Arbejdslivsbalance
23.8.2018
af
Mads Matzon
Foto: Syda Productions/Shutterstock
Ny forskning viser, at alene forventningen om, at du skal tjekke arbejdsmails uden for arbejdstiden, kan presse både dit og din partners helbred. Dansk forsker mener, at der er noget om snakken.
Har din arbejdsplads en forventning om, at du tjekker arbejdsmails i fritiden? I så fald kan det gå ud over ikke bare dit eget mentale velbefindende, men også din ægtefælles eller kærestes.
I et amerikansk feltstudie undersøgte forskere via spørgeskemaer til 142 fuldtidsansatte og deres partnere, hvad det betyder for helbredet, hvis man er nødt til at tjekke mails uden for normal arbejdstid.
Forventer arbejdsgiveren, at man åbner og besvarer mails i fritiden, har man ifølge studiet en øget risiko for at være anspændt eller nervøs. Og forskerne når tilmed frem til, at også ægtefæller og kærester er mere tilbøjelige til at blive anspændte, når arbejdsmailen rykker med ind i privaten.
En af forskerne bag studiet er lektor William Becker fra universitetet Virginia Tech i USA, hvor han forsker i samspillet mellem organisationer og følelser. Han uddyber i en mail til Djøfbladet, at et af problemerne ved arbejdsmails i fritiden er det, han kalder “mikro-omstillinger”.
”Med det henviser jeg til det psykologiske skift mellem dit arbejds-mindset og dit personlige mindset. Førhen skiftede folk til deres personlige mindset, når de gik hjem fra arbejde, og vendte som regel først tilbage til at tænke på jobbet, når de kom på arbejde igen. Mikro-omstillinger vil sige, at hver gang du tjekker din arbejdsmail, vender du tilbage til arbejds-mindsettet. Og du kan komme til at blive hængende i arbejdstankerne, mens du er derhjemme, hvilket kan stå i vejen for, at du er til stede i dit personlige liv og i dit forhold til andre,” skriver William Becker.
Lektor Henrik Lund fra RUC forsker i arbejdsliv, stress og grænseløst arbejde og er tilknyttet Center for Arbejdslivsforskning på RUC. Han mener, at de amerikanske forskere kan have fat i noget rigtigt, som også gør sig gældende i Danmark.
”At have adgang til mailen hele døgnet gør, at man hele tiden er i en tilstand af parathed over for, hvad der potentielt kan komme. Det giver en følelse af uro i kroppen og en tilstand af årvågenhed. Vi har alle brug for perioder af dagen med lav årvågenhed.”
Henrik Lund påpeger, at hvis man tager uroen og paratheden med hjem, kan det medføre, at man bliver mere kort for hovedet og måske ikke helt er til stede mentalt. Hjemmearbejde kan også gøre det svært at planlægge i familien.
”Pludselig er spørgsmålet om, hvornår man skal arbejde, ikke længere noget, der afgøres på arbejdspladsen. Det er ikke et forhold mellem kolleger, men i stedet en forhandling i hjemmet. Det er også en form for belastning, som kan skabe spændinger i et hjem.”
Henrik Lund mener dog også, at adgang til arbejdsmails kan være en positiv ting.
”Grænseløst arbejde kan også være hamrende sjovt. Måske har man sendt en mail til en kollega, og man glæder sig til at læse deres reaktion. Det, der foregår på mailen, kan blive mere spændende end den børnefødselsdag, man er i gang med at afvikle,” griner han og indrømmer, at kombinationen af børnefødselsdag og arbejdsmail selvfølgelig nok vil have en slagside i forhold til familielivet.
I forskningsartiklen påpeger William Becker og forskerkollegerne, at problemet kan afbødes, hvis arbejdsgiveren sørger for at opsætte rammer for brugen af arbejdsmail uden for normal arbejdstid.
Det kan fx være ved at opstille regler for, i hvilke tidsrum medarbejderne forventes at tjekke mails. På den måde bliver der tid til hjemmelivet og til at koble fuldstændig af rent arbejdsmæssigt.
Ledige stillinger