Vi har brug for en mere ambitiøs universitetsdebat

Universiteter er blevet noget, mange mennesker har en mening om. Men desværre hænger den offentlige debat fast i en uproduktiv konflikt mellem samfundsingeniører og frihedskæmpere. Førstnævnte klager over, at universiteterne ikke er gode nok til at omsætte forskning til innovation og til at uddanne arbejdsmarkedsrelevante kandidater til konkurrencestaten. Imens forsvarer frihedskæmperne det frie universitet og de studerendes og ansattes ret til selv at bestemme, hvad de skal bruge deres tid på.

Begge positioner overser imidlertid virkelighedens kompleksitet og de otte danske universiteters forskellighed. Konflikten giver heller ikke plads til at diskutere de mange udfordringer og muligheder, som universiteterne står overfor i disse år.

Fx medfører den digitale udvikling ikke kun nye læringsmetoder, men også fundamentale spørgsmål om inklusion, livslang læring og samfundsmæssig sammenhængskraft, når arbejdsmarkedet forandres grundlæggende. Den teknologiske udvikling er ikke kun et spørgsmål om at finde tekniske løsninger på samfundets store udfordringer. Den stiller også grundlæggende spørgsmål om dannelse og demokrati. I den situation kan universiteterne spille en central rolle som vidensbaseret forandringskraft, der bidrager til at skabe fremtidens gode samfund.

Men desværre risikerer den fastlåste debat om universiteterne at gøre dem irrelevante, hvis de af hensyn til frihedskæmperne ikke tør engagere sig ordentligt i samfundets problemer og af hensyn til samfundsingeniørerne ikke tør se længere frem end til umiddelbar nytte i de næste fem år. Det hjælper i den sammenhæng ikke, at vi ofte italesætter universiteterne i en stemning af krise: Nedskæringer på uddannelser, vigende finansiering af forskning og manglende samarbejde med erhvervsliv og samfund. Hvis universiteterne reagerer på denne debat med tilbagetog og mismod, så er vi for alvor i knibe.

Har forskellige styrker

I stedet skal universiteterne gribe samtidens udfordringer som en anledning til at nyfortolke, hvad deres rolle skal være i fremtidens samfund. Det kræver for det første, at vi får øjnene op for, at alle danske universiteter er forskellige og har hver deres styrkeposition. I stedet for konstant at bede dem konkurrere med hinanden på standardiserede parametre, bør vi sørge for, at de hver for sig formulerer deres egen vision om et unikt bidrag til samfundet.

For det andet skal vi proaktivt forholde os til, at universiteternes vidensmonopol er brudt for længe siden. Der produceres store mængder viden i virksomheder, tænketanke og interesseorganisationer. Desuden bliver viden i mange sammenhænge bedre, når den skabes i samarbejde med aktører uden for universitetet. Frem for at være bange for at få deres vidensautoritet udfordret bør universiteterne offensivt definere sig selv som den centrale samarbejdsplatform for skabelse og udveksling af viden i samfundet. I et system med mange vidensproducenter er der brug for uafhængig kvalitetskontrol og mediering.

For det tredje skal universiteterne reagere på et arbejdsmarked i hastig forandring. Det er meget svært at forudsige, præcis hvilke kompetencer og færdigheder arbejdsmarkedet vil have brug for i fremtiden. Det eneste, vi ved med sikkerhed, er, at kandidaterne ud over deres basale grundfaglighed skal være fleksible og i stand til at tilegne sig nye kompetencer og lære igennem hele livet. Det er muligt, at efteruddannelse bliver det mest presserende uddannelsesbehov i fremtiden, så hvordan indretter vi universitetssystemet, så det fungerer som en platform for livslang læring?

Stigende polarisering

Endelig må vi forholde os til de faktiske forhold i hjerneindustrien. I takt med at videnskaben som globalt system er vokset eksplosivt, er der opstået en lang række forskellige forsøg på at måle og systematisere dens kvalitet. Mange af disse forsøg stammer fra forskerne selv, men målesystemerne har fået tiltagende indflydelse på ansættelse og forfremmelse samt tildeling af bevillinger og andre ressourcer. Det har ført til en stigende polarisering af forskningsarbejdsstyrken.

I den ene ende får nogle få eliteforskere stor støtte og opmærksomhed, og de kan flytte rundt mellem universiteter, alt efter hvor de får det bedste tilbud – ligesom fodboldstjerner. I den anden ende forvandles en stigende mængde almindelige forskere til et akademisk prekariat med usikre ansættelses- og karrierevilkår. Det skaber let forvitring af den interne sammenhængskraft på universitetet.

Dertil kommer, at de negative konsekvenser af jagten på citationer og publikationer har fået nogle til at tale om videnskabens krise, fordi en stigende mængde resultater tilsyneladende ikke kan gentages. Indtil videre har universiteterne været alt for tilbageholdende med at forholde sig til disse spørgsmål. 

Universiteterne skal løfte en dobbelt forpligtelse. De skal både bidrage til samfundsmæssig udvikling, og de skal også bevare, respektere og understøtte sandhed og kritisk tænkning. Det, som gør universiteter til en unik samfundsinstitution, er kombinationen af disse to forpligtelser og kravet om, at de tildeles lige meget vægt. Man kan ikke nedprioritere en af dem, uden at det på sigt vil true universitetets overlevelse.

Universiteternes fortsatte eksistensberettigelse afhænger derfor af, at de til stadighed kan kombinere disse to forpligtelser. Det er ikke let. Det kræver, at man integrerer forskellige ting: Frihed og nytte, behovet for excellence med behovet for diversitet, og ønsket om innovation med ønsket om at bevare en tradition. Det kan man ikke give en universel og endegyldig opskrift på, hvordan man gør. Men vi kan starte med at anerkende, at vi har brug for en debat, der ikke hænger fast i en forsimplet og forældet konflikt.

Maja Horst er professsor i forskningskommunikation og institutleder på Institut for Medier, Erkendelser og Kommunikation. Alan Irwin er Vice-president for Entrepreneurship & Innovation, Copenhagen Business School (CBS).

Bogen ’Hvad vil vi med universiteterne?’ af Maja Horst og Alan Irwin er udkommet på Informations Forlag.