Prisen for frokostpausen

Efter næsten to måneders maratonforhandlinger i Forligsinstitutionen landede forligene trip-trap-træsko i St. Bededags-ferien – det regionale, det kommunale og til sidst det statslige område. Lige før deadline for en storkonflikt.

Sara Vergo, formand for Djøf Offentlig, sendte kort efter en mail ud til alle sine medlemmer om, at de kan være tilfredse:

'Vi holdt ud, vi holdt ord, og vi fik en god aftale,' skrev hun.

Forhandlerne kom i mål med Djøfs to hovedkrav, fastslog hun: Der kommer en reallønsfremgang, og den betalte spisepause er nu skrevet ind i AC-overenskomsten.

Højere lønramme end nogen helt ærligt havde troet

Men hvad betyder resultatet på bundlinjen for djøferne?

Først lønnen:

Den samlede ramme landede på 8,1 procent over de næste tre år. Det er et godt stykke over de 6,7 pct., som statens arbejdsgivere, der normalt lægger niveauet for hele det offentlige område, spillede ud med fra start af.

Af de 8,1 pct. går de 6,8 procentpoint til generelle lønstigninger i kommuner og regioner. I staten er det knapt 6,1 procentpoint.

"Det er en sejr for os alle på lønmodtagerside, fordi vi holdt sammen. Uden var vi aldrig kommet så højt op. Selvom inflationen, som skønnet bliver omkring 5,0 pct. over de næste tre år, har vi stadig en reallønsstigning."

Samtidig blev det udskældte privatlønsværn fra OK15 fjernet.

0,35 pct. for spisepausen i kommuner og regioner

Den betalte spisepause er nu skrevet ind i AC-overenskomsten i stat, kommuner og regioner.

Hvilket – set fra lønmodtagerside – udspringer af, at arbejdsgiverne selv gav bolden op på det mest kritiske tidspunkt. Lige op til forhandlingerne gik Moderniseringsstyrelsen ud og sagde, at den betalte spisepause var en lokal kutyme og dermed noget, arbejdsgiver kan opsige.

Derfor kastede lønmodtagersiden et krav på bordet om, at den nu skulle skrives eksplicit ind i overenskomsten på alle områder – uden at det skulle koste noget, for man skal ikke betale for noget, man allerede har.

Det blev dog ikke gratis.

I kommunerne og regionerne har sikringen af spisepausen kostet en kontant pris, som der – i modsætning til i staten – kan sættes et tal på: Nemlig 0,35 pct. af rammen.

"Det blev prisen. Vi var villige til i stedet at imødekomme arbejdsgiver på nogle af deres krav som led i en samlet pakke, hvor begge parter fik noget, men den løsning ønskede de kommunale og regionale arbejdsgivere ikke. De ønskede at kapitalisere spisepausen. Vi vurderede så til slut, at vi måtte give de 0,35 pct. for at sikre en spisepause, som alle ved er 7,25 pct. af lønnen værd."

'Balanceret aftale' for spisepausen i staten

På statens område er det lidt mere kompliceret at forklare, hvordan sikringen af spisepausen er landet.

Heller ikke her er det sket gratis. Men topforhandlerne kan eller vil ikke sætte tal på, hvad det har kostet.

Statens topforhandler, Flemming Vinther, har alene gentaget i medierne, at der er landet et 'balanceret resultat', som han er fuldt ud tilfreds med.

Går man ind og læser selve aftalen, ser man, at der er afsat 0,53 pct. af lønrammen til 22 meget forskellige – og for en dels vedkommende meget 'små' – særlige forhold. Den betalte spisepause er nævnt som nummer et af disse særlige forhold.

Sara Vergo henholder sig ligesom Flemming Vinther til, at der er indgået en 'balanceret aftale', hvor begge parter har givet og fået.

"Jeg kan ikke lave det regnskab, du beder om. For det er ikke på den måde, vi har aftalt det med statens arbejdsgiver. Sikringen af spisepausen er ikke blevet kapitaliseret på samme måde som i kommuner og regioner, og det kan vi kun være tilfredse med."

En af de indrømmelser, som Djøf har betalt med, forklarer hun, er, at der bliver oprettet en ny chef-stillingskategori i staten for chefkonsulenter med personaleansvar. De chefkonsulenter, der i dag ikke har personaleansvar, får i stedet titlen 'seniorkonsulenter'.

"Vi har været i en benhård forhandling med Moderniseringsstyrelsen til sidste minut, og den handel, som vi endte med at indgå, er en god løsning for os djøfere samlet set."

Sophie Løhde: Prisen for at slippe for risikabel voldgift

Men I sagde jo helt til det sidste på alle tre områder, at I ikke ville betale for noget for en spisepause, I allerede har – og det har I jo gjort på den ene eller anden måde i både kommuner, regioner og stat?

"Ja. Men som alle har kunnet se udefra, har det virkelig været langstrakte og hårde forhandlinger på alle tre områder. Vi har fået en samlet ramme på 8,1 pct., og vi er kommet af med privatlønsværnet. Og vi har endda sikret spisepausen på alle tre områder. Og ja, i overenskomstforhandlinger har alt en pris, men jeg synes, at den måde, vi landede det samlede resultat på, er ganske fornuftig."

Sophie Løhde sagde til gengæld efter slaget til Berlingske, at i hendes optik har sagen om spisepausen aldrig har hørt hjemme i overenskomstforhandlingerne, men retteligt i det fagretlige voldsgiftssystem.

Og at lønmodtagersiden har måttet betale for at få den ind skrevet ind i overenskomsten 'ved bordet', fordi de er sluppet for at tage en voldgift, som de risikerede at tabe.

Uden musketér-eden var det aldrig gået godt med frokosten

Har hun ikke lidt ret – I tabte jo for et år siden en voldgift om arbejdsgivers ret til opsigelse af kutymefridagene juleaftens-, nytårsaftensdag og Grundlovsdag?

"Der er ingen tvivl om, at vi fra AC's side gerne ville have undværet at rejse kravet om betalt spisepause – det har jo i den grad vanskeliggjort forhandlingerne. Men vi så ingen anden udvej, da Moderniseringsstyrelsen begyndte at kalde spisepausen for en kutyme. I min optik kunne Sophie Løhde have forhindret sejtrækkeriet ved at anerkende den betalte spisepause som en del af overenskomsten, inden vi indledte OK18-forløbet," siger Sara Vergo.

Og ja, der er altid en procesrisiko ved en voldgift, tilføjer hun.

"Men vi tog netop kravet med til bordet, fordi der ellers var en risiko for, at det ville blive opfattet som en accept af Moderniseringsstyrelsens påstand om, at den betalte spisepause var en kutyme. Og så ville vi være stillet ringere i en voldgiftsag."

Sara Vergo understreger:

"Vi har hele tiden vidst, at når man går ind til et forhandlingsbord med et krav, får man det ikke gratis igennem. Selvom vi endte med at betale lidt for noget, vi har i forvejen, er det min vurdering, at vi har gjort det rigtige. Og uden musketér-eden på lønmodtagerside var vi aldrig kommet i mål med at så den betalte spisepause ind i AC-overenskomsten i både stat, kommuner og regioner."

• Se OK18-forligene på alle tre områder på djoef/OK18.
• Djøf Offentlig skal nu stemme om resultatet ved en urafstemning.
• Resultaterne af alle urafstemningerne i de offentligt ansattes organisationer må først offentliggøres 4. juni.