Forbud mod æresforbrydelser er lovsjusk

Jura handler meget om kasser. Hvis noget, der foregår ude i virkeligheden, kan presses ned i en kasse i en paragraf, så udløser det en juridisk effekt. Bliver en pige eller kvinde fx omskåret, passer det ned i kassen i straffelovens § 245 a, som straffer personer med fængsel i op til seks år, hvis de ”ved et legemsangreb med eller uden samtykke bortskærer eller på anden måde fjerner kvindelige ydre kønsorganer helt eller delvis.”

Men hvad så med lægen, der opererer en voksen kvinde, der selv har valgt, at hun ønsker at få forkortet sine kønslæber? Den type kirurgi bliver udført mindst 150 gange om året, viser tal fra Sundhedsdatastyrelsen. Men i teorien skal både lægen og eventuelle assistenter straffes med op til seks års fængsel, påpeger Sabba Mirza.

Hun har brugt tre år på at skrive en ph.d.-afhandling om netop § 245 a samt straffelovens § 260 stk. 2 og stk. 3, der handler om ulovlig tvang i forbindelse med henholdsvis indgåelse af ægteskab og ansigtstildækning.

Overflødig omskæringsparagraf

Da ingen tidligere er gået i dybden med de tre bestemmelser om det, som politikere i folketingsdebatter og lovforslag kalder ’æresrelaterede forbrydelser’, skulle Sabba Mirza begynde helt fra bunden.

”Afhandlingen er i to dele: Den retlige analyse og en analyse af den symbolske funktion af retten, som er en rets-sociologisk analyse. I den retlige analyse har jeg undersøgt, om bestemmelserne er i overensstemmelse med principperne om subsidiaritet, klarhed og effektivitet,” fortæller hun.

Subsidiaritet handler om, at Folketinget ikke bør indføre ny lovgivning, hvis der allerede findes alternativer til den. Det kan være en anden paragraf i loven eller sociale tiltag ude i samfundet, der allerede rammer de handlinger, som det nye lovforslag beskriver.

”I forhold til kvindelig omskæring var der allerede, inden forbuddet blev vedtaget, sket et brud med praksissen med kvindelig omskæring i de somaliske miljøer, hvorfor der ikke var et behov for en specifik fremhævelse af kvindelig omskæring i straffeloven,” fortæller Sabba Mirza.

Desuden kan mange tilfælde af kvindelig omskæring allerede rammes af den almindelige voldsbestemmelse i straffeloven.

Få sager for retten

Kravet om klarhed går på, at lovgivning ikke må være upræcis. Den må ikke give anledning til flertydighed, således at eksempelvis kønslæbe-operationer udført på voksne bliver ramt af et forbud mod omskæring, hvilket ifølge Sabba Mirza er tilfældet.

En bestemmelse kan betegnes som effektiv, hvis lovgivningen ikke giver anledning til praktiske problemer, når politi og domstole skal anvende den. Sabba Mirza fortæller, at forbuddet mod omskæring i løbet af sit 15-årige liv kun har medført en enkelt domfældelse. Der er dog en enkelt verserende sag, men det vides endnu ikke, om den vil føre til straf.

Der har kun været en enkelt anmeldelse, der drejede sig om ansigtstildækning. Sagen blev dog opgivet. I forhold til tvangsægteskaber har to sager været for retten. I den ene blev faderen frifundet, og den anden er i skrivende stund anket.

”Ingen af de tre krav er opfyldt for nogen af de tre bestemmelser om æresrelaterede forbrydelser. Det vil sige, at de er uklare og ineffektive, og der findes andre bestemmelser og tiltag i samfundet, der allerede rammer, hvad bestemmelserne forsøger at ramme,” siger Sabba Mirza.

Tvang er ikke bare tvang

I forhold til forbuddet mod tvangsægteskaber, der i 2008 blev indført som straffelovens § 260 stk. 2, er der flere udfordringer. For det første er det allerede forbudt i § 260 stk. 1 at tvinge folk til noget mod deres vilje. For det andet er den juridiske forståelse af ordet ’tvang’ alt for snæver.

Sabba Mirza forklarer, at hvis man skal tvinge en anden til noget i juridisk forstand, skal man enten rent fysisk fx tvinge deres hånd til at underskrive et papir eller true en person ved at sige, at der sker noget fysisk, hvis ikke vedkommende makker ret. Hun mener derfor, at et forbud mod tvangsægteskaber også skal nævne ’psykisk pression’, som det er tilfældet i norsk og britisk lovgivning om æresrelaterede forbrydelser. Begrebet dækker over psykologisk pres og manipulation, som kan løbe over længere tid, og som er for subtilt til at blive ramt af straffelovens forståelse af ordet ’tvang’.

”Desuden er det kun selve indgåelsen af et ægteskab, der er kriminaliseret. Hvad med tvang til at opløse et ægteskab, som forældrene er imod? Eller tvang i forbindelse med slet ikke at indgå ægteskab, hvis man fx vil gifte sig med én, og éns forældre ikke synes, det er en god idé?”, spørger Sabba Mirza.

Truet til at bruge NemID?

Hun mener, at hele bestemmelsen er fyldt med fejl, fordi lovgiver ikke har sat sig ordentligt ind i de problemstillinger, der kan opstå i forbindelse med tvangsægteskaber.

”Hvis vi ser helt lavpraktisk på det, så sker det digitalt, når nogen i dagens Danmark skal indgå et borgerligt ægteskab. Så et tvangsscenario vil fx være, at kvinden sidder foran sin bærbare, mens hendes far står med en pistol og tvinger hende til at logge ind med NemID og taste sine oplysninger ind. Det er jo nærmest komisk, ikke?”

Hun er kommet frem til en lignende konklusion, når det gælder forbuddet mod tvang i forbindelse med ansigtstildækning. Her rammer ’tvang’ heller ikke bredt nok, og der burde som minimum også lovgives imod psykisk pression.

Hun nævner også, at hvis der skal være tale om tvang i forbindelse med ansigtstildækning, skal fx et familiemedlem rent fysisk tvinge en niqab (et muslimsk hovedtørklæde, red.) ned over hovedet på kvinden.

Høringssvar blev ignoreret

Sabba Mirza forklarer, at flere af hendes indvendinger og andre betænkeligheder ved de tre bestemmelser allerede blev fremsat som høringssvar under behandlingen af lovforslagene i Folketinget. Bl.a. Landsforeningen af Forsvarsadvokater, Politiforbundet og Rigsadvokaten udtrykte tvivl, og bestemmelserne blev kaldt usaglige, unødvendige og overflødige.

En af grundene til, at bestemmelserne alligevel blev vedtaget, var ifølge Sabba Mirza en moralsk panik, som skyllede ind over den politiske debat. Begge dele dykkede hun ned i gennem den rets-sociologiske del af afhandlingen, hvor hun udpeger det, hun kalder ”moralske korsfarere”.

”De vil rigtig gerne hjælpe nogen ud af en miserabel situation. Når de er på det her korstog, bliver rationelle argumenter ligegyldige for dem. I deres iver efter at redde fx muslimske kvinder glemmer de helt at få deres sunde fornuft med sig,” forklarer Sabba Mirza.

Hun mener, at de politikere, der tog initiativ til de tre lovforslag om æresforbrydelser, var drevet af et moralsk korstog, der netop gjorde, at de overhørte de adspurgte aktørers høringssvar.

Desuden påpeger hun, at debatten om kvindelig omskæring, tvangsægteskaber og tvang i forbindelse med ansigtstildækning var præget af en moralsk panik i samfundet, som banede vejen for de tre bestemmelser. Noget let genkendeligt blev udråbt som en trussel mod samfundets værdigrundlag. Offentlighedens bekymring voksede hurtigt, og myndigheder og meningsdannere reagerede på bekymringen. Ifølge Sabba Mirza med lovsjusk til følge.

Loven bør ændres

Sabba Mirza kan se to mulige forbedringer. For det første kan man ændre de tre bestemmelser ved bl.a. at indføre forbud mod psykisk pression og manipulation. For det andet kan man helt fjerne bestemmelserne og i stedet indføre én bestemmelse om, at forbrydelser udført med ære som motiv skal bedømmes hårdere.

”Det virker nok provokerende på nogle helt at afskaffe bestemmelserne, men vi har allerede et velfungerende system i straffelovens § 81 med en opremsning af forhold, der medfører, at en forbrydelse skal straffes hårdere. Til den opremsning kunne man tilføje æresrelaterede motiver. På den måde vil man også fx ramme æresrelateret vold, der ellers ikke giver anledning til skærpelse af straffen.”

Sabba Mirza understreger, at hun selvfølgelig hverken går ind for tvangsægteskaber, kvindelig omskæring eller tvang i forhold til ansigtstildækning. Men hvis politikerne vil udføre en fornuftig indsats mod de tre fænomener, skal de gøre det på en ordentlig måde.

Afhandlingen ’Æresrelaterede forbrydelser – strafferetlige perspektiver’ er udgivet som bog via Djøf Forlag.