Stine Bosse: Venner, fjender, kriser og kvoter

(Artiklen blev bragt første gang i Djøfbladet 1/2018)  

1. Reager, hvis du er understimuleret

”Jeg kan godt lide forsikring, for forsikring ligner et samfund. Du betaler ind til en fælles kasse, som du håber, du aldrig får brug for. Og både i samfundet og i forsikring skal de, der får brug for hjælp, selvfølgelig have en ordentlig behandling. Det var min filosofi, og længere var den ikke. Jeg kunne aldrig blive direktør i en tobaksvirksomhed.”

Startede du i Tryg med en plan om at nå til tops i virksomheden?

“Overhovedet ikke. Som 28-årig nyuddannet jurist søgte jeg job hos Tryg af den simple årsag, at jeg havde to små børn, og Tryg tilbød flextid. Min plan var at være der nogle år og så komme ud og give den gas med karrieren bagefter. Jeg syntes, det var dybt mærkeligt, at mine kollegaer fejrede 25-års jubilæer, og jeg tænkte, at det i hvert fald aldrig skulle overgå mig. Det endte så med, at jeg i stedet for at forlade Tryg sprang fra job til job internt i virksomheden. Første skifte skete efter godt et år. Jeg sad sammen med nogle ældre mænd på den alder, som jeg er i dag, og jeg syntes, det hele var røvkedeligt. Jeg rodede mig ud i alle mulige projekter, og samtidig begyndte jeg at søge andre jobs, blandt andet som fuldmægtig hos politiet. Men samme dag, hvor de ringer og siger, at jeg har fået jobbet, bliver jeg hevet ind på chefens kontor og tilbudt at blive leder for min afdeling. Så jeg blev i Tryg. De vidste ikke, jeg søgte andre jobs, men ledelsen må have set, at jeg var understimuleret. På det tidspunkt var jeg 29, og i dag kan jeg se, at jeg reelt blev kastet ned i skoldende vand, og at det kunne have gået begge veje. Jeg startede med at fortælle mine underordnede, at jeg ikke havde erfaring med at være chef, og om ikke de ville hjælpe mig ved at give feedback. Og det skal jeg ellers love for, at jeg fik. Hold da op, jeg fik drøje hug i min første medarbejdermåling.”

2. Kend venner og fjender

“Når man er 23 år i den samme organisation, får man venner, men også fjender. Sådan er det. Det tænkte jeg ikke på, da jeg blev chef. Men jeg lærte det hurtigt. Jeg prøvede at skabe allierede ved at inkludere folk, når jeg iværksatte projekter. Jeg gik ikke ud og hyrede et ton konsulenter, men gik for eksempel over i Økonomi-afdelingen og bankede på og spurgte, om de havde et par folk, der vidste noget om det eller det. Nogle af dem, der sagde, at de var mine allierede, var selvfølgelig mine fjender, der hellere så mig hen, hvor peberet gror, og prøvede at spænde ben. Der skal man som leder være klar på at sparke bagud og sige, ’kan du så komme væk’. Det tror jeg også, jeg blev kendt for. No nonsense. Jeg ville altid gerne arbejde sammen med folk – men de skulle ikke tage pis på mig.”

3. Opfind ikke en krise

“Lavpunktet i min karriere var nok, da jeg fik en ordentlig skylle, efter at jeg som koncernchef have fyret en norsk direktør. Det var mission impossible at beholde ham. Men selv om han var ugleset af mange af sine ansatte, så var han nordmand og bergenser, og jeg var dansker. Efter fyringen væltede det ud i de norske medier med de frygteligste ting om mig, illustreret med de værste billeder, hvor jeg lignede en heks. Jeg kan jo ikke bevise det, men jeg er sikker på, at det var ham, der stod bag. Det var jeg virkelig rigtig ked af. For selvom de norske medarbejdere ikke kunne lide deres boss, så troede de alligevel på aviserne, og de var tossede på mig. Det endte med, at jeg måtte flyve til Norge hver mandag i hele vinterhalvåret for at genopbygge tilliden, og det er altså ikke sjovt at være i Bergen om vinteren. Så det var klart et lavpunkt, som, jeg synes, var vildt uretfærdigt, men der findes jo ikke retfærdighed.”

