Arbejdsgivere vil måle din sundhed og trivsel - hvor går grænsen?

Det vildeste lige nu er medarbejdere, der frivilligt får skudt en chip ind i kroppen. Chippen kan de bruge til at låse sig ind med, når de møder på arbejdet om morgenen, den giver dem adgang til kopimaskinen, og de kan købe mad med den i kantinen.

Det fortæller Stine Lomborg, lektor ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet. Hun er leder af et nyt forskningsprojekt, der skal kortlægge, hvad teknologien betyder for grænserne mellem privatliv og arbejde. Projektet er finansieret af Danmarks Frie Forskningsfond.

Hun og forskerteamet skal bl.a. kigge nærmere på såkaldte selftracking-teknologier, som arbejdsgiverne udstyrer medarbejdere med. I SKAT har medarbejderne fx ’humør-appen’ Howdy, der stiller medarbejderne personlige spørgsmål om, hvordan de har det. Er de i ’rød zone’, bliver de kontaktet af en psykolog. Andre medarbejdere har fået et ’Fitbit’-armbånd af deres arbejdsgiver, der måler, hvor mange skridt de går om dagen, og som bipper én gang i timen for at minde dem om at komme op og bevæge sig.

Og så er der som nævnt skandinaviske organisationer, der afprøver chip-modellen. Især på den anden side af Øresund har teknologien vundet frem: Cirka 3.000 svenskere har fået implanteret chips i hånden.

Stine Lomborg har tidligere forsket i, hvordan vi som privatpersoner bruger den slags ’selftracking’, og bevæger sig altså nu videre til teknologiens indflydelse på vores arbejde.

Mener du, det er godt eller skidt – når vores arbejdsgiver begynder at udstyre os med den slags?

”Jeg tænker, at det kan være både og. De, der sælger og udvikler teknologierne, legitimerer dem ved at pege på, at de kan bruges til selvoptimering. Så de går hånd i hånd med en samfundsmæssig tankegang om, at vi skal være hurtigere, bedre og mere effektive.  Men min forskning viser, at teknologierne ikke kun bliver brugt på den måde, de er tiltænkt. Hvis du fx registrerer dig på Endomondo (en løbe-app, red.) er det ikke nødvendigvis, fordi du har brug for den for at komme ud at løbe. Du gør det måske, fordi du synes, det er sjovt at dele dine løberuter med din far. Og jeg tænker, at det samme er tilfældet i en arbejdskontekst – du bruger appen, armbåndet eller chippen, så de passer til dit behov. Men selvfølgelig vil nogle nok opleve et kritisk pres. De kan godt føle sig forpligtet til at tage imod en Fitbit og røre sig mere, end de ellers ville gøre. Men omvendt kan det have en gavnlig effekt på deres sundhed.”

Men én ting er følelsen af pres – noget andet er, hvad data bliver brugt til, siger Stine Lomborg.

”Det kan være stærkt bekymrende, fordi man ikke altid ved, hvor éns data ender, hvad de bliver brugt til, og hvor de ender i fremtiden. Kan din arbejdsgiver fx følge, hvor mange skridt du tager, eller holde øje med, hvordan du har det? Og hvis ikke arbejdsgiver har adgang til dine data, så har Fitbit eller en af de andre udbydere.”

Hvordan griber I jeres forskning an?

”Vi arbejder empirisk hele vejen igennem. Og da vi tager medarbejdernes perspektiv, er det også blandt dem, vi foretager vores feltarbejde. Vi vil prøve at forstå deres bevæggrunde for at bruge teknologierne, og hvad de tænker om de data, de genererer. Vi skal snakke med dem om deres specifikke brug af selftracking og om de forskellige aspekter af overlap mellem arbejdsliv og privatliv.”

Hvad er målet med jeres forskning?

”At kortlægge strategier for, hvad man kan gøre – og hvad man gør de steder, hvor der bliver trukket grænser mellem arbejdsliv og privatliv. Og hvilken betydning det har at opretholde den grænse eller at nedbryde den. Projektet har ikke som sådan et sundhedsfremme-sigte, og det munder heller ikke ud i en konkret dims, men det er et forsøg på en mere nuanceret forståelse af, hvad der er på spil, når teknologierne er med til at erodere grænser.”

Vil I komme med anbefalinger?

”Her kommer jeg med et klassisk forskersvar. Jeg tror, det er for kompliceret til, at man kan pege på én løsning, der passer til alle og til alle situationer. Vi kommer ikke til at sige, hvor grænserne skal gå, men kommer med en kortlægning af, hvilke muligheder der er for at drage grænser mellem arbejde og privatliv.”

Projektet skal løbe over tre år, og Stine Lomborg og hendes forskerteam har fået en bevilling på knap 2,5 millioner kroner.