Vil du gøre verden bedre, skal du være effektiv

Fotografen møder Hanna Line Jakobsen i Kampala i Uganda. Unicefs danske udviklingsdirektør er på ferie med familien. Men stiller alligevel op iført Unicef-logo, når arbejdet kalder.

Hun har sammen med Unicef arrangeret et besøg i Kayunga Town ikke langt fra Ugandas hovedstad, Kampala. Kun få kilometer fra centrum erstattes storbyens velfungerende infrastruktur af rødbrune jordveje, og forarmelsen bliver til at tage og føle på. I det lille lokalsamfund driver Unicef et dagtilbud for småbørn.

“I mange af områdets familier er forældrene daglejere og ved at støtte dette center sikrer vi, at børnene får mad, samtidig med at forældrene kan fokusere på at arbejde, så familien kan øge sin indkomst,” fortæller Hanna Line Jakobsen.

Bedre forhold for børn i hele verden er omdrejningspunktet i Unicef, hvor Hanna Line Jakobsen tiltrådte i direktørstillingen sidste år.

Nogle uger tidligere møder jeg Hanna Line Jakobsen i vinterkolde København. For at høre nærmere om hendes komet-agtige karriere i Danmarks humanitære sektor og jobskiftet til Unicef.

Der findes A-mennesker, og der findes B-mennesker, og Hanna Line Jakobsen hører til den første gruppe. Da vi skal mødes, er jeg selv så søvnig, at jeg på vej til interviewet taber min bærbare på cykelstiens asfalt, fordi jeg i min morgentræthed har glemt at lukke tasken korrekt. Hanna Line Jakobsen har været oppe siden klokken fem.

“Jeg er bare morgenmenneske. Hvis jeg bliver oppe om aftenen, så spiser jeg slik og ser fjernsyn. Jeg kan ingenting. Så det giver bedre mening for mig at gå i seng klokken 22. Og jeg synes, de der morgener er fantastiske. De er lidt hellige, for der er endelig ro, og man kan sidde og læse dagens aviser.”

Et step ned

Det er nok de færreste, der ikke vil blive bare en lille smule imponeret af at læse op på Hanna Line Jakobsen. Det er ikke alle forundt at blive kaldt “dronningen af medmenneskelighed” af Poul Nyrup Rasmussen. Ikke mange andre, der har reddet kærestens liv, da han faldt om på en ferie i Egypten. Ikke så mange topledere, der konsekvent går i genbrugstøj.

Og det er heller ikke alle, der som 33-årig – efter en lang indsats som frivillig, der startede, da Hanna Line Jakobsen som 16-årig var frivillig hjælper for en ung pige med Downs-syndrom på en Røde Kors-sommerlejr – bliver præsident for Dansk Røde Kors. Modsat præsidenterne i mange af de lande, hvor organisationen hjælper nødlidende civile, valgte Hanne Line Jakobsen dog at træde tilbage frivilligt. Det skete, da hun i efteråret blev ansat som udviklingsdirektør i Unicef Danmark.

“Der er jo i virkeligheden de færreste, der tager et step ned ad karrierestigen. Alle skal hele tiden opad og opad og opad. Men det har været enormt sundt for mig,” siger Hanna Line Jakobsen.

På trods af de mange superlativer, som tidligere mediedækning har kaster over hende, fremstår hun denne morgen ret så lige ud af landevejen. Hun tilføjer, at præsidentposten var ulønnet, og derfor skulle kombineres med et job i Det Obelske Familiefond. Og at det nu er fedt at have ét lønnet job.

“Det har været et stort skifte, for i Røde Kors var jeg bestyrelsesformand og dermed chefen for det hele. Endda med den fancy titel præsident. Det var virkelig det højeste, man kunne komme i organisationen. Jeg fik lov at præge strategier, budgetter og politik og den slags. Som udviklingsdirektør i Unicef er jeg på mange måder steppet ned i hierarkiet, men kan heldigvis stadig give mine input til de store linjer. Nu har jeg en masse medarbejderansvar, og jeg er langt mere involveret i den konkrete udførelse af de strategier, som bestyrelsen definerer,” siger hun. 

Har skiftet i din stilling og dine arbejdsopgaver gjort dig klogere på ting, som du i dag kan se, du kunne have gjort anderledes, da du var præsident?

“Ohh, det er altid dejligt at få nogle spørgsmål, man ikke havde tænkt over. Det går så stærkt i hverdagen,” siger Hanna Line Jakobsen. Hun holder en kort pause.

“Jeg har i hvert fald tænkt, at hold da op, hvor må det også have været vildt, når jeg førhen kom med en ny idé som bestyrelsesformand, for det betyder faktisk noget, hvad den øverste leder vælger at kaste sin opmærksomhed på. Jeg kan ikke komme i tanke om noget, jeg ikke ville have gjort, men i dag kan jeg se, hvilket pres det giver på organisationen, når der kommer en bestyrelsesformand og siger, ’skulle vi ikke lige... og kunne man ikke lige’. Sommetider skal man også give sin organisation lidt fred til den almindelige drift.”

