Man kan gøre sig bevidst om sin historie - eller blive dikteret af den

Der findes lange og korte historiske konjunkturer, og de sætter sig i sjælen, hvad enten man vil vedkende sig det eller ej.

Men enhver kan vælge at gøre sig bevidst om sin egen historie, og det er vigtigt, hvis man ikke skal ligge under for fortidens forprogrammering af bevidstheden, mener historiker Uffe Østergaard, der er aktuel med bogen 'Hvorhen Europa?'

“Det er ikke et propagandaskrift for en bestemt historie, men du kan kalde det et propagandaskrift for vigtigheden af historien og den europæiske dannelse,” siger han.

De lange konjunkturer kan sætte sig over 500 år. Således eksempelvis Europas dominans fra rundt regnet 1492 til 1992. Før da var verdensmagten allokeret i Kina, og nu er den måske på vej tilbage, hvis man spørger Uffe Østergaard:

“Vi befinder os i en brydningstid fra én lang varighed til en anden. Europa udgør kun 11 procent af verdens befolkning, og det vil svinde ind til syv procent i løbet af ganske få år. Magten vender formentlig tilbage til Østen.”

Ligeledes forholder det sig med den Europæiske Union. Den svinder. For “europæerne vil både blæse og have mel i munden,” vurderer Uffe Østergaard.

“Vi vil have selvbestemmelse og indflydelse på samme tid. Danmark går varmt ind for samarbejde, når vi får vores vilje, men samtidig skal der være fuld respekt for national suverænitet.”

Forenet i forskellighed

I 2000 var Uffe Østergaard i Bruxelles til en fejring af EU.

“Det var tydeligt, at idéen var: ’Nu må vi lave en unionsfejring, der har samme karakter som nationaldagene i de enkelte lande.’ Men EU har jo ikke nogen hær – ikke engang noget musikkorps – så man lånte et brandmandsorkester fra byen, og det begyndte at regne, og flagene blev revet ned af blæsten, og vi endte med at gå indenfor. Det var en jammerlig forestilling.”

En analogi over EU’s fejlslagne fællesfortælling, mener Uffe Østergaard.

“EU vil efterligne nationalstaterne med både hymne og flag, men vi har jo allerede fæstnede nationale identiteter. EU-forsker Marlene Wind stillede på et tidspunkt spørgsmålet: ’Hvem vil dø for Europa?’. Svaret er: Ingen.”

Og det er EU’s problem ifølge Uffe Østergaard. Det er en stat, der ikke vil være en stat, og et imperium, der ikke vil være et imperium. Men den ved det også godt selv.

„In varietate concordia. Forenet i forskellighed. Europas motto er faktisk forbløffende ærligt. Det europæiske viser sig i forskellighedens lighed – man understreger forskelle på den samme måde. Der er ikke noget, der er mere ens end to nationalister, der fortæller om deres folkedans.”

Alle søger tilbage i historien

En fælles europæisk identitet. Det var forventningen fra Uffe Østergaard og mange andre, for presset udefra måtte vel tætne grænserne i det mellemliggende kontinent? Men tværtimod.

“Det, der i virkeligheden er sket, er, at nationalstaterne er blevet styrket. Front National, UKIP, Alternative für Deutschland, Dansk Folkeparti. Observationen er efterhånden næsten banal,” siger Uffe Østergaard.

Han tror samtidig ikke, at Storbritanniens udmeldelse af EU vil blive den eksemplariske skamstøtte, som mange forudsiger.

“Jeg tror ikke, de vil erkende, at udmeldelsen var en fejl. Tværtimod vil de formentlig søge tilbage i deres historie og sige: ’Vi står alene, og vi kæmper i bjergene, på sletterne og i gaderne.’”

Det er et tibagevendende tema for Uffe Østergaard: At alle søger tilbage i historien. Ruslands militære trusler er en reaktion på nederlaget i den kolde krig. Kinas europæiske skepsis er en reaktion på opiumskrigen i 1800-tallet.

Men kan et folkeslag virkelig bære følelser videre fra generationer, der for længst er forbi?

“Jeg tror, det er en meget vesteuropæisk måde at tænke på. I mange andre kulturer ville man sige: ’Selvfølgelig.’”

Verden startede i min navle

“Den nordiske model er jo en stor succes, men den er også rodfæstet i en enorm historieløshed. I 60’erne sagde socialdemokraterne: ’Vi må gøre gode tider bedre’ – ikke noget med at sidde og fedte i, hvordan det var i gamle dage,” siger Uffe Østergaard.

På samme måde forholder det sig med sproget, mener han.

“Vi har et gymnasium, der reelt kun uddanner os til at kunne ét andet sprog: Engelsk. Der er generelt en meget vesteuropæisk tendens til at sige: ’Pyt med, hvad der ligger bagved. Verden starter med mig.’”

Men hvad enten man vil det eller ej, har man historien med sig, mener Uffe Østergaard:

“Man kan forstå sin historie, og hvad den betyder for én, eller man kan ubevidst lade sig styre af den.”