Tak til Ruth i Majsmarken

De bruger mig garanteret som eksempel i undervisningen. ”Og hør så lige ham her,” forestiller jeg mig læreren sige til kursisterne med tilføjelsen:

”Man hører det på stemmen: Han må være lige på nippet til at bryde sammen.” Og læreren har ret. Utallige er de gange, jeg med en klump i halsen har ringet til hotlinen, tryglet om hjælp. Ventet i telefonkøen. ”Vi arbejder altid på at forbedre vores kundeservice. Du skal være opmærksom på, at samtalen vil blive optaget.”

Og har ikke haft andet valg end at lade min fortvivlelse blive kendt af alle i kundeservice og omegn. Men så forstår de vel, hvor nedbrudt man bliver som log-in-menneske.

Hver eneste dag. Led og ked af adgangskoder, passwords, uventede opdateringer, ordene ”vent venligst”. ”Spild af liv” burde der i stedet stå, mit liv, dit liv. Og imens jeg rykker frem som nummer seks i køen, ser jeg annoncen for mig: ”Mand og hund søger arbejde på gård med heste, grise, køer.”

Frihed. Frisk luft. Levende væsener. For aldrig har jeg følt mig så ufri, taget som gidsel af brugerprofiler, NemId og pinkoder, påtvungne downloads, klargøring af windows, vent venligst. Jeg gider det ikke, har ikke bedt om noget som helst af det. Pludselig er der også noget galt med sagsstyringssystemet, bruger timer på det; fremmed mand overtager min computer via fjernstyring.

Vores frie vilje er i små udspekulerede ryk blevet væsentligt indskrænket. Og vi er ikke længere i stand til at gøre vores arbejde uden at adlyde. Skifte password igen og igen. Og vente (hvordan vente venligst?). Lære nye offentlige portaler at kende. Klik her, klik der, upload her. Husk at gemme!

Bruge tid på kurser for at lære systemet. 

Umiddelbart kan jeg ikke få øje på andre fjender end den mest skræmmende og nådesløse af dem alle: Udviklingen. Dette uangribelige, flerhovedede monster uden hjerte og hjemsted, der næres af den pureste irritation – farligere end smøger og sprut – og det har uhindret adgang til hovedafbryderen i vores hjerner.

Men måske er der alligevel en skjult og højere mening med de konstante nedbrud, nedkølingstiden i telefonkøerne. Her ser man indad, lærer sig selv bedre at kende. Lærer noget om tålmodighed, sin egen skrøbelighed, om taknemmelighed i nytestamentlig forstand.

Og man får givende nye bekendtskaber med medarbejderne i hotlinen. Dette psykologisk fintfølende folk, der gang på gang forsikrer mig om, at jeg ikke er blevet sindssyg. Uden tekniske problemer og tåbelige brugergrænseflader havde jeg fx aldrig mødt et af Danmarks mest hjælpsomme mennesker: Jeg sender en varm tak til Ruth i tinglysningens hotline, Majsmarken 5 i Hobro.