Anerkendelse er kodeordet

Jobskiftet ændrede også gruppen af personer, som skal ledes. Hvor hun før skulle inspirere tusindvis af frivillige landet over, er Hanna Line Jakobsen i dag daglig leder for en gruppe fast-ansatte. Det har dog ikke fået hende til at skifte ledelsesstil.

“Jeg har altid tænkt, at man bruger anerkendelse alt for lidt i ledelse af lønnede medarbejdere. Det har været en enormt befriende måde at lede frivillige på, fordi alle vokser og bliver stolte, når de bliver anerkendt af ledelsen i en organisation. Så den tilgang bruger jeg fortsat,” siger hun og uddyber:

“Selvfølgelig skal man kunne påpege, hvis noget går dårligt, men det handler om, at man altid mest fokuserer på de ting, der fungerer, så man signalerer: Mere af det her.”

Frivillige er selvsagt ikke tvunget til at være i en organisation, men ansatte får løn. Betyder det, at man som leder kan være hårdere over for de ansatte?

“Jeg behøver slet ikke være hård. Det er ikke en hemmelighed, at jeg har tårnhøje forventninger til mine medarbejdere. Det ved de også godt. Men det er ikke det samme som at være hård over for dem, for de vil gerne selv, og de er megadygtige og motiverede. Tit er mit job mere at sige, at ’nu er det godt nok’. Det hører jeg mange ledere sige. Det handler om at sætte en ramme, så den enkelte ikke knokler sig selv i laser,” siger hun og fortsætter:

“Særligt i en tid, hvor stress er så deprimerende udbredt. Selvom vi har et sindssygt vigtigt formål, så er det ikke vigtigere end at undgå at gå ned med stress. Vi mener det faktisk, når vi siger, at vi er en børneorganisation, og vi synes faktisk, at vores medarbejdere selvfølgelig skal se deres børn,” siger Hanna Line Jakobsen, som altså selv stiller op til fotos midt i sin familieferie i Uganda, hvor hun senere skal fejre kobberbryllup.

Engagement er ikke nok

Mens den humanitære sektor vrimler med topmotiverede frivillige, som hellere end gerne smøger ærmerne op og går i gang, understreger Hanna Line Jakobsen, at den gode vilje langtfra er nok til at sikre den optimale hjælp for de millioner af verdens nødstedte, som det hele handler om.

Et tidligere portræt beskriver hende gå i clinch med nogle frivillige, der havde sendt en container med indsamlet tøj til Lesbos. Spild af ressourcer i forhold til at sende penge, lød hendes kritik.

Hvordan sørger man for, at velmenende frivillige ikke bruger deres engagement forkert?

“Dér kommer du ind på noget, som er et kæmpe problem for alle humanitære organisationer. Vi er ikke gode nok til at finde opgaver, hvor det giver mening at involvere almindelige mennesker. Det er mig meget imod, at man lige gør et eller andet panikagtigt. Og det er dumt at sende en container til Lesbos, som kommer til at være strandet i havnen, fordi der ikke er nogen til at dele tøjet ud. Og det er sindssygt dyrt i forhold til at sende penge og købe tøjet lokalt.”

“Humanitært arbejde og det at hjælpe mennesker er også en profession, som man skal have respekt for. Hvis man pludselig har nogle penge og vil gøre noget godt, så må man som minimum konsultere de organisationer, der ved noget om det.”

Men den humanitære sektor har vel også en interesse i at monopolisere den ’rigtige’ måde at hjælpe folk?

“Folk skal ikke indordne sig, men de kan godt spørge om hjælp. I øvrigt er den humanitære sektor det mindst monopoliserede marked overhovedet. Alle kan jo gøre noget, hvis de vil sende hjælp til en katastrofe. Og der er sikkert mange, der gør det fantastisk, men i alle katastrofer møder de humanitære organisationer nogen, der simpelthen ikke aner, hvad de laver. En eller anden rigmand fra USA, der pludselig vil dele et eller andet ud, som ingen har brug for.”

Apatien griber om sig

Udfordringen med overivrige amatører er dog langtfra Hanna Line Jakobsens hovedbekymring.

“Vores største problem er, at vi lever i en underholdningsverden, hvor så mange har adgang til en overflod af streaming og indtryk fra vennerne på Facebook. Det putter os i en osteklokke, hvor verdens udvikling preller af, og det er et meget større problem, end at vi af og til ser nogle projekter, som ikke er ordentligt gennemtænkte og kosteffektive.”

“Vi er virkelig udfordret af den der sofaholdning, at ’det nok ikke er mit problem’, og ’jeg kan nok ikke redde verden’. Og nej. Der er sgu da ingen, der som enkeltpersoner kan redde verden, men alle kan faktisk redde nogen –  og alle kan beslutte sig for at gøre en forskel.”

Netop dette indså mange danskere, da en stor gruppe flygtninge i 2015 vandrede på landets motorveje. Folk hoppede i deres biler for at hjælpe eller stod klar på Hovedbanegården for at modtage flygtninge, der kom ind med toget. Men i dag er engagementsbølgen ebbet ud, vurderer Hanna Line Jakobsen.

“Følelsen af, at flygtningeproblemet er reelt lige nu og her, er aftaget, og det er vildt ærgerligt.”

