På nettet er vi ikke kunder – vi er selv produktet

Da Vincent F. Hendricks for 10 år siden stod og bandt slipset for at tage ind på Glyptoteket og modtage Forskningsministeriets Eliteforskerpris, stillede hans dengang syvårige søn, Milton, et spørgsmål. Et spørgsmål, som Hendricks – professor med X-faktor og leder af det to år gamle, fondsfinansierede Center for Information og Boblestudier på Københavns Universitet – bærer med sig: 'Hvad er det egentlig, du laver, far – og hvorfor er det vigtigt?'

“Jeg kan blive grådlabil bare ved at tænke på, at jeg er med til at aflevere en dårligere verden til ham end den, min generation fik overleveret af vores forældre.”

Man kan faktisk høre klumpen i halsen. Den bogstavelig talt store filosof er ikke bange for store følelser.

“Det er også mit budskab til jer djøfere. Brug al jeres indflydelse og indsigt til at hjælpe med til at gøre den her verden bedre. Det skylder I jeres børn – vores alles børn. Er der noget, min generation er blevet god til, er det at tjene penge på vores egne børn ved at gøre dem til produkter. Med venlig hilsen, informationssamfundet,” siger han og konstaterer:

“Vi lever på ryggen af oplysningstiden, og så er vi endt her. Det er ikke særlig flatterende.”

Kapløb mod bunden

En af informationssamfundets værdier er opmærksomhed. Din opmærksomhed.

Sidste år ringede Washington Post til Vincent F. Hendricks om en grim ting. En mand i Cleveland havde lagt en video på Facebook, hvor han filmede sig selv, mens han skød og dræbte en tilfældig 74-årig flaskesamler som hævn for, at hans kæreste havde slået op. Videoen spredtes med lynets hast.

“Den egentlige værdi, som alle slås om online, er andre menneskers opmærksomhed. Gru og rædsel som måden at blive set og spredt på, det er kapløbet mod bunden – om vores opmærksomhed,” svarede han avisen.

Ligner ikke en filosofiprofessor

Vincent F. Hendricks er søn af en sort, amerikansk far født i West Virginia, som kom til Danmark for godt 50 år siden for at læse på Niels Bohr Instituttet, og en dansk, hvid litterat-mor. Han synes selv, at hans største aktiv er ikke at se ud som sit erhverv. Det er med til at opløse gensidige fordomme, mener han.

Lufthavnsbetjente skal altid lige tjekke manden med det dobbelte dansk-amerikanske statsborgerskab én gang til, når han svarer, at han er dr. phil. og professor i formel filosofi. På et tidspunkt foretog han et feltstudie, hvor han sagde, at han var kleinsmed. Så var der ingen, der kiggede skeptisk.

Prostituerede og alfonser

Vincent F. Hendricks prøver selv at få ørenlyd i kakofonien. Han vil fortælle os, hvad informationsalderen med dens monopoler – Google, Facebook, YouTube, Twitter og Instagram, som kun efterlader smuler til andre – gør ved os, vores børn og samfundet.

Han pointerer igen og igen: World Economic Forum har sat netbåren misinformation på sin liste over verdens 10 største udfordringer på linje med klimaudfordringen, migration, ulighed etc., fordi det kan føre til cyberkriminalitet, terrorisme – og bad governance. OECD og FN har gjort det samme.

Han tæller på fingrene:

“På informationsmarkedet spekulerer alle i, hvad for en information folk gider konsumere. Private virksomheder ejer de platforme, vi kommunikerer på. De data, du afleverer om dig selv, tjener Facebook penge på at sælge til tredjepart. Vi tror, vi er kunder, men vi er gjort til selve produktet og blevet prostituerede hos nogle meget store, informationsbårne alfonser.”

Det uregulerede informationsmarked ligner ildevarslende meget 00’ernes uregulerede finansmarked, lyder det.

“Alan Greenspan (tidl. amerikansk nationalbankdirektør, red.) sagde, at markedet selv sørgede for, at de usunde produkter gik ned i det likvide marked. Det skete som bekendt ikke. På samme måde nu: Dårlig information kan leve længe og godt på et ureguleret informationsmarked – happy hour på fake news.”

Er sandhed viral?

Hvis man som djøfer er i tvivl, om man har en opgave, må man i en fart forstå, at man sidder lige midt på den tændte kogeplade.

“Om nogen må djøfere begræde det faktum, at hvad der er sandt, er ikke nødvendigvis viralt (i stand til at sprede sig på nettet, red.), og hvad der er viralt, er ikke nødvendigvis sandt.”

Opmærksomhedsøkonomien underminerer respekten for dem, som håndterer autoriteter, kendsgerninger og checks & balances i regeringsførelse, myndighedsudøvelse og forretningsmodeller. Det var det, Trumps valgkamp red på ryggen af.

“De institutioner, I djøfere er sat til at administrere, miskrediteres eller kan komme til det, som vi ser i USA lige nu. Politikerne presses ud i det opmærksomhedssøgende i en grad, så det gør jeres job med at håndtere god embedsførelse og føre realpolitiske initiativer ud i livet sværere.”

Djøfere har en massiv opgave

Det kan godt være, at djøferne – retfærdigt eller uretfærdigt – har fået så mange tæv for djøfisering og for at være teknokraterne bag nødvendighedens politik, at de helst vil krybe i et hul, men det er bare ikke en mulighed, siger han.

“I har – med jeres uddannelser og status i samfundet – skrevet under på, at samfundsansvarlighed ikke bare er en fodnote. I har en kæmpe opgave med at opretholde en samfundsforståelse om demokratisk og lige adgang til at blive hørt, og hvor beslutninger træffes og regeringsudførelse sker på baggrund af faktualitet.”

“Hvis jeg var Djøf, ville jeg gå sammen med magistrene, ingeniørerne, NGO’er osv. – for alene kan man ikke gøre meget, men er man mange, kan man, og Djøf har jo styrke – og så kontakte Google og Facebook og sige: 'Hør, vi har faktisk nogle fælles interesser om ikke at smadre demokratiet.' De der store monopoler er ikke nødvendigvis onde med vilje. Det står trods alt ikke i deres statutter, at de skal nedbryde demokrati og good governance for at tjene penge. Pepsi Cola gik til Facebook og sagde, at de nægtede at lægge deres annoncer ud et sted, hvor man kunne finde livestreamede selvmord. Det virkede. De streaminger blev standset.”

Hatten af for Vestager

Du har lige være nede hos EU-formand Juncker og tale der. Hvad sagde du?

“Igen: At World Economic Forum, OECD og FN sætter misinformation på nettet på deres lister over verdens største udfordringer,” siger han og tager hatten af for Margrethe Vestager, der som konkurrencekommissær har idømt Google rekordbøder og vist, at europæerne har muskler, når de står sammen.

“Vi må tage teten i stedet for at vente på amerikanerne. Det er alvorligt at overlade det til private monopoler som Facebook at styre den offentlige debat, fordi informationsalderen byder os, at det er hos private aktører, at mennesker mødes. Hvis det kræver en Facebook-profil at se madplanen i mit barns børnehave, hægter man mig af det digitale medborgerskab, hvis jeg nægter at få en profil hos et privat firma, som lever af at sælge mine data til andre.”

Et stort socioøkonomisk eksperiment

Djøf kører et projekt kaldet ’A Working Future’ om, hvordan digitalisering, big data, kontorrobotter etc. vil forandre djøfernes arbejdsmarked.

Hvad betyder opmærksomhedsøkonomien her?

“Uanset hvor du sidder som djøfer, er du nødt til at forstå, at på nettet fungerer tingene grundlæggende ikke i overensstemmelse med, hvad der er sandt, faktabaseret og demokratisk ligeligt fordelt.”

Center for Information og Boblestudier har lige fået et sponsorat fra Trygfonden til et projekt om digital dannelse for unge. De skal lære, at de er objekter i kampen om klikkene.

På samme måde må djøfere forstå, hvordan ekkokamre, meningsbobler, lemmingeeffekter, cherry picking og de andre socio-psykologiske mekanismer på informationsmarkedet forstyrrer tingene – så fx din styrelses kampagne for HPV-vaccine ender i en shitstorm.

“Uanset branche møder du konsekvenserne af det store socioøkonomiske eksperiment, som informationsalderen er.”

Først fotomodel, så filosof

Vincent F. Hendricks’ andet hjemland er USA. Ikke kun på grund af sin far og sit tætte forhold til sin amerikanske familie, men også fra mange professionelle ophold.

Første gang var et studieophold på Columbia University i New York lige efter studentereksamen fra Ordrup Gymnasium. Efter hvad han selv har fortalt, gik der mere fest end filosofi i det med fotomodeljobs i tigerstribet catsuit og andet spændende, der måtte prøves af.

Men da han kom tilbage som 23-årig for at læse ph.d. på Carnegie Mellon University i Pittsburgh, blev det alvor. Han – som ellers var kommet let til det hele – opdagede, at her var han langtfra den bedste. Han skulle arbejde for det, og det gjorde han så – semper ardens, altid brændende, som han siger.

13 år senere, mens han var professor på RUC, fik han et jobtilbud fra Columbia i New York, men sagde nej tak på grund af sin dengang seks-årige søn Milton.

I stedet blev han i en årrække fast Columbia-gæsteprofessor, indtil han fik bevillingen af Carlsbergfondet til Center for Information og Boblestudier.

Hvad sker der i USA lige nu?

“Monopoldannelse! I USA ligger koncentrationsindekset for informationsmarkedet på 7.500, hvor man normalt siger, at et marked er stærkt koncentreret, hvis det har et indeks på 2.500. Google, Facebook, Youtube, Twitter og Instagram bliver stadig større. Er der noget, amerikanere ikke kan lide, så er det monopoler. Men hvad de gør ved det, er det store udestående,” siger Vincent F. Hendricks og opfordrer til europæisk modstand.

“Her i Europa skulle vi gå sammen og ringe til Margrethe Vestager og tilbyde hende al den hjælp, vi kan give hende. Igen: Find nogle alliancepartnere og ring til hende, Djøf. Jeg mener det.”

Har selv droppet Facebook

Hendricks er kendt som en markant hovedperson på flere tv-shows såsom Vincent vender virkeligheden og Gal eller genial. Han har været vært på Faglitteratur P1, og p.t. kan man høre ham i serien Rosenkjæreksperimenterne på P1. På RUC kaldte de ham det filosofiske dampbarn.

Men når han går i medierne, er det altid som professoren i videnskabens tjeneste, understreger han. Han har sagt nej til masser af Vild med dans og you name it.

Han bruger en stor en del af sin tid på at overvåge nettet for at hente data til forskningsbrug, fx om twitterstormes forløb. Men selv har han ikke en personlig profil på Facebook, Twitter og Instagram.

“Vores center har profiler. Men jeg har ikke brug for at broadcaste mit eget helt almindelige privatliv. Hvorfor skulle jeg det?”