Jeg ville måske tro, at det bekostelige skybrud i 2011 var det værste?

“Nej, den slags går op og ned, så det lærer man at leve med. Og i årene inden havde vi jo fantastiske resultater. Da jeg startede som direktør i 2003, var vi lige ved at gå på røven. Vi havde ikke en nikkel og overhovedet ingen evne til at tjene penge. Til gengæld var det et højdepunkt at rejse rundt og motivere medarbejderne. Jeg fortalte dem, at hvis ikke vores nye ejere havde købt os, var vi formentlig blevet opslugt af en konkurrent. Men nu havde de nye ejere vist os tillid, så nu skulle vi fandeme tjene nogle penge. Og så gjorde vi det. Hele den der kampånd var så fed. Selv kantinearbejderen lavede planer for, hvordan der kunne spares penge.”

“Der var en brændende platform, men jeg har altid være meget omhyggelig med ikke at skabe en krise, hvis der ikke er nogen. Man skal ikke misbruge det. Det sker masser af gange, også i politik. Hvis ikke du har en krise, så lav en, for så er folk nemmere at styre. Nu skal vi være bange for muslimer og grænserne og hinanden, så vi skal have hestepoliti, og jeg ved ikke hvad. Det er så latterligt.”

4. Giv de grønne fred og fyr de røde

“Jeg inddeler som tommelfingerregel medarbejderne i tre kategorier. De grønne, som er fantastiske, og som tit har langt bedre idéer, end du selv har. De kan og vil selv, og de kan som oftest ikke fordrage ledere. De gule, som er den største gruppe, som man som leder skal bruge det meste af sin energi på at inspirere. Og så er der de røde medarbejdere, som ikke er omstillingsparate, og som konstant er kritiske og modvillige. De findes i to kategorier: De smitsomme og de ikke-smitsomme. De sidste er ikke et problem, men man skal skille sig af med de smitsomme, for de prøver at få andre med på negativiteten. Det handler ikke om, at man skal være glad og positiv hele tiden. Men den der totale tilbagelænede modvillighed og negativitet skal håndteres, så man undgår, at de røde smitter de gule.

Hvilken farve er du selv?

“Jeg har været grøn det meste af mit liv.”

5. Det koster at stille sig frem

Er det normalt, at personer i erhvervslivet har så stærke politiske holdninger som dig?

“Det er mere normalt, end man skulle tro. Topledere er 100 procent klar over, at de ikke kan drive en multinational virksomhed, hvis de gør det obligatorisk at spise svinekød. De ved, at man ikke lykkes med en virksomhed eller et samfund uden at anerkende og bruge det som en styrke, at folk er forskellige. Der er også en klar opfattelse af, at den stigende ulighed skaber problemer og ustabilitet, så topledere er mere optaget af lighed, end man umiddelbar skulle tro. Samtidig sender deres egne lønningers himmelflugt det modsatte signal, og det har jeg et stort problem med.”

Hvorfor har du valgt at deltage i så mange debatter?

“Det startede i Tryg, hvor jeg fandt det enormt frustrerende, at jeg ikke kunne udtrykke mine holdninger offentligt, fordi vi af og til fik kundeklager, hvis jeg deltog i en debat. Af samme grund holder mange erhvervsfolk sig tilbage, men problemet er, at det gør det mere farligt for den enkelte at stille sig frem. Der er ingen tvivl om, at det har kostet mig, at jeg har valgt at markere mig på de tre positioner: Inklusion, Europa og kvinder i ledelse.”

Hvad mener du?

“Det har kostet mig bestyrelsesposter i Danmark.”

Er det noget, du ved eller tror?

“Det er noget, jeg ved.”

Hvorhenne?

“Det kan jeg ikke så godt sige. Men det er sket.”

Er det, fordi bestyrelserne hellere vil have mere neutrale personer?

“Ja, de vil hellere have en grå eminence, der går i ét med tapetet. Det er ærgerligt, for det betyder, at der mangler stemmer fra erhvervslivet i det politiske liv modsat i andre lande, hvor det er helt normalt. Når jeg er sammen med danske topledere, spørger jeg altid: ’Hey tøsedrenge, hvorfor deltager I ikke i debatten?’ For det er vel ikke kun Christiansborg-politikere, der må mene noget?”

6. Kønskvoter og delt barsel

Du var kritisk, da den socialdemokratisk ledede regering droppede deres politik om kønskvoter i bestyrelser. Hvad mener du i dag?

“Jeg var til reception hos Marianne Jelved, da det kom frem, at de droppede at lave kvoter, og sammen med nogle andre røg vi lige i struben på Manu Sareen (daværende radikal minister for bl.a. ligestilling red.). Han sagde, at vi ikke måtte skælde ham ud, men gu’ fanden skulle han have skældud, for hvad ligner det? Det var en enestående mulighed, som blev spildt.”

“Det allermest ærgerlige var, at regeringen ikke lavede tvungen delt barselsorlov. Det er meget, meget vigtigere end kvoter. Alle undersøgelser viser, at når mænd og kvinder deles lige om at have en familie, så bliver det muligt for kvinder at gøre karriere. For min skyld kan vi glemme kvoter, hvis vi laver delt barselsorlov. Kvoter er i bund og grund noget skidt. Men når jeg alligevel stadig går ind for dem, er det fordi, at der ellers ikke sker en hujende fis. Der sker ikke en skid.”

Har du fået dine bestyrelsesposter, fordi du er kvinde eller på trods af?

“Ikke fordi. Ikke en eneste. Det kan jeg sige med sikkerhed. Da jeg blev bestyrelsesmedlem i verdens største forsikringsselskab Allianz, var jeg den anden kvinde. Jeg var den første ever med forsikringsbaggrund, og jeg var lige trådt ud af Tryg. Jeg var fuldstændig velsmurt og opdateret på den nyeste lovgivning, hvilket er sindssygt vigtigt, og jeg havde en track record på mine resultater i Tryg, som var second to none i Europa. De fandtes ikke bedre. Alligevel måtte jeg på generalforsamlingen høre på halvanden times taler fra mænd om, at jeg kun blev valgt, fordi man var bange for truslen om kvoter. Da jeg fløj hjem fra München, tænkte jeg, jamen okay, så lav da de kvoter, for vi skal åbenbart høre om dem alligevel, fordi vi har et køn, der er underrepræsenteret. You’re doomed if you do,  you’re doomed if you don’t.“

7. Tro ikke det går over

Du har sagt, at kvinder skal gøre op med idéen om at være perfekte?

“Ja, det er helt klart et kæmpe problem, at unge kvinder tror, de skal være en perfekt mor og kæreste og perfekt på arbejdet og løbe et maraton. Sænk nu de skuldre for fanden og få nogle ambitioner, der kan hænge sammen et helt liv. Og accepter, at du også er fejlbarlig.”

Men hvorfor rammer tidens perfektionskrav kvinder hårdere end mænd?

“Det ved jeg ikke, det må du sgu spørge en psykolog om. Men det gør de. Lige når vi får børn, er det sikkert noget hormonelt, men for nogle kvinder bliver det ved. Der skal mændene træde til og tage del i at køre et hjem og en familie. Men jeg er stoppet med at tro på, at det går over en dag. Jeg tror, hver generation altid vil have behov for at diskutere balancen mellem mænd og kvinder. Jeg tror også, vi taler om det her om 50 år, når jeg ligger et eller andet sted under muld. Det er et evigt tema.”

8. Gud er ikke nødvendigvis en mand

Du er kristen?

“Ja. Men den slags kristen, der overlader alt, hvad der handler om at dømme andre, til Gud. Det sjove er, at jeg i mange år har startet min bøn med at sige: ’Kære Gud’ i stedet for ’Fadervor’. Det startede, da mit ældste barnebarn konsekvent insisterede på, at Gud var en hun. Jeg tænkte, at det er mærkeligt at give Gud et køn. Hvorfor ikke bare sige ’Kære Gud’. Så da man i Sverige for nylig havde den der diskussion om Guds køn, og hele Danmark gik i selvsving, så tænkte jeg ’så for sagomel, nu har jeg gjort noget igen, som man ikke burde‘.”

Hvor tit beder du så din ’Kære Gud’?

“I hvert fald en gang i døgnet. Men jeg har også oplevet at miste min tro, da min yngste datters kæreste omkom ved en fuldstændig forfærdelig, mareridtsagtig og frygtelig ulykke hjemme hos os (under arbejdet med at istandsætte en bygning, red.). Jeg blev så tosset på Gud, at det eneste, jeg kunne tænke, var: ’Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?’

Jeg bruger naturen meget, for jeg føler mig tættere på Gud der end i kirkerne. Jeg gik lange ture ved vandet og en dag tænkte jeg: ’Jamen for pokker. Hvis ikke folk døde i utide, og hvis alt var forudsigeligt og planlagt, så var det ikke denne verden. En del af livet er valg og konsekvenser, men der er også tilfældigheder, hvoraf nogle er rædselsfulde. De er et vilkår. Men det er dem, der gør, at vi lever intenst. Hvis vi alle kendte vores præcise udløbsdato, så ville vi leve nogle helt andre liv’. Det havde jeg brug for at forstå dybt inde, og så var der hul igennem til Gud igen.” 

9. Man kan altid have ambitionen

“Folk placerer mig tit i rød blok, men jeg føler mere, jeg befinder mig på midten. Den gamle midte. For det kan vel ikke være midtsøgende at ville sætte folk ud på en ø? Hvis det er midten i dag, så må jeg være blevet ekstrem, og det mener jeg jo ikke, jeg er. Men selv om jeg har overvejet at gå ind i politik, så tror jeg, jeg vil have svært ved hele tiden at skulle indgå alle mulige kompromisser, konstant at skulle tælle til 90. Samtidig er det vigtigt med nogle frie stemmer, der hele tiden kan holde et spejl oppe foran det politiske system.”

Du har tjent en masse penge. Hvorfor gider du blive ved med at arbejde?

“I dag arbejder jeg 40 og ikke 70 timer ugentligt, som jeg gjorde før i tiden. Jeg vælger de ting, der er spændende, som eksempelvis mit arbejde for Plan BØRNEfonden eller TELE Greenland. Og i Allianz sidder jeg i bestyrelse med Jim Snabe, som også sidder i Maersk og Siemens, så det er også sjovt.”

Er der kommet flere kvinder med i bestyrelsen?

“Ja, og det er rigtig dejligt.”

En sygeplejerske fra et hospice skrev en bog om, at folk tit på deres dødsleje fortryder, at de skulle have holdt mere fri. Har du arbejdet for meget?

“Nej, nej, nej, nej, nej. Det er jo rigtig priviligeret at kunne designe sit eget liv på så mange områder. Da jeg blev 50, skruede jeg ned for min arbejdstid for blandt andet at kunne se min familie. Om tre år ankommer jeg til de 60 år, og så er planen at skrue endnu et hak ned, så jeg kun arbejder maksimalt 20 timer om ugen.”

Tror du, du kan overholde det?

“Det tror jeg ikke – men det er i hvert fald min ambition, og jeg vil arbejde på at nå den.”