Med de mange flygtninges ankomst kom der for en tid også et stort fokus på, at det er bydende nødvendigt at investere flere ressourcer i de hårdt pressede nærområder, der i dag huser langt de fleste af verdens flygtninge.

“Alle fik den fornemmelse af, at det, uanset hvor humanistisk du er, er umuligt at løse problemerne i Nordeuropa. Vi kan ikke invitere hele Mellemøsten herop og bo. Så om det er for at forhindre folk i at komme herop, eller om det er for reelt at hjælpe mennesker, så er og bliver det bedst at hjælpe lokalt.”

“Der er ikke kommet et kæmpe pres fra folk for at få politikerne til virkelig at hjælpe i nærområderne. Der er ikke en folkelig mobilisering for at investere i skoler, uddannelse og arbejdspladser, som man kunne drømme om, at danske virksomheder kunne etablere i nærområderne. Og det er sindssygt. For vi kommer jo til at se flere flygtningebølger herhjemme, hvis folk ikke kan se, at de har en fremtid i nærområderne. Man kan godt leve på en sten og gå rundt i klipklappere i stedet for ordentlige sko. Men hvis man føler, at éns børn ikke har en fremtid, så bliver man desperat.”

Hanna Line Jakobsen nævner Libanon, som fylder to tredjedele af Jylland, og alligevel huser en million syriske flygtninge.

“Det internationale samfund kan ikke engang hjælpe ved at garantere, at der er uddannelse til de flygtninge. Det er så åndssvagt, for vi risikerer at få vi en lost generation af unge, der ellers skulle være klar til at genopbygge deres land, når krigen er slut. Det er så kortsigtet ikke at investere i nærområderne, men der er ikke nok fokus. Alle de, der i 2015 ringede til mig og ville hjælpe i Padborg eller Rødby, de er videre. De har glemt det igen. De er gode dejlige mennesker, søde djøfere, veluddannede mennesker, men de gør ikke mere, end de gjorde før 2015. Og der er heller ikke vækst i bidragene til de humanitære organisationer,” siger Hanna Line Jakobsen.

Kig på tallerkenen

Mens Hanna Line Jakobsen siden teenage-årene har været engageret i den humanitære sektor, har en karriere i den aldrig været planlagt.

“Jeg har aldrig haft en karriereplan, men jeg har tit søgt sparring fra ledere, der var dygtigere end jeg selv. Jeg har nok haft en indre drivkraft til hele tiden at dygtiggøre mig, men jeg har ikke haft et mål om, at jeg skulle herop, hvor jeg er i dag. I stedet har jeg haft fokus på at gøre de ting godt, som jeg allerede havde ansvaret for.”

“Det vil for mig være et godt karriereråd at give videre: Hvis du, dér hvor du er, præsterer rigtigt godt og laver nogle meget synlige resultater, så bliver du også automatisk opfordret til at hoppe videre.”

“Mens jeg var formand i Ungdommens Røde Kors, fordoblede vi omsætningen, og så var jeg pludselig velkommen i bestyrelsen ovre hos Røde Kors, hvor alle var dobbelt så gamle som mig. Fordi jeg havde skabt nogle konkrete resultater. Hvis man gør det godt, dér hvor man er, så vil der også altid være åbne døre i forhold til at komme videre.“

“Hvis man omvendt hele tiden drømmer om, at man skal videre, så er det jo ikke sikkert, at man får leveret på det, man lige nu er i gang med. Så mit råd til den travle og karrieremindede djøfer vil være, at man virkelig skal huske at fokusere på det, der faktisk er på tallerkenen.”

Djøfere søges

Mange djøfere fokuserer på at fremme deres individuelle karriere. Men du har tidligere talt om, hvor givende det kan være at engagere sig i fællesskabet. Kan du uddybe, hvad du mener?

“Jeg tror, at djøferne bliver bedre til at skabe resultater, hvis de siger: ’Hvad betyder min indsats i forhold til samfundet?’ At man føler, man er med til at bygge en katedral i stedet for at hugge en sten.”

“Djøfere er blevet talt ned så længe og blevet beskyldt for bare at være kolde hænder og bureaukrati. Men djøferne er jo med til at redde vores allesammens røv, når de sidder og har styr på lovgivningen og sørger for, at alle får deres ret, og at politikerne holder sig inden for lovens rammer, så vi ikke får en ny Ninn-Hansen-sag. Djøfere laver noget sindssygt vigtigt for samfundet, og den fællesskabsorientering bør alle tage med ind i deres daglige arbejde.”

Samtidig opfordrer Hanna Line Jakobsen djøferne til at engagere sig mere i den frivillige sektor. For der er brug for dem. Mange djøfere har lige præcis de kvaliteter, som efterspørges. Og man behøver langtfra at tage til Uganda for at gøre en positiv forskel. 

“De frivillige organisationer skriger efter kræfter, der kan lede, organisere og være kasserere i de små lokalafdelinger. I dag oplever jeg, at mange andre faggrupper er stærkere repræsenteret end djøfere ude i det frivillige Danmark. Og det er da ærgerligt.”