24/7-samfundet stiller ekstreme krav til embedsmænd

Medier, der kører på 24 timer i døgnet. Turbo-politik – nu også drevet frem på de sociale medier. Magtfulde fløjpartier, der ikke vil i regering, men henter deres ilt fra at tæppebombardere dem, der til enhver tid har regeringsansvaret. Og en politisk kultur, hvor fejl kun anses for at være fejl, hvis 90 mandater mener det.

Alt dette er elementer i en udvikling, som slider på tilliden til centraladministrationen og dens embedsværk. Og det er ikke godt.

Det konkluderede forfatter og tidligere topembedsmand Bo Lidegaard, da han d. 8. februar talte ved Nordisk Administrativt Forbund og Djøfs fælles årlige forvaltningskonference. Vi vender tilbage til Lidegaard.

Spørgsmålstegn ved tillid er problem i sig selv

Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen, tog mere generelt afsæt i de senere års diskussion om værdier i centraladministrationen og diskussionens betydning for offentlighedens tillid.

"Tillid til et lands centraladministration er en vigtig stabiliserende kraft for ethvert samfund. Og vi har i det seneste tiår oplevet, at der er sat spørgsmålstegn ved grundlaget for denne tillid. Jeg kan ikke bedømme, om spørgsmålstegnene er berettigede. Men det er et problem i sig selv, at de er der."

Formanden for Nordisk Administrativt Forbund, Claes Nilas, pointerede undervejs, at diskussionen er fortsat trods rækken af 'genopretningsforsøg', der har været gennemført de seneste årtier: flere betænkninger og en redegørelse om embedsmænds bistand til politikere, Bo Smith-udvalgets rapport fra 2015 kaldet 'Embedsmanden i det moderne folkestyre', og centraladministrationens eget 'Kodex VII', som revitaliserer de klassiske embedsdyder og føjer nye til i en ny formidling af embedsmandens pligter.

Slør i debatten

I sit oplæg spurgte Ombudsmanden også, om det mon er muligt at "polstre embedsværkets troværdighed ved have en bedre forventningsafstemning med Folketinget og befolkningen om, hvad der egentlig er embedsværkets rolle?"

For der er ofte slør i den offentlige debat om centraladministrationen, mente han.

En af udfordringerne er at forstå – og acceptere – at vi som et vigtigt forfatningsmæssigt princip har valgt en model, hvor centraladministrationens embedsværks opgave er at hjælpe den til enhver tid siddende regering med at føre dens politik ud i livet. Men samtidig også er den instans, som Folketinget via ministene ofte går til for at få faglige bidrag.

Det stiller store krav til embedsværkets faglighed, saglighed og neutralitet. Men det stiller også krav til Folketinget, journalister og offentlighed om at acceptere, at det er dén model, vi har valgt. Ellers kan centraladministrationen i unødig grad blive til en politisk og mediemæssig kampplads, sagde han.

For embedsværket er den helt store udfordring, at bredden i kravene til dets rådgivning af ministrene er vokset på grund af 24/7-samfundet, konstaterede Jørgen Steen Sørensen.

"Giver 24/7-samfundet embedsværket uholdbare vilkår?" spurgte han.

"24/7-samfundet passer i en vis forstand dårligt til embedsværket, som vi historisk kender det, med dets omhu og grundighed. Så der har vi også et dilemma."

Fløjpartier presser ministre – og dermed embedsværket

Samme dilemma tog Bo Lidegaard fat i.

"Intet embedsværk kan eller skal levere den 24/7-bistand på alle aspekter af døgnets politiske kamp, som vore dages ministre kræver. Derfor ser vi allerede i dag i mere eller mindre omfang nærmest kommunikations-kabinetter omkring ministeren, som står for dette meget politiserede arbejde, og som det faste, partineutrale embedsværk skal finde ud af spille sammen med."

I Bo Lidegaards optik er tidens største destabiliserende udfordring for tilliden til det danske embedsværk denne:

"Vi har fået magtfulde fløjpartier i Folketinget, som ønsker at bruge deres magt, men ikke at tage regeringsansvar."

Det har konsekvenser for embedsværket, fastslog han.

"Disse partier lever politisk af at prøve at sætte de til enhver tid siddende ministre skakmat. Det presser ministrene enormt. For en minister, som er presset på sit parlamentariske grundlag, er det enormt fristende at placere ansvaret på embedsværket i en sag for selv at slippe af krogen. Alle kan skyde på alle, også direkte på embedsværket. Som ikke kan forsvare sig. Og som lever i en nulfejls-kultur, og hvor dét, der afgør, om noget alligevel er en fejl, er, om der er 90 mandater bag holdningen om, at det er en fejl."