Når en medarbejder siger: ’Jeg har ikke sovet så meget i nat’

Det kan godt være, at du slår det hen, når en medarbejder over frokosten en passant siger: ’Der er lidt travlt i øjeblikket. Men det må du endelig ikke. Sådan lyder det fra Tanja Kirkegaard, psykolog og ph.d., Arbejdsmedicin Herning. Hun har skrevet rapporten ’Stressforebyggelse – anbefaling til ledere’ sammen med Janne Skakon, erhvervspsykolog, ph.d. og ekstern lektor ved Institut for Psykologi på Københavns Universitet. Rapporten er baseret på enkeltinterviews med stressramte, tidligere stressramte og deres ledere.

Og deres konklusion er, at stressen ofte sniger sig ind på en medarbejder, men også at medarbejderen er bange for at sige det til chefen.

”Hos dem med snigende stress ser vi, at der er en vekselvirkning mellem ikke rigtig at ville erkende, at det er den vej, det er ved at gå, og en nagende tvivl: ’Det er nok mig, der er noget galt med, for de andre ser ud til at kunne klare det’,” fortæller Tanja Kirkegaard. 

Skam og skyld

Tvivlen og den manglende erkendelse gør, at den stressramte medarbejder forsøger at arbejde sig ud af presset og knokler mere end nogensinde. Men det hjælper ikke en tøddel på nattesøvnen og behovet for ro. Så forsøger han eller hun sig med mindfulness og dropper alle andre fritidsaktiviteter. Det hjælper heller ikke.

”Og de er stadig usikre på, hvor slemt det er, og der er også noget skam og skyld forbundet med det, fordi de oplever, at deres kollegaer godt kan klare det. Derfor er de bange for, at chefen kigger skævt til dem og ser dem som en svag medarbejder,” siger Tanja Kirkegaard.

Tvivlen og frygten for ikke at blive anset som en af de ’robuste’ medarbejdere betyder, at de ikke er tydelige i deres kommunikation, når de endelig siger det til chefen, viser forskningsprojektet. Ofte bliver det bare til nogle små og ofte henkastede pip, fortæller Tanja Kirkegaard.

”Jeg kunne høre på de ledere, vi talte med, at de simpelthen ikke havde forstået, hvad det egentlig var deres medarbejder gerne ville sige, for det var typisk: ’Pyh, der er travlt i dag’ og ikke: ’Nu skal du høre her, det er helt, helt skidt, jeg har længe ikke sovet om natten, og jeg kan slet ikke koncentrere mig’.”

’Jeg har da fortalt, at jeg er stresset’

De stressramte medarbejdere syntes dog ofte selv, at de havde meldt klart ud, at de var stressede, fortæller Tanja Kirkegaard.

”Før jeg blev forsker, var jeg klinisk psykolog og der talte jeg med mange medarbejdere, som fortalte, at de havde sagt tydeligt fra. Men i vores forskning kom det frem blandt nogle af medarbejderne, at de måske alligevel ikke havde sagt det så tydeligt, når de nu tænkte efter. Og der blev fra ledernes side sagt: ’Jamen, jeg har simpelthen ikke fanget ud fra det de sagde, at det var så slemt’. Så måske er det ikke altid, at man får sagt så tydeligt fra som man tror.”

Tanja Kirkegaard er godt klar over, at det skal være en opmærksom leder, der kan tolke bemærkningen: ’Der er lidt støj nogle gange’ som en alvorlig stressalarm.

”Derfor er det så vigtigt, at lederen – uanset travlhed – prioriterer at have en løbende dialog med alle medarbejdere. De skal vise interesse og løbende spørge ind til, ikke kun hvordan det går, men også om der er nogle ting, der ikke fungerer, og om der er noget, der skal laves om. På den måde signalerer lederne, at det er legalt at tale om, når arbejdslivet gør knuder. Og de viser samtidig, at de som ledere handler på det, hvis det er tilfældet.”

Og det kan da godt være, at det bare handler om en travl dag, og det ikke er noget alarmerende, men det nytter ikke, at drage den konklusion fluks, ifølge Tanja Kirkegaard.

”Lederen kan ikke være sikker, før han eller hun har haft dialogen med medarbejderen.”

Macho-kulturer

Tanja Kirkegaard understreger, at selv om der er flest af de såkaldte ’snigende’ stressforløb, så er det vigtigt at være opmærksom på de andre forløb, som også ofte bliver overset: Det pludselige forløb, hvor der ikke har været et eneste pip, og det optrappende forløb, hvor lederne hører mange pip, men ser bort fra dem, fordi de tolker dem som brok.

Igen understeger hun, at den løbende dialog med medarbejderne er så vigtig i forhold til at fange stressen i opløbet.

Og der kan også være noget i kulturen, der gør, at medarbejderne ikke får sagt tydeligt fra, siger Tanja Kirkegaard.

”Jeg har tidligere forsket i stress i fagkulturer. Og der var fx en lidt machoagtig kultur blandt nogle forskere og specialister, hvor der var en tendens til: ’Her klarer vi tingene selv – vi skal ikke søge hjælp hos nogen’. Mens nogle laboranter handlede mere kollektivt og fik sagt fra i fællesskab. Det var hos forskerne, vi så de snigende og pludselige stressforløb, mens laboranterne havde de optrappende forløb.”