”Moderniseringsstyrelsen er kendt som statens hårde hund. Budgetbissen, der med regneark, lederkurser og kold hånd fører sparekniven sikkert ned gennem den offentlige sektor. Den er blevet selve symbolet på djøfernes indtog i samfundet med stærk målstyring og managementsprog, og de røde partier vil have den afskaffet.”
Sådan lyder indledningen på radio-reportagen ’En dag i Djøf-land’ om Moderniseringsstyrelsen, som P1-programmet Baglandet sendte i foråret.
Det var midt i det hedeste overenskomstslag i mands minde, hvor Moderniseringsstyrelsen var udråbt til hovedskurk af høj og lav. Men ledelsen gav – ikke uden overvejelser – P1's reporter frie hænder til at gå rundt i huset i Landgreven 4 og tale med, hvem der nu ville tale med ham. Det blev til et program med venlige embedsmænd, der forklarede om deres arbejde iblandet ’lyden af Moderniseringsstyrelsen’.
Corydon-doktrinen
Karakteristikken i indledningen er hverken ny, original eller nuanceret. Den er bare et godt eksempel på det stempel, som Moderniseringsstyrelsen – ’statens personale- og regnskabskontor’ – bærer rundt på.
Det var Bjarne Corydon, i dag chefredaktør på Børsen, der som finansminister i 2011 fusionerede Personalestyrelsen, Økonomistyrelsen og en del af Finansministeriets departement, fandt på det nye navn, gennemførte en fyringsrunde og udskiftede direktøren med én fra Finansministeriets departement.
Corydon indførte dét, nogle kalder Corydon-doktrinen: Løn- og arbejdstid i det offentlige er en integreret del af udgiftspolitikken. Et dogme, som dog ikke længere står i styrelsens mål- og resultatplan for 2018.
’New Brutalism’
Moderniseringsstyrelsens mange hårde og højlydte kritikere mener, at afløseren for den mere venlige Personalestyrelsen er en uvenlig Djøf-maskine, hvor personalepolitik, god arbejdsgiveradfærd og overenskomstforhandlinger er redskaber til effektivisering, sparede lønkroner og detailstyring.
Kritikerne klager over, at styrelsen bruger ’McKinsey-konsulenter’ ude fra byen, knægter lærerne, vil rulle præstationsskemaer med karaktergivning ud over hele staten, have individuel løn og meget mere – herunder vil snuppe djøfernes betalte kutymefridage jule- og nytårsaftensdag. For ikke at tale om frokostpausen.
’Bjarne Corydon kunne ikke nøjes med New Public Management, men indførte en supplerende New Brutalism i den statslige personalepolitik’, som det fx lød i foråret fra en bloggende, pensioneret Djøf-embedsmand fra et helt andet hjørne af Slotsholmen.
Arbejdsgiver på skatteydernes vegne
Forsvarerne – som man hører noget mindre til i medierne – siger, at det er politisk virkelighedsfortrængning at tro, at hvis man fjerner Moderniseringsstyrelsen, fjerner man den til enhver tid siddende regerings behov for omkostningsreducerende effektivisering af den offentlige sektor. Det vil altid bestå.
Hvis den ikke fandtes, måtte man opfinde den, fastslår de.
’Moderniseringsstyrelsen er ikke et angreb mod, men en forudsætning for en stærk velfærdsstat,’ som den udskældte Corydon skrev i sin avis, Børsen, da bølgerne gik højest i foråret.
Professor i offentlig forvaltning på SDU Kurt Klaudi Klausen forsvarede i Berlingske styrelsen med samme argument.
’Effektivt dæmoniseret af medierne og de offentligt ansattes fagforeninger,’ skrev professor emeritus Jørgen Grønnegaard Christensen i Weekendavisen om stemningen mod Moderniseringsstyrelsen.
Og så er det i øvrigt kun en mindre delmængde af styrelsen – specielt kontorerne i Center for Ledelse og Arbejdsgiverpolitik – som løber med opmærksomheden som ’de onde’.
Men styrelsen er meget mere: Den er også statsregnskabet, statens indkøb, bevillingsteknik, statistik m.m. plus de 120 medarbejdere, som holder statens administrative systemer i drift.
Mette Frederiksen: ’Åndsforladt’
Hvorom alting er: Tilliden til Moderniseringsstyrelsen fra lønmodtagerside var i bund forud for forårets overenskomstforhandlinger.
Den forsvandt helt, da styrelsen orienterende skrev til lønmodtagersiden, at den betalte spisepause juridisk set måtte betragtes som en kutyme.
Iagttagere også uden for de offentlige fagforeninger mener, at det brev var med til at koste to måneder i Forligsinstitutionen. Altingets politiske kommentator, Erik Holstein, konstaterede tørt – da det hele var slut og spisepausen skrevet ind i overenskomsten og dermed hugget i granit: ’Moderniseringsstyrelsen svejsede lønmodtagerne sammen.’
Oppositionens toppolitikere var også på banen. ’Man risikerer at slå de gode offentlige arbejdspladser ihjel, hvis man tænker for meget i økonomisk effektivitet,’ lød det fra Kristian Thulesen Dahl midt under slaget. Mette Frederiksen ventede, til forliget var indgået, men kaldte så i sin 1. maj-tale styrelsens arbejde for ’åndsforladt’. Hun bebudede ændringer, i hvert fald et navneskifte, hvis hun får regeringsmagten.
Sophie Løhde: ’Ikke fair’
Jørgen Grønnegaard Christensen skrev i Weekendavisen, at forestillingen om, at det er Moderniseringsstyrelsen, der ’i dette årti har ført an i bekrigelsen af de offentligt ansatte’, er forkert.
’Det rigtige er, at de embedsmænd, som bistår i overenskomstforhandlingerne, sidder i Moderniseringsstyrelsen. Sad de ikke her, skulle de sidde et andet sted. Og det er ikke styrelsen, der støber de kugler, som bliver brugt, når nye overenskomster er til forhandling. Det sker i regeringen og dens centrale udvalg med bistand fra Finansministeriet’.
Der er 400 ansatte i Moderniseringsstyrelsen, heraf cirka 200 Djøf-embedsmænd.
Dem måtte deres minister – innovationsminister Sophie Løhde (V) – på Folketingets talerstol og forsvare, da SF stillede beslutningsforslag om at nedlægge styrelsen.
Løhde sagde: ’Vi skal vise tillid til medarbejderne, siger man, for derefter at angribe Moderniseringsstyrelsen og dermed medarbejderne. Det er ikke fair, og det er ikke fint.’
Djøfbladet har været på besøg i styrelsen for at høre, hvordan medarbejderne oplevede den heftige kritik i foråret. Det kan du læse om her - ligesom du også kan læse vores interview med direktør Poul Taankvist.
