Er det blevet højsæson for skuffenotater?

Statsministerens afkobling mellem skattepolitik og udlændingepolitik har godt nok her og nu lettet presset. Men Dansk Folkeparti er jo ikke af den grund blevet mindre motiveret til at presse indvandrerkortet til sidste dråbe.

Og uanset om DF’s krav handler om symbolpolitiske manifestationer eller hardcore jura, vil alt, hvad der måtte komme på bordet, være udtryk for enten kynisk ’brinkmanship’ eller egentligt grænseoverskridende beslutninger i forhold til, hvad landet er forpligtet til gennem internationale konventioner m.v. – og i forhold til, hvordan Danmark bliver set på internationalt.

I forbindelse med mit arbejde ved lederuddannelsen på Danmarks Forvaltningshøjskole for chefer i det offentlige skrev jeg i 1987 en lille bog: ’Politikere og embedsmænd’. Den indeholdt bl.a. en liste over de krav, der må stilles til henholdsvis politikeren og embedsmanden, for at samspillet er velfungerende. Her er et, det i februar 2018 kan være nyttigt at genopfriske:

“Det femte krav er, at embedsmanden skal betjene politikeren med skånselsløs saglighed. Sparringspartnerrollen indebærer ikke kun, at man som embedsmand går ind i rådgivningsprocessen med synspunkter og vurderinger til brug for de politiske overvejelser, men også, at man ærligt fremlægger også de faktiske forhold, der måske kan forekomme at være ubehagelige for politikeren i situationen. Rådgivning kan også bestå i et kvalificeret modspil. Under alle omstændigheder er der også her et troværdighedsproblem at holde sig for øje. Saglighed kan være uopnåelig i en absolut forstand, men i forbindelse med klargøringen af, hvad man er sikker på, og hvad man ikke er sikker på i forbindelse med de oplæg, man producerer til politikeren, er det holdbart at tale om et saglighedskriterium, der kan og skal opfyldes.”

Gråzoner skal mindskes

Efter Tamilsagen var det nok manges forventning, at dette krav ville blive taget mere alvorligt. Men sag efter sag har siden Danmarks deltagelse i Irak-krigen vist, at det virkelig kræver mod og mandshjerte for embedsværket at gå op imod ministre, der ikke vægter deres forvaltningsmæssige og juridiske forpligtelser i embedsførelsen lige så stærkt som manifesteringen af deres ideologiske tilbøjeligheder. Naturligvis er det legitimt, at ministeren til syvende og sidst træffer sin beslutning. Men det er et fælles ansvar, at gråzonen gøres så smal som muligt, og at rådgivningen har været umisforståelig.

Tibetflag-sagen efterlader et ubehageligt indtryk af en sag, hvor denne gråzone var for bred, og hvor signalgivningen nedad i systemet var misforståelig på baggrund af så vagt formulerede retningslinjer, at ingen opad kan gøres ansvarlig. Esben Lunde Larsens og andre ministres sager viser, at der i dag desværre er noget, der ligner en egentlig erosion af kvaliteten i samspillet mellem politik og administration.

Mistillid og paranoia

En faktor, der har fremskyndet denne erosion, er givetvis væksten i anvendelsen af såkaldt særlige rådgivere. De er en ikke ansvarliggjort buffer mellem ministeren og ministeriet. De risikerer at bidrage til en forringelse af tilliden og fortroligheden mellem ministeren og embedsværket. Den nødvendige gensidige loyalitet svækkes nemt, når det ekstra led ofte er den egentlige sparringspartner. Næste skridt i negativ retning kan typisk være, at strukturen giver anledning til en voksende paranoia hos ministeren.

Et skuffenotat er det klassiske instrument, en embedsmand kan gøre brug af for at dokumentere, hvad der faktisk er blevet sagt til ministeren eller i det hele taget opad i systemet. I lyset af den stribe af undersøgelser af varierende grad af juridisk tyngde, vi har været vidne til gennem de senere år, er det næppe et dårligt gæt, at man engang i fremtiden vil kunne konstatere, at 2018 blev en højsæson for skuffenotater i styrelser og ministerier berørt af forhandlinger om Danmarks udlændingepolitik.

Venlig hilsen