Tro ikke, at alt kan styres med regneark!

”Djøf-bashing er symptom på grus i maskinrummet”, lyder overskriften på en artikel i Djøfbladet nr. 1 fra i år. I artiklen fortæller professor Lotte Bøgh Andersen om nogle af resultaterne af en meget stor spørgeskemaundersøgelse blandt offentlige ledere, som er gennemført af Ledelseskommissionen.

Jeg faldt over artiklens indledning, hvor hun refererer, hvordan administrative djøf-ledere på spørgsmålet om, hvad der motiverer dem mest, først nævner ’overordnet samfundssyn’ og ’helhedssyn’.

Neden for vil jeg prøve at illustrere, hvordan det tager sig ud, set fra det omgivende samfund.

Jesper Tynells bog ’Mørkelygten’ bygger på en række interviews med (anonyme) statsansatte embedsmænd, og her oprulles det, hvordan der fremstilles falske forklaringer, bliver plantet urigtige oplysninger i pressen, hemmeligholdes afgørende rapporter, slettes belastende spor i arkiverne og fremlægges bevidst fordrejede redegørelser til offentligheden. Synderne er nok ikke djøfere alle sammen, men de udgør sandsynligvis et kvalificeret flertal.

At de så i øvrigt arbejder for og sammen med den gruppe danskere, der har den aller-laveste troværdighed – politikerne, hvoraf ganske mange også er djøfere – bidrager selvfølgelig til det blakkede ry.

Kongehusets ceremoni-mester, Kim Kristensen, fortæller i bogen ’Følg mig, ledelse fra fronten’ et eksempel med et andet perspektiv. Som chef for den danske krigsindsats i Afghanistan oplevede han, hvordan en højt placeret embedsmand i ramme alvor mente, at der var brugt for meget ammunition i kampene mod Taleban, fordi ammunitionsforbruget var meget højere end det behov, man havde regnet sig frem til i København.

Akademisk arrogance

I samfundslitteraturen taler man med akademisk arrogance om de fagprofessionelle, altså lærere, socialrådgivere, sygeplejersker, ingeniører og andre som en gruppe, der underforstået er anderledes end ’os’ – de ikke-fagprofessionelle eller generalisterne. Den samme diskussion om de ’fagprofessionelle driftsledere’ går igen i artiklen, jeg har nævnt i indledningen (sjovt nok vil min computers sprogprogram ikke godkende ordet – måske skulle vi andre også sætte en rød streg under det).

Dilemmaet er, at nogle grupper af medarbejdere på den måde prøver at indtage rollen som dem, der har førstefødselsretten og helt særlige forudsætninger for at lede – herunder varetage ledelsen af økonomi og organisation – selv om økonomi som bekendt ikke er en eksakt videnskab, og ledelse bor et helt andet sted i hovedet på folk.

I mit tidligere job (og før og efter) var det nu altid sådan, at en cand.oecon., en cand.jur. eller en cand.scient.pol. var lige så meget fagprofessionel som en sygeplejerske eller en bygningsingeniør – bare i andre fag. Men den deling skaber afstand, den inviterer til et ’dem’ og ’os’, som er uhensigtsmæssigt i hverdagen. Det er i øvrigt en anden god grund til, at de akademiske ledere skal på lederkursus sammen med de ikke-akademiske ledere i den fælles organisation (oh ve!).

Selv skyld i ’bad standing’

Synspunkterne omkring ’overordnet samfundssyn’ og ’helhedssyn’ er så i øvrigt blevet udfordret på det kraftigste i forbindelse med regeringens planer om at indplacere en meget begrænset mængde statslige arbejdspladser til dele af Danmark uden for hovedstadsområdet.

I dyb respekt for de problemer og frustrationer, der bliver udløst, når man mister sit job (for det er jo det, det handler om) har jeg oplevet, at de menneskelige omkostninger er druknet i de professionelle hyl om tab af kompetence, flytteomkostninger, sygefravær og afstand. Men der er jo ikke blevet længere til København fra Viborg, end der hele tiden har været, men nu er det et problem, hvad det ikke var før.

Det har ikke kunnet gå hurtigt nok med at få digitaliseret forbindelserne til borgerne, så man undgår den tidrøvende personlige kontakt – nu er den personlige kontakt pludselig altafgørende for arbejdet.

Selvfølgelig er det dramatisk at få sit job nedlagt og flyttet til en anden landsdel, men det er jo ikke principielt værre for en cand.scient.pol end for en slagter, der bliver arbejdsløs – slagteren er bare ikke så effektiv i sin kommunikation. Og dengang man gennemførte struktur-reformen og nedlagde amterne, var der ikke meget plads til økonomiske hensyn og medarbejderhensyn.

Derfor er det vigtigt at huske, at hvis vi djøfere som gruppe kommer i ’bad standing’, er det først og fremmest vores egen skyld – og vi har under alle omstændigheder selv ansvaret for at komme ud af den – det ansvar og den opgave kan man ikke projicere på omverdenen. Man kan selvfølgelig også gå i flyverskjul og vente og se, om det driver over, men i et samfund, hvor sammenhængskraften drives af følelser, skal man passe på med at tro, at det hele kan styres med regneark. Jeg tror, man skal tage diskussionen alvorligt.