Velkommen til pressetræning

I  dag er der træning på programmet. Pressetræning. Yes. I et interkulturelt opportunistisk narrativt perspektiv. Og her i læringsrummet tager vi nu hul på Modul 1: Hvad gør du den dag, journalisten ringer? For det gør hun. Journalister spiser djøfere til morgenmad. Djøfere ved noget, djøfere er tæt på magten, djøfere er den mest synlige faggruppe i medierne også uden for citat.

Måske væmmes du ved tanken om at blive afkrævet en kommentar. Husk derfor: Et interview er ikke farligt. Som psykologerne siger: ’Hvad er det værste, der kan ske?’ Ja, du kan blive fejlciteret og til grin og miste dit job, men du dør ikke af det. Så sig bare til omstillingen, at der er grønt lys for enhver slibrig, sensationslysten, uvederhæftig henvendelse, og lad antydningen af dit mishag vugge i tonefaldet, når du tager røret. Journalisten vil straks fornemme, at hun er på udebane.

Indled med at fastslå betingelserne for interviewet, og lad hende forstå, at du har været på kursus i at håndtere pressen. Forlang derefter, at du vil se artiklen, inden den går i trykken, ikke kun de steder, hvor du er citeret – nej, hele artiklen. På den måde kan du læse, hvad dine modstandere og andre medvirkende mener om emnet, og nå at rette ind og spidsformulere dine synspunkter, komme til at lyde klogere end de andre. I det hele taget vil det give dig lejlighed til at brodere på dine udtalelser og få indføjet alle de forbehold og særlige hensyn, du glemte at få med under interviewet.

Tal ekspertsprog, hvis spørgsmålene bliver nærgående, du er kommet til at sige lidt for meget eller bare er usikker. Intimidér med passende doser faglig overlegenhed, de fleste journalister har en stor del af deres viden fra Trivial Pursuit og Gajol-æsker.   

Jeg har selv arbejdet i fjendens lejr og interviewet tusind djøfere, fået artikler tilbage med ordene: ’Tak for dit indlæg’ eller ’Tak for dit udkast, jeg har skrevet mine bemærkninger med rødt’. Som om min kilde var dansklærer eller klassekammerat og artiklen gruppearbejde. Ikke nok med, at enkelte kunne finde på at gå uden for deres egne citater og rette mit sprog. En pensioneret professor tog sig den frihed at ændre overskriften i portrættet til det selvforherligende ’Professor i vigør’, måske forvekslede han publikationen med Billedbladet eller troede, han medvirkede i en film fra Axel Strøbyes tid. Og så var der ham, der, så snart han hørte ordet journalist, spurgte, om jeg kom fra Land og Folk.

”Den fjerde statsma-ha-ha-ha-har-hagt!”

Flere dygtige, vidende kilder forstår måske ikke, hvorfor journalisterne aldrig ringer igen.