, men FOR HELVEDE!

… den 6. august.

Jeg forsøgte at få min hjerterytme under kontrol, mens jeg tjekkede datoen: 15. august. Jeg ville være nødt til at knokle i døgndrift for at nå det, inden ministeriet begyndte at rykke styrelsesdirektøren.

Jeg rullede ned over mailen, mens jeg forbandede den ansvarsforflygtigende døgenigt, der havde udsat mig for dette her.

Det værste var, at det føltes, som om jeg havde prøvet det før. Borgervendt administrationspraksis? Lød det ikke bekendt? Havde jeg også fået den efter ferien sidste år?

I det mindste var det ikke svært at identificere synderen. Jeg nåede ned til første videresendelse. Den kom fra Kommunikation, naturligvis. Fra en eller anden uduelig konsulent, som … ved nærmere inspektion … faktisk ikke var den oprindelige skyldige. Den havde -været forbi Økonomi først. Hvor en af deres folk faktisk også bare havde videresendt den. Fra …

Jeg rullede videre ned.

HR-afdelingen, selvfølgelig! Alle lorteopgavers moder.

Jeg slog ud med hænderne foran skærmen, mens jeg bandede over det uduelige fedtlag af konsulenter og HR-partnere, som bare skubbede opgaver rundt uden at bidrage med noget som helst. Og spolerede hårdt-arbejdende menneskers liv for at redde deres egen ferie.

 Selvom det faktisk så ud til, at HR-partneren også oprindeligt havde fået mailen videresendt. Fra …

Jeg rullede helt ned i bunden af mailen, mens det pludselig slog mig hvorfor opgaven havde virket så bekendt.

… en fyr på vej til Maldiverne.