Ingen tager skylden for fiaskoer

De fleste vil gerne have magt og ansvar. Men langt færre vil tage skylden, når noget går galt. Skyld og skam er totalt fraværende i ledelsessproget, og det er et problem, mener Camilla Sløk, lektor på CBS og forfatter til bogen ’Blod, sved og tårer – om ansvar og skyld i ledelse’.

”Organisationsteori udruller en form for drømmeland, som handler om, at nu er du leder, så får du ansvar. Der er ikke et ord om, at du også skal tage skylden, når det går galt. Det element er totalt fraværende i ledelsessproget. Men det er et vigtigt element i vores hverdagspraksis,” siger Camilla Sløk og uddyber:

”Det betyder, at borgerne efterspørger, at nogen tager skylden, når det fx går galt i Skat eller med udrulningen af folkeskolereformen. Når vi som borgere ikke kan få et klart svar på, hvem der har skylden, knægtes vores retfærdighedssans, vi risikerer at blive utilfredse og vrede og i sidste ende at miste tilliden til en institution eller organisation,” siger Camilla Sløk, der i sin forskning især har beskæftiget sig med ledelse i den offentlige sektor.

Skyld og ansvar roder rundt

Camilla Sløk fremhæver vedtagelsen og implementeringen af folkeskolereformen (fra 2013) som et eksempel på et område, hvor uklar ansvarsfordeling har ført til tab af tillid til offentlige institutioner. Reformen blev undfanget i et samarbejde mellem Christiansborg og Kommunernes Landsforening uden deltagelse fra Danmarks Lærerforening. Ansvaret for implementeringen lå og ligger hos kommunerne og på de enkelte skoler. Men når intentionerne så ikke indfries i virkeligheden, når fx inklusionen ikke fungerer, vil ingen tage skylden for det, lyder det fra Camilla Sløk.

”Er det lærerne, skoleledelsen eller kommunen, der skal stå på mål? Eller politikerne på Christiansborg? Ansvar og skyld roder rundt, fordi skoler, kommuner og stat skubber ansvaret fra sig. På skoleområdet kan man forstå den fortsatte flugt fra folkeskolen således, at stadig flere borgere har mistet tilliden til de offentlige skoler og søger mod de private. Det ville jeg tage meget alvorligt, uanset om jeg var fagforening eller en af de andre involverede aktører,” siger Camilla Sløk.

Skamfølelse i Skat

Skyld er vigtig at få placeret, for når nogen tager skylden, bliver det klart, at der også er nogen, der tager ansvaret for at rette op på det, der er gået galt. Skyld er en del af vores etiske og moralske kompas som mennesker. Det samme er følelsen af skam, dog på en lidt anden måde. Hvor skyld typisk har en årsag (noget, der er gået galt), opstår følelsen af skam, når der ikke er overensstemmelse mellem den, man gerne vil være, og den, man bliver opfattet som. Privat og i organisationer. Psykologisk kan man forklare følelsen som et socialiseringsværktøj – den bruges til at fortælle, at man er ’på afveje’ i forhold til sin flok. At man er noget andet end det, ’man’ forventer – moralsk, etisk, socialt...

Ledere bør være optaget af skam, fordi det kan have enorm negativ påvirkning på en organisations sammenhængskraft, tillid og i sidste ende produktivitet, hvis skam bliver en dominerende følelse, og hvis der ikke bliver taget hånd om årsagerne til den, mener Camilla Sløk og peger på Skat som eksempel.

”Efter de mange skandalesager i Skat følte en del af medarbejderne skam. Men det var ikke noget, ledelsen talte om. Politisk har man nu valgt at bryde organisationen ned i mindre dele frem for at forsøge at genopbygge tilliden i og til Skat som en samlet organisation.”

Djøfere skal håndtere skyld

Djøfere bærer et særligt ansvar for at finde et sprog for og en måde at håndtere skyld og skam på, mener Camilla Sløk. For begreberne får en rolle, når djøferes værktøjer og tilgange kommer til kort.

”Når folkeskolereformen bliver vedtaget og skal rulles ud, sker det efter en organisationsteoretisk model. Der medfølger ikke et sprog for, hvem der har ansvaret for at få det til at fungere for borgeren. Hvert system – det statslige over for det kommunale over for det professionsfaglige – kører i sin egen logik. Og når borgeren så møder det som individ og oplever, at det ikke fungerer, er der ingen steder at gå hen. Systemet glemmer borgeren,” siger Camilla Sløk.

Og det medfører en mistillid, som på sigt kan undergrave vores demokrati, konstaterer forskeren.

”På et overordnet samfundsmæssigt plan oplever vi en enorm politikerlede, og på sociale medier kører jævnligt diskussioner om selvtægt. Det er udtryk for en kritik af det, som borgerne oplever som et anonymt samfund, hvor de møder systemer, der ikke tager ansvar – eller skyld. Når folk ikke føler, der bliver taget vare på deres retfærdighedssans, kommer vreden.”

Men der har da også tidligere været politiske skandaler. Hvorfor er politikerleden så udtalt netop nu?

”Tidligere var der en anden form for Webersk etik. En forståelse af, at neutrale embedsmænd arbejdede dedikeret for at udfolde en politikers visioner. Og at politikeren tog ansvaret, hvis der var truffet beslutninger om noget ulovligt. Således var der fx ingen tvivl om, at Ninn Hansen måtte gå af som følge af Tamilsagen. Det, vi oplever nu, er, at der har været masser af sager, hvor Støjberg synes at have overtrådt lovgivningen. Men Støjberg forsvinder ikke! Det graver grøfter i tilliden. At tage de etiske diskussioner er mere akut, end det har været før, hvis vi skal bevare tilliden til embedsværket og demokratiet.”