Landsret afviser principsag om udflytning

Er 183 kilometer for lang en ekstra distance, når arbejdspladsen flytter?

Ja, fastslog Retten i Randers sidste år, da HK førte medlemmet Helle Møgelvangs sag ved byretten. Sagen kunne ifølge HK få stor principiel betydning for 180.000 statsansatte. For den satte spørgsmålstegn ved, hvor mange kilometer man egentlig må flytte arbejdspladsen væk fra de statsansatte, før det er nok til, at udflytningen reelt kan betragtes som en fyring.

Statens Administration ankede imidlertid afgørelsen til Vestre Landsret i Viborg, med appel om ”manglende retlig interesse”. Modsat byretten i Randers, valgte landsretten at godtage appellen og afvise sagen.

Det betyder, at landsretten har vurderet, at Helle Møgelvang ikke har en aktuel eller konkret interesse i at få flytningen og ændringen af ansættelsesvilkår prøvet af domstolen. Det principielle spørgsmål om hvorvidt staten uden videre kan flytte arbejdspladser, eller om der skal foretages individuelle vurderinger, er altså ikke blevet besvaret. 

HK går videre med sagen

Mikkel Larsen er faglig konsulent i HK Stat, og han ærgrer sig over afvisningen:

”Det, synes vi, er skide-irriterende, for nu at sige det rent ud. Vi synes jo, at sagen er principiel, og det syntes byretten i Randers også. Men nu er den afvist, fordi medlemmet ikke havde økonomiske udeståender med Statens Administration”.

Byrets-dommen har dermed ikke længere virkning, men HK Stat har ikke tænkt sig at lade afvisningen være sidste ord i denne sag. 

”Vi går videre til Højesteret, hvis det er muligt”, siger Mikkel Larsen

HKs advokat er allerede i gang med at udfylde papirerne, men processen kan blive lang.

Først skal HK søge hos procesbevillingsnævnet, der skal godkende ansøgningen. Herefter kan sagen blive forelagt Højesteret, der så bagefter kan pålægge Vestre Landsret at realitetsbehandle sagen, hvilket betyder, at sagen kommer til at omhandle det principielle nøglepunkt vedrørende kilometer og tid. Men det kan tage år, før en endelig dom bliver afsagt. 

Staten var bange for at tabe

Ifølge juridisk chef i Djøf, Rami Christian Sørensen, valgte Statens Administration den nemme løsning, fordi de var bange for at tabe på indholdet. 

"Jeg synes, det er ærgerligt, at når vi får en principiel sag for landsretten, så får vi ikke en afgørelse på det egentlige indhold. Det havde været godt for begge parter at få rene linjer, og staten ville have stået langt stærkere, hvis de havde vundet sagen ved landsretten. Men jeg tror, at de har været bange for at tabe." 

Så en afvisning af behandlingen er bedre end et nederlag, men Rami Christian Sørensen peger på, at byretsdommen stadig står ved magt, selvom Moderniseringsstyrelsen giver udtryk for det modsatte på deres hjemmeside. 

"Landsretten har ikke taget afstand fra byretsdommen på det indholdsmæssige. Den siger hverken, at den er enig eller uenig. At sige, at byretsdommen dermed ikke har virkning, er en misvisende overdrivelse."

Men en byretsdom står imidlertid stadig svagere end en landsretsdom. 

"Det havde klædt staten, hvis de havde sagt: 'Lad os få det afgjort.' Nu er vi lidt skubbet tilbage til start. Men det betyder også, at sager som Helle Møgelvangs godt kan tages op i Landsretten igen, da der endnu ikke er fundet en principiel afgørelse."