Morgendagens myndighed skal være agil og tænke på tværs

Dagens offentlige myndigheder er indrettet til en nogenlunde stabil verden uden pludselige chok, hvor de problemer, der skal løses, gradvist tegner sig i horisonten, og hvor der er god tid til at reagere og udvikle regulering. Sådan en verden lever vi slet ikke i længere.

Mange offentlige myndigheder tumler med, hvordan man håndterer udviklingen. Nye teknologier, produktionsmetoder og forretningsmodeller opstår og udbredes med en hast som aldrig før. I dag skal myndigheder forholde sig til teknologier som Internet of Things, avanceret kunstig intelligens, biosensorer, droner, robotter, 3D-print og helt nye forretningsmodeller baseret på deleøkonomi og teknologiske platforme, vi knap havde hørt om for et år siden. Udviklingen sætter vores myndigheder og reguleringen af vores samfund under et enormt pres.

Udfordring 1: En række nye fænomener er langt mere tværgående, end vi har set tidligere. Uber handler ikke kun om skatteforhold, men også om sikkerhed og arbejdsmiljø. Droner handler ikke kun om, hvor man må flyve, men også om privacy og sikkerhed på jorden. Tænk selv videre, eksemplerne er mange. Det er en udfordring, når vores regulering og myndighedsudøvelse er indrettet efter at regulere et klart afgrænset område defineret i love og bekendtgørelser.

Udfordring 2: Nye digitale forretningsmodeller kan skaleres og udbredes på meget, meget kort tid. Det er en udfordring, når udvikling af regulering kræver grundige analyser, høringer, afklaringer på tværs af ministerområder etc. Regulering vil altid være reaktiv – men vi skal have bragt time to market ned, for nu at bruge en term fra produktudviklingen. Derfor har vi behov for myndigheder med høj reaktionsevne og udsyn i forhold til udviklingen.

Udfordring 3: Vi tænker ofte for traditionelt, i forhold til hvilke værktøjer vi bruger for at ændre adfærd hos borgere eller virksomheder. Man griber tit efter de reguleringsvirkemidler, man kender og er vant til at implementere. Vil man fremme en adfærd, designer man en tilskudsordning; er der noget, man vil undgå, indfører man kontrol. Vi har brug for at tænke anderledes.

De myndigheder, der er længst fremme, arbejder med forskellige løsningsmuligheder i kombination. Her er en række eksempler:

• Regulatoriske netværk, hvor myndigheder i højere grad arbejder sammen om at identificere udfordringer og udvikle løsninger. Det er nødvendigt for at få reguleringen til at hænge bedre sammen på tværs.
• Samarbejde om øget udsyn via fælles involvering af interessenter, start-ups, brancheorganisationer mv. – for at være på forkant med udviklingstrends, men også for, at ikke alle myndigheder skal bruge ressourcer på at følge udviklingen i mange brancher.
• Brug af nye processer og samarbejdsformer i måden, man udvikler regulering på via co-creation og rapid prototyping, hackathons, crowdsourding etc.
• En ny og bredere værktøjskasse i håndhævelsen gennem automatisereret datafangst, billedgenkendelse, AI, droneovervågning, dokumentation via blockchain-løsninger mv. Til den nye værktøjskasse hører også at reducere den offentlige reguleringsindsats gennem brancheordninger, øget inddragelse af private initiativer i problemløsningen, nudging, teknologiunderstøttet vejledning mv.

Nye teknologier og tilgange har potentialet til helt og aldeles at transformere offentlige kontrol- og tilsynsopgaver, som helt grundlæggende handler om at se på noget, indsamle data og udøve systematisk retsanvendelse. En meget, meget stor del af de offentlige kontrol- og tilsynsopgaver kan og vil blive automatiseret i de kommende år.

Regulering handler om at sikre sundhed, sikkerhed, miljøhensyn, effektive markeder etc. For at nå disse formål må myndigheder omfavne og udnytte den teknologiske udvikling i både udviklingen og håndhævelsen af regulering – både for at effektivisere internt og for at sikre, at reguleringen ikke i sig selv hæmmer innovation og vækst.

Velkommen til morgendagens myndighed!