Professor: Embedsmænd kan ende som syndebukke i skatteskandale

Fra bunken af ’sager’ om Skat de senere år er udbytteskat-sagen den, der står og blinker mest. Det er en sag uden fortilfælde i dansk skattehistorie, og den handler som bekendt om formodet kriminel svindel fra udlandet med refusioner af fabrikeret udbytteskat, kombineret med afgørende brister internt i Skat i perioden 2010-2015.

Udbytteskat-sagen springer i øjnene, da den vedrører Skats forvaltning og tilsyn med udbytteskat i størrelsesorden 12,3 mia. kr. Beløbet er svimlende. Hvis man fx lader blikket løbe ned over velfærdsstaten Danmark, kunne de mange milliarder have gjort gavn mange andre steder.

Der er i det lys nu sat et stort og flerstrenget oprydningsarbejde i gang – af både de strafferetlige og administrative aspekter – og en afdækning af netop de mulige svigt på de indre linjer er på efterbevilling lagt ind under den skattekommission, som blev nedsat under stort rabalder sidste sommer af Folketinget.

600 siders kritisk værk

Der var dengang tre spor, som undersøgelseskommissionen skulle grave sig møjsommeligt ned i som led i dens juridiske detektivarbejde, nemlig omlægninger, inddrivelse og effektiviseringer i Skat. Alt sammen interessant, men det mest interessante var det, som ikke var med, nemlig udbytteskat-sagen. Den er nu med, og det skyldes en kritisk advokatundersøgelse – et digert værk på godt 600 sider – fra årsskiftet, som i dele af pressen er blevet udlagt som en pure frifindelse af Skat. Det er forkert, da undersøgelsen er kritisk på flere punkter. 

Set som advokatundersøgelse er det værd at læse advokatens konklusioner med de stærke læsebriller. Selv om det som sagt er én undersøgelse ud af en palet af undersøgelser af udbytteskat-sagen, skiller den sig ud ved at indeholde klar kritik for åbne døre. Juridisk formuleret kritik, men stadig kritik.

Sagen om mange milliarder, der er forsvundet ud af statskassen, synes – lidt spidsformuleret – at tegne et billede af et noget dysfunktionelt administrativt system hos Skat. Så verbalt hård er advokatens formulering ikke, langtfra, men der er ikke tvivl om, at advokaten uddeler en del faglige smæk. Skat havde ikke lavet sit hjemmearbejde, da man udbetalte refusion på refusion på refusion. Skat foretog ikke systematisk de undersøgelser og dobbelttjek, som lovgivningen kræver forud for beslutning om udbetaling af refusion. Det var en fejl hos Skat, at man ikke trykkede på pauseknappen og satte sagerne i bero, efter at Skat modtog de første indikationer på, at der var tale om svindel. Skatteministeriet har ikke ført det tilsyn med Skat, som de skulle. Og så videre. Der er ikke tale om en enkelt fodfejl eller to, men om fundamentale fejl og svigt.

Kan kun kradse i overfladen

At advokatundersøgelsen bliver lidt mere flakkende i blikket, når det kommer til at placere et ansvar, er ikke overraskende. En advokatundersøgelse er ikke det bedste værktøj til den del af oprydningsprocessen, som består i juridisk ansvarsplacering. Advokaten tygger sagsakterne grundigt igennem, men det hele sker på skriftligt grundlag, og undersøgelsen kan allerede af den grund kun kradse i overfladen, når den så famøse abe skal placeres. Det er i første række systemet, der ses på, og der bliver ikke sat ansigter på.

Advokaten er med undersøgelsen blevet bedt om at tage skridtet videre og også at vurdere en række embedsmænd i Skatteministeriet og Skats mulige ansvar. Her er den korte version, at advokaten ikke finder grundlag for, at der indledes sag om disciplinært eller ansættelsesretligt ansvar.

Dette skal dog læses i sammenhæng med, at advokaten har måttet konstatere, at flere af de 14 medarbejdere i Skatteministeriet og Skat, som har været i fokus, har forladt kommandobroen og fået nyt job. Der frifindes i vidt omfang, fordi fuglen er fløjet, og ikke som resultat af en indholdsmæssig vurdering. I forhold til en navngiven medarbejder udtaler advokaten kritik. For mig at se er kritikken faktisk desto mere bemærkelsesværdig, fordi der kun er tale om en halv afdækning.

Ministre bliver eksponeret

Det store forstørrelsesglas kan på anderledes vis findes frem af den store skattekommission, når den trækker i arbejdstøjet. Her vil både embedsmænd og blå og røde skatteministre blive eksponerede. I forhold til skatteministre er det interessant, at kommissionen kommer til at indkalde en så lang kø af tidligere ministre, at man i Netto ville have bedt om at få tilkaldt en kassemedarbejder mere. Advokatundersøgelsen omfatter ikke ministersporet, og kommissionen kommer derfor til at stå mere på egne ben i forhold til ministrenes rolle.

Selv om kommissionen er blevet pålagt at aflevere halvlegsresultater, kommer vi formentlig til at vente godt fem år på at få det interessante samlede facit. Det bliver for mig at se vanskeligt for kommissionen at komme helt uden om den kritiske tone, som er slået an i den grundige advokatundersøgelse. Hvis der ellers er centrale aktører fra udbytteskat-sagen tilbage hos Skat til den tid, og hvis kommissionen ender med at anskue forløbet med rynket pande, kan man frygte, at det bliver embedsmændene, der kommer til at betale for synder, der muligvis er begået af politikere.

Selv om det er svært at spå, især om fremtiden, vil det være en klart uventet drejning, hvis kommissionen for alvor ender med at pege fingre af de involverede ministre. Ministerfrifindelsen er i hvert fald der, hvor alle andre undersøgelseskommissioner fra nyere tid er landet. Embedsmændene betaler regningen, og ministrene slipper af krogen. Ministre skal forberede sig på at skulle stå skoleret foran rullende kameraer, når de kommer ud af kommissionslokalet, men de bliver næppe indhentet af et juridisk ansvar. Det kan være et problem, da det er et ikke helt ukendt fænomen, at nogle fejl skyldes samarbejds- og kommunikationsproblemer mellem fx embedsmænd og ministre. Asymmetrien i forhold til det juridiske blik på embedsmænd og ministre er et dilemma i det vigtige arbejde med at komme til bunds i udbytteskat-sagen.