Udflytning er hverdagskost i provinsen

Tillad et par betragtninger fra en akademiker på landet efter at have fulgt med i debatten her i mit fagblad og i dagspressen generelt. På det seneste har medierne nemlig været præget af historier om statsansatte, der får flyttet deres arbejdssted et andet sted hen i vores land. Et land, hvor vi er fælles om at 'eje' ca. 180.000 statslige arbejdspladser, som vi alle betaler til. Arbejdspladser, hvor vigtige og nødvendige opgaver løses af dygtige folk, der er godt uddannet. De er loyale, arbejdsomme og har blik for innovation og udvikling.

Nogle få tusinde af disse knap 200.000 ansatte må nu se deres hverdag geografisk forandret. En forandring, der kan resultere i fx væsentligt længere daglige pendlingsafstande, en decideret flytning, at man finder andet arbejde nær sin hjemstavn, eller at man bor i en lejlighed ude i tre-fire dage om ugen.

Hvordan er det så at bo på landet – men også lige midt i landet Danmark – og være ansat i en privat koncern som akademiker? Ja, her er temaet flytning bestemt hverken nyt eller fremmed. Det har sådan set været på tapetet altid. Den koncern, jeg er ansat i, har de seneste 20 år bevæget sig som rigtig mange andre store, private koncerner; nemlig i retning af effektiviseringer, salg, trimninger, omorganiseringer, salg igen, masser af omtale i medierne, flytninger og meget mere. Det er dagens orden i et moderne land, hvor dynamik, effektivitet og fleksibilitet er i højsædet.

For mit eget vedkommende har jeg også stået i samme situation som de statsansatte, vi nu hører om. To gange har jeg fået beskeden om, at min funktion skulle flyttes ud til nogle udkanter i Danmark, som bestemt ikke har været interessante for mig. For hvorfor skulle jeg flytte med til et sted, hvor huspriserne har krævet en månedlig lejeudgift på mindst dobbelt eller tredobbelt niveau? Til et sted, hvor der venter lange køer både morgen og eftermiddag, fx i den østligste udkant af Sjælland. Jeg kan sagtens sætte mig ind i trængslerne, der påføres familier, der oplever, at den ene parts (statslige) arbejdsplads pludselig flytter. Jeg kender på egen krop de bekymringer, den enkelte gennemlever: Skal man flytte med eller finde et nyt job? Hvor vil der være de bedste muligheder for et spændende og udviklende job? Det er helt naturlige reaktioner for alle i den situation.

Sådan er vi mange hundredtusinder i provinsen, der har haft det i mange, mange år, hvor vi har oplevet arbejdspladser flytte ud af landet eller til store byer i – for os – perifere egne af Sjælland eller Jylland. Noget, som har medvirket til, at befolkningssammensætningen i landområderne er blevet alt for homogen, bl.a. fordi læger, dommere, politichefer, advokater, seminarieansatte m.fl. ikke længere har noget job at være i store dele af provinsen for.

Set i det lys er det da godt, at der flyttes statslige arbejdspladser rundt i landet nu. Så er der noget for en nyuddannet fra fx SDU at blive på Fyn for.

Så har vi måske igen muligheden for at få en befolkning, der er sammensat af mange forskellige faggrupper, unge og gamle i de mange lokale småsamfund i hele landet. ”Derude”, hvor private eksportproduktionsvirksomheders fag- og ufaglærte skaber Danmarks værdi, så vi også har råd til et godt offentligt system, som skal betjene hele landet.

Det er ikke godt, når et land deles op i to; (land-)egne, hvor der produceres, og (by-)egne, hvor der udvikles og administreres. Den spaltning skal der gøres op med, og det indbefatter, at vores alle sammens statslige arbejdspladser også flyttes rundt.

De mange lokalområder, der de seneste mange år har oplevet udtynding og stagnation, har grundlæggende manglet én ting fra deres omverden: Tillid. Tillid til fremtiden er grundlaget for al vækst og rigdom. Den fremtidstillid kræves, hvis der fx skal belånes til investeringer – og den tillid vises først og fremmest ved, at man vil lokalområderne. Og “man” er os alle sammen. Hermed også staten.