KU-studerende: Vores pensum er for snævert

”Der er sket nogle ting i verden over de sidste par år, som vores pensum ikke har klædt os ordentligt på til at kunne analysere og arbejde kritisk med”.

Sådan lyder grundtesen hos Kasper Arabi og Nicholas Buhmann-Holmes, der begge studerer statskundskab på Københavns Universitet og sidste år stiftede Kritisk Politologisk Studiekreds (KPS). Her kan interesserede statskundskabs -og samfundsfagsstuderende komme og læse og diskutere tekster, der udfordrer det, som pensummet på bacheloruddannelsen tager for givet.

Huller i verdensforståelsen

Som et eksempel fremhæver Kasper Arabi og Nicholas Buhmann-Holmes det manglende fokus på velstand som en demokratisk magtfaktor.

”Vi har fag, der handler om demokrati og økonomi, men de to ting bliver sjældent koblet. Der mangler et fokus på kritisk teori, der kan fortælle, hvordan meget velstående virksomheder eller enkeltpersoner kan skævvride demokratiet for egen vinding. Den slags bliver vi ikke præsenteret for”, fortæller de to stiftere.

Det kan blive et stort problem for fremtidens forskning og arbejdsliv, hvis de kommende kloge hoveder forbigår emner, der er essentielle for en nutidig verdensforståelse, mener de.

”Hele klima-problematikken har også været underrepræsenteret. Vi har en undren, der går på: ’Hvordan kan det være, at vi har to fag om økonomi, mens vi ikke har ét eneste om økologi?’ Vi har jo overlevet flere økonomiske sammenbrud, men hvis økologien bryder sammen, så står vi nok i en værre situation,” fortæller Kasper Arabi og Nicholas Buhmann-Holmes, der samtidig påpeger det problematiske i at uddanne eleverne ensidigt i økonomi, når bæredygtighed er blevet en del af FN’s verdensmål.

Universiteterne bevæger sig langsomt

Men hvorfor skal det overhovedet være nødvendigt for eleverne selv at finde litteratur for at føle, at de bliver tilstrækkeligt klædt på? Er pensum virkelig blevet så snævert på statskundskab på KU? Kasper Arabi har et bud på årsagen:

”Det kan være, på grund af at der i lang tid har været en samfundsvidenskabelig konsensus om, i hvilken retning verden ville løbe,” siger han med henvisning til murens fald i 1989 og samfundsforskeren Francis Fukuyamas idé om ’historiens endeligt’: det liberale demokrati og kapitalismens endegyldige sejr.

”Finanskrisen har heldigvis rystet lidt op i den retning, og vi har i de seneste år set en opblomstring af kritiske studiebevægelser,” tilføjer Kasper Arabi.

”Men institutioner bevæger sig langsommere end individer,” indskyder Nicholas Buhmann-Holmes.

”Samtidig har vi over de seneste år set en stigende markedsgørelse af universiteterne, kombineret med en politisk kontrol. Det betyder, at hvis man vil undgå nedskæringer, så skal man prøve at rette sig efter hvad erhvervslivet og den politiske top ønsker for de forskellige uddannelsesretninger. Men jo mere man retter sig efter disse krav, desto mere forsvinder rummet for at udfordre status quo.”

En status quo, som bliver yderligere understøttet af forventningen om, at de studerende hurtigst muligt skal ud på arbejdsmarkedet og have jobs, mener Kasper Arabi.

”Men det giver jo ikke plads til kritisk forskning, hvis vi udelukkende sigter efter jobs på markedets præmisser, og universiteterne udelukkende sigter efter at beholde deres økonomiske støtte. Så får vi jo et pensum, som går ud på, at vi skal opretholde det nuværende system,” pointerer han.

Institutleder: ”Jeg er glad for debatten”

Mikkel Vedby Rasmussen er institutleder for statskundskabsstudiet på Københavns Universitet, og han er ”glad for debatten” og det studenter-engagement, som oprettelsen af studieforeningen afspejler:

”Faktisk talte jeg med Kasper og Nicholas i fredags. Instituttet har 2.100 studerende fordelt på fire uddannelser, og det giver mange bevægelige dele. Det kræver en løbende gennemgang af pensum, undervisningsplaner og metoder. Vi evaluerer fagene løbende, men det kan nogle gange være svært at engagere studerende i evaluering, så jeg bliver altid glad, når studenterne viser en ægte interesse for, hvad vi skal undervise i.”

Han er imidlertid ikke helt enig i, at foreningens tilblivelse vidner om en mangel i det eksisterende pensum:

”Jeg og mine studieledere taler ofte med studerende, som har overraskende mange forskellige forventninger til, hvad de gerne vil have. Sagen er, at en dansk bachelor, i modsætning til Storbritannien, ikke har et særligt stort valgelement. Det har til gengæld nogle styrker, fordi vi således kan få en stor bredde på hele studiet, og resultatet er høj beskæftigelse for vores kandidater.”

Og det kan man måske blive skuffet over, hvis man ønsker at fordybe sig yderligere, men ifølge Mikkel Vedby Rasmussen er det netop den slags, man kan få lov til på kandidatuddannelsen.

Pensum skal holde mere end fem år

Kasper og Nicholas nævner bl.a., at økonomiske særinteressers skævvridning af den demokratiske model ikke bliver berørt tilstrækkeligt i pensum. Er det ikke problematisk?

”Det er selvfølgelig et vigtigt emne. Det kan man jo ikke svare nej til. Problemet er, at man kan ikke skabe et curriculum ud fra, hvilke aktuelle spørgsmål og samfundsmæssige problemer man skal vide noget om, for så holder pensum kun i fem år,” svarer Mikkel Vedby Rasmussen

Vil man forandre verden, forudsætter det en grundviden, mener han:

”Marx brugte år af sit liv på at beskrive de strukturelle forhold i kapitalismen, fordi han måtte forstå dem for at kunne forandre dem.”

Men det specifikke er vel også det aktuelle? Er det ikke et problem, at økologi ikke bliver berørt, når bæredygtighed og klima netop er så vigtigt for at kunne forstå nutidens samfund?

”Jo, så laver man en uddannelse, som er rigtig god til at besvare de problemer, som vi står i lige nu. Men jeg uddanner også folk, der skal have 30-40 års erhvervskarriere bagefter, og det kræver en slags ’eviggyldige kompetencer’, som varer længere.”

Generelt kan Mikkel Vedby Rasmussen ikke genkende billedet af, at der kun bliver fortalt én historie på bacheloruddannelsen i statskundskab.

”Der findes internationale evalueringer af vores institut, som præcist siger, at vi globalt set har et af de mest pluralistiske statskundskabsinstitutter. Men det der med at lave uddannelse er aldrig noget, man laver færdigt. Det justeres løbende og i en dialog med studerende og dem, der skal ansætte dem, når de er færdige.”