Blev djøfernes frokostpause efterladt på perronen?

Natten til onsdag slog FOAs topforhandler, Dennis Kristensen, fast, at LO-organisationerne i regionerne ikke vil betale en ekstra pris for sikre den betalte spisepause, og at de ikke ønsker at betale for, at andre skulle have det. Derfor har LO-organisationerne i regionerne indgået et solo-forlig med regionernes arbejdsgivere.

Medierne slog fast med gule breaking-bjælker: Med FOA-formandens solo-gang er der sprængt hul i den berømte tre-punkts musketéred – om lønstigninger, der matcher det privates, overenskomstmæssig sikring af den betalte spisepause og en arbejdstidsaftale for lærerne. I hvert fald på spørgsmålet om den betalte spisepause.

Uden sikring af spisepausen – ingen underskrift

Solo-forliget gælder cirka 40.000 regionsansatte ud af de i alt 120.000 ansatte i regionerne. Forliget omfatter de regionsansatte i bl.a. HK Kommunal, 3F, Socialpædagogerne, Dansk Socialrådgiverforening og FOA.

Forliget indeholder en samlet ramme på 8,1 pct. – meget tæt på de 8,17 procent, som ifølge medierne er den samlede lønmodtagersides krav. Af rammen går de 6,1 pct. til generelle lønstigninger til alle. Dennis Kristensen har også fået et lavlønsprojekt hjem til sine medlemmer og sikret seniorfridagene, som arbejdsgiverne havde sendt til tælling.

Men FTF og Akademikerne sagde nej til at skrive under og forlod Forligsinstitutionen. De ville ikke skrive under, fordi frokostpausen ikke er sikret i forliget.

Sara Vergo: Skuffende

Formanden for Djøf Offentlig, Sara Vergo, befinder sig i skrivende stund onsdag formiddag igen i Forligsinstitutionen til nye forhandlinger, men skrev onsdag morgen i en mail til sine medlemmer:

"Jeg synes, det er skuffende, at det sammenhold, der indtil nu har været i forhandlingerne, er brudt. Men i sidste ende må det være op til de enkelte forhandlere at afgøre, hvad der er det bedst opnåelige for medlemmerne."

Hun fastslog:

"Når Akademikerne og FTF-grupperne ikke er en del af forliget, skyldes det, at det ikke indeholder en eksplicitering af den betalte frokostpause som en overenskomstmæssig rettighed, som er det krav, vi er gået til forhandlingerne med."

"Vi forhandler videre i dag, og vi går fortsat efter at få et resultat."

Brev med chokeffekt

Djøf har om nogen den betalte spisepause i klemme for især de statsansatte djøfere i styrelser og ministerier.

Det fik de pludselig, da Moderniseringsstyrelsen i oktober overraskede det statslige forhandlingsfællesskab CFU ved at sende et brev med en tilkendegivelse om, at den betalte spisepause juridisk set er en kutyme, som arbejdsgiverne kan opsige lokalt, hvis de ønsker det.

Moderniseringsstyrelsen begrundede populært sagt tilkendegivelsen med, at CFU – da en voldgiftsafgørelse mod DR i februar 2017 fastslog, at de DR-ansattes betalte spisepause ikke bare kunne opsiges, men var en integreret del af overenskomsten – gik ud og sagde, at nu var den betalte spisepause sikret i hele staten. Og at Moderniseringsstyrelsen var nødt til at sige, at den var uenig.

På lønmodtagerside blev brevet betragtet som en entydig krigserklæring og en de facto-opsigelse af retten til betalt spisepause i staten svarende til, at arbejdsgiverne gav sig selv grønt lys til på et ethvert tidspunkt at kunne hæve arbejdstiden med 2,5 timer om ugen eller sænke lønnen med syv procent. Som var det penge i banken.

Slaget om frokostpausen har bølget i ugevis

På grund af brevet indgik lønmodtagersiden en musketéred – én for alle og alle for én – om, at spisepausen nu skulle skrives ind i overenskomsten både i stat, kommuner og regioner.

Siden har slaget bølget frem og tilbage først i Finansministeriet og siden i Forligsinstitutionen. For arbejdsgiverne kræver noget igen for at gøre det. Ifølge medierne som første udspil, at der skulle betales for det på lønrammen, hvad lønmodtagersiden blankt afviste. Og siden, igen ifølge medierne, i Forligsinstitutionen, hvor arbejdsgiverne nu i stedet for løn har krævet betaling i form af øget fleksibilitet fra de ansatte og mere decentral løn.

På den anden side af bordet har stillingen fra start været, at man ikke skal betale for noget, man allerede har. Det har Djøf understreget igen og igen.

Hvad der er sket undervejs bag de lukkede døre i de mange dage i Forligsinstitutionen, vides dog af gode grunde ikke, da det er tavshedsbelagt.

'Pæne ord kan vi ikke støtte ret på'

Så hvad nu, Djøf?

I en hilsen på Facebook onsdag morgen efter LO-gruppernes solo-forlig skriver Sara Vergo:

"Vi gik til forhandlingerne med kravet om eksplicitering af den betalte spisepause – og det kæmper vi fortsat for. Vi vil ikke acceptere, at spisepausen kategoriseres som en kutyme, som kan opsiges – og som der derfor ligger en potentiel 7 procents besparelse bag. Og vi må bare konstatere, at jo mere arbejdsgiver undervejs i de her forhandlinger har bedyret, at de ikke ønsker at fjerne spisepausen, desto mere mystisk har det været, at de ikke vil skrive den ind i overenskomsten. Pæne ord kan vi ikke støtte ret på. Så vi kæmper